selvskade

Kære pige på 16
Tak for dit brev, hvor du meget fint får fortalt om nogle af de ubehagelige oplevelser i dit liv, som stadig lader til at påvirke dig meget i hverdagen. 
Som jeg forstår det, har du indtil 8. klasse været i stand til ligesom at bygge en "mental mur" omkring dig, så du kunne holde alle de ubehagelige tanker og følelser på afstand. Så faldt muren sammen, og nu har du ofte følelsen af ikke længere at kunne kontrollere alle de følelser, som muren førhen holdt væk. Og det er så i de situationer, hvor du oplever, at det føleles som en befrielse at skære i dig selv..? (Det, håber jeg, er rigtigt forstået.)
Når jeg læser dit brev, synes jeg, det lyder som om, du har en del mennesker omkring dig, som er bekymrede for dig og som gerne vil hjælpe dig (uden helt at vide, hvad de skal gøre.) 
Samtidig kan jeg godt høre, at du (i hvert fald ikke lige for tiden), føler dig klar til at få mere hjælp, end den du allerede får... Og at du afviser deres bekymringer med beskeden om, at man skal være til fare for sig selv eller andre, før man kan tvinges i behandling.
Det har du ret i, at man skal, så hvis ikke de professionelle omkring dig vurderer, at du er til fare for nogen, så vil de ikke kunne tvinge dig i yderligere behandling. Og formentlig ville det heller ikke have megen effekt - i hvert fald er en behandling som regel mest effektiv, hvis den giver mening for den person, der behandles...
Jeg tænker, det må være svært både for dig, der sikkert føler dig presset af dem, men også for dine venner, der sikkert er fortvivlede over at se dig lide så meget, uden at de kan gøre noget for at hjælpe dig. (Hvilket jeg godt kan forstå, for det er meget hårdt, når man udefra ser nogen man holder af, have det så skidt, at de skærer i sig selv...)
Så måske kunne du bruge dine samtaler med psykologen til at få snakket lidt om det? At det er belastende for dig, og høre hende, om hun kan hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du skal håndtere det..? 
Hvis du synes, at noget af det, hun siger irriterer dig, så er det jo også okay at fortælle hende det. Evt. kunne du vise hende dit brev til BørneBrevkassen eller også bare fortælle hende, at det ikke er så hjælpsomt for dig, at hun bliver ved med at fortælle dig, at du er talentfuld, når ikke du selv oplever det sådan..?
Mit gæt er nemlig, at hun rigtig gerne vil hjælpe dig med at få snakket om det, som er vigtigt for dig, og det gør hun nok bedst, hvis du kan lede hende på rette vej... 
Jeg håber for dig, at du med tiden finder ud af at håndtere de svære tanker og følelser, som jeg fornemmer plager dig meget. Det lyder som om, du kæmper en ensom kamp (hvilket nok ikke er så sært, da du jo livet igennem har måttet klare mange ting på egen hånd), men jeg kunne godt ønske for dig, at nogen fik mulighed for at hjælpe dig - fordi det tit er nemmere at komme gennem svære perioder, hvis man ikke er alene om det. 
Mange kærlige hilsner fra BørneBrevkassen