Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Selvmord & Selvskade

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære V

Tak for dit brev. Du har taget et stort og vigtigt skridt ved at skrive hertil for at bede om hjælp. Sejt gjort af dig, når du faktisk har det meget skidt!

Det viser sig ofte her i livet, at vi ikke kan klare de store udfordringer og problemer selv – at vi faktisk har brug for andre mennesker i vores liv til at hjælpe, lytte, støtte og forstå os når livet gør ondt. Det tænker jeg meget positivt om. Jeg mener, det er heldigt, at vi mennesker netop har brug for hinanden! Du har også brug for nogen, og har heldigvis din kæreste, som lyder til at være god for dig – og en ven. Men som barn/ung skal man ikke stå alene med de tanker og problemer, som du beskriver. Du har brug for, at der er nogle voksne omkring dig som kan hjælpe dig. Der støder vi jo så desværre ind i, at du netop beder om hjælp til at få det bedre, uden at skulle tale med voksne.

Jeg har brug for at skrive, at det er rigtig vigtigt, at du får hjælp, at du har KRAV på at få hjælp. Nu kan jeg ikke læse ud fra dit brev, om der har været forsøg på at give dig den rette hjælp gennem de sidste par år? Men det er rigtig godt, at du netop skriver og dermed ikke accepterer at skulle have det så skidt som du har. Det fortæller mig også, at du faktisk er villig til at gøre noget for at få hjælp.

Jeg kender ikke hele din historie, men forestiller mig, at dine forældre må kende til nogle af dine problemer? Du skriver, at din mor er klar over, at du skærer i dig selv. Jeg forestiller mig også, at dine forældre oplever, at du ligger på sofaen, og ikke har gået i skole de sidste par år? Har du forsøgt at fortælle dem om dine tanker, og hvordan du oplever dit liv?

Jeg kan godt forstå, at du finder det meget svært at tale med voksne, men jeg bliver alligevel nødt til at opfordre dig til at tale med dine forældre – eller fx din kærestes forældre, som hun har forslået. Måske du kunne vise dem vores brevveksling? Det kan måske gøre det lettere for dig at tale om det, hvis de har haft mulighed for at læse brevet først? Det kan også være, du har en anden i din familie, som du har tillid til, som du kunne bede om at læse brevet? Nu ved jeg ikke, hvordan du har det med din læge? Men det var måske også en mulighed at tage kontakt til ham/hende. Din læge har tavshedspligt, som måske kan gøre det lettere for dig at overveje at tage kontakt til ham/hende?

Jeg ved, at der på LMS – Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade, sidder unge voksne, som selv har haft problemer med cutting. Du kan finde dem på http://www.selvskade.dk – måske det var en mulighed for dig?

Jeg kan desværre ikke give dig fif til, hvordan du lige klaret at komme af med dine tanker om selvskade og selvmord, uden at tale med dine forældre og/eller professionelle voksne, som kan hjælpe dig til at få den rette hjælp.

Jeg håber virkelig, at du kan bruge mine spørgsmål og overvejelser til noget. Du er altid velkommen til at skrive igen. Jeg vil også anbefale dig at ringe til BørneTelefonen på 116 111, hvor der sidder rådgivere klar til at tale med dig. Du kan også der være anonym og måske få talt mere om din situation. BørneChatten er også en mulighed.

Jeg håber det allerbedste for dig, og synes du er meget sej og moden, når du faktisk formår at skrive hertil. Hold fast i din evne og vilje til at få det bedre. Du har også ret til et godt liv!

Bedste hilsner BørneBrevkassen

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Selvskade Andre der hjælper

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat