Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Self-Harm

Hej, jeg er en pige på 13 år

Jeg har et par problemer, jeg gerne vil have hjælp til.

Starten af dette år begyndte jeg selv skade, nu er det blevet værre. Jeg ved slet ikke hvad jeg vil gøre med mit liv mere, alle mine drømme om fremtiden viskes langsomt ud af mit hoved. Jeg har mistet interesse for alt jeg plejede at lide, tegne, læse, bage osv. Jeg har mistet interessen af at, være sammen med min familie. Jeg føler mig virkelig tom inden i. Jeg har også spiseforstyrrelse, har ikke appetit til at spise noget.

Jeg har ikke lyst til at stoppe med at selv skade, fordi det føles så godt når jeg gør det, når man kan se ens blod trille ned ad ens arm. Jeg fortjener al den smerte jeg får.

Før jeg begyndte at selvskade, fortalte jeg min veninde -der også har selv skadet, haft depression og selvmordstanker- at jeg havde overvejet at selv skade, fordi jeg ikke følte/føler jeg hører til og har haft det svært og dårligt, og ikke vidste, hvis mine veninder faktisk var ægte eller falske, fordi de altid ignorerede mig som mine gamle “veninder”. Hun sagde til mig jeg ikke skulle gøre det, og love hende ikke tænke på det igen, jeg lovede hende det…

Det hele var fint, jeg havde ikke tænkt på det og følte jeg hørte til, men ud af ingenting, begyndte mine veninder at ignorere mig igen, og næste dag gav de mig skylden og sagde det var mig der havde ignoreret dem. Jeg kunne ikke mere, det var den sidste chance jeg gav dem, og jeg brød mit løfte.

Jeg gider ikke give folk flere chancer, jeg gider ikke være den veninde folk vælger som deres sidste valg.
Nogle gange taler veninden og jeg sammen alene. Hvor hun bliver ved med at sige ” (mit navn) hvis du nogensinde tænker på at selv skade, så skriv til mig, selv hvis det er kl. 03:00″, hun ved ikke at jeg selv skader.

Hun virker som en ægte veninde, men nu er jeg ikke sikker, jeg har fået det svært at stole på folk. Man ved aldrig personens næste træk, hvad de vil gøre mod en, man ved ikke hvad der er inderst inde i deres hjerter. Alle kan forråde alle.

Jeg har aldrig haft problemer derhjemme, kun i skolen. Jeg har gået i mange forskellige klasser, hvor folk konstant kommentere på hvor tynd jeg er og man kunne se mine knogler, ignorerer mig eller udnytter mig, men har aldrig fortalt det til mine forældre. Jeg har ikke lyst til at være en byrde. Resultatet med det er at jeg hader mig selv, føler mig ensom, og selv skader. Selvom alt det her er sket er jeg stadig afhængige af mine veninder, jeg er personen der er afhængige og tilgiver nemt.

Har ikke fortalt det til nogen, for hvem kan man stole? Ingen.

Kan I godt hjælpe mig, mig med ikke at være afhængige af dem, og klare mig selv?

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du!

Tak for dit brev. Det er stærkt af dig, at du skriver ind. Jeg kan læse, at du lige nu har rigtig mange bekymringer inde i dit hoved. Alligevel synes jeg, at du viser med dit brev, at du har noget i dig, der gerne vil finde en løsning, så du kan få det godt igen.

Du skriver, at du føler dig tom inden i. Jeg tænker, at det må være en meget ensom følelse.

Da kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad du mon synes, du mangler inde i dig selv. Hvad har der mon været, før der blev et tomrum? Har der været de drømme for fremtiden, som nu er væk? Har der været din familie og alle dine kreative ting, som du har mistet interessen for? Jeg tænker også, at det alt sammen er noget, du må savne?

Noget, som du synes, kan dække over noget af tomrummet, er, når du selvskader. Du skriver, at det føles godt, når du selvskader. Og du giver udtryk for, at du synes, du fortjener smerten.Jeg tænker på, hvordan man kan gøre sig fortjent til sådan en smerte? Hvad mon du fortæller dig selv? Og hvor mon tankerne kommer fra?

Du fortæller også, at du har en spiseforstyrrelse, og jeg synes at kunne læse, at den har fulgt dig længe. Bl.a. nævner du den i forbindelse med dine klasseskift, hvor dine skiftende klassekammerater konstant har kommenteret på dit udseende.

Derfor kan jeg også godt forstå, at du har svært ved at føle, at du hører til nogen steder. Det, tror jeg, de fleste ville have svært ved, hvis de skiftede klasse lige så ofte, som du har prøvet. Og når man ikke føler, at man hører til, kan man også nemt føle sig ignoreret. Det må bestemt ikke være sjovt. Og jeg kan godt forestille mig, at det kan give nogle problemer i skolen, som du også skriver om.

Det lader heldigvis til, at du har en person i din veninde, som hverken ignorerer eller udnytter dig. En person, som er der for dig døgnet rundt -også kl 03:00 om natten- må du virkelig betyde noget for.

Dine andre veninder føler du dig ikke helt sikker på. Du har oplevet, at de har ignoreret dig for derefter at skyde skylden på dig. Og nu har du svært ved at stole på dem. Du føler, at alle kan forråde alle. Det må være en meget utryg følelse at gå rundt med.

Jeg tænker, at alle også kan misforstå alle. Har du og dine veninder mon nogensinde snakket om, hvordan I hver især opfattede den situation, du beskriver? Det er helt almindeligt, at man opfinder sin egen historie om, hvad der egentlig skete, hvis man føler sig ignoreret. Og begge parter ender ofte med at give hinanden skylden. Men det er kun, fordi man ikke har snakket sammen og lyttet til, hvordan hinanden har oplevet situationen. Måske I kunne tage den snak? Var det mon noget, du kunne tænke dig?

Du skriver, at du tilgiver nemt. Det ser jeg ikke som en svaghed. Tværtimod. Jeg ser det som en styrke, som du kan bruge til at hjælpe dig og dine veninder til at forstå hinanden bedre. Det er naturligvis aldrig sjovt at blive udnyttet eller at opleve sig selv som sidstevalg. Men gode spørgsmål, du kan stille dig selv i de situationer, kunne være: Hvilke gode grunde kan hun – eller de – have til at reagere på den måde?  Mon det drejer sig om andet, end du lige tror? Hvad mon får ellers fornuftige personer til at opføre sig netop sådan? Måske er veninderne nogle gange optaget af andre tanker eller har andre grunde, som giver mening for dem – som du måske ikke har tænkt på?

At stille sig selv sådan et spørgsmål kan ofte vække nysgerrigheden til at lære den anden part bedre at kende. Og med din evne til at tilgive, har du en rigtig god indgang til at prikke den anden på skulderen og sige: “Jeg er lidt nysgerrig på, hvorfor du sagde/gjorde [indsæt selv den andens handling]. Har du tid til at snakke lidt?”.

For nu ved jeg godt, at du beder om hjælp til at løsrive dig fra dine veninder og ikke være afhængig af dem. Jeg sidder alligevel og tænker, om du måske i virkeligheden hellere ville have dem tættere på dig? Men at du har svært ved at give dig selv lov til at stole på dem. Og at det derfor måske føles nemmere at give slip og skubbe dem væk? Ikke give dem flere chancer, og klare dig selv, som du skriver.

Du har tidligere haft nogle sunde interesser. Der er ingen problemer derhjemme. Og du har i hvert fald én god veninde (og har også haft flere veninder) i dit liv. Så jeg tænker, at der har været noget godt i dit liv, før du mærkede tomrummet og begyndte at selvskade. Og jeg tænker, at alt det gode, kan du også få tilbage igen.

Så mit første råd til dig er: Du kunne snakke med dine veninder. Lære dem bedre at kende. Og lad dem lære de sider af DIG at kende, som du føler dig tryg ved at dele med dem. På den måde kan I måske lære at forstå hinanden bedre, og måske komme tættere på hinanden.

Det lyder, som om du har i hvert fald én særligt god veninde, som du kan støtte dig lidt ekstra til, i de situationer, hvor du har brug for det.

Mit andet råd til dig er at overveje at tage en snak med din læge og fortælle ham eller hende om dine oplevelser og dine tanker og følelser. Så kan lægen finde den rigtige hjælp til dig. Du kan enten selv gå til lægen, eller du kan tage en af dine forældre med. Du må gerne sige til dine forældre, at BørneTelefonen har anbefalet en tur til lægen, fordi du stadig har det så dårligt. Du har også den mulighed, at du kan tale med en god rådgiver hos LMS ; her kan du være anonym. Måske kan det føles som et ‘mindre skridt’ til at få talt med nogen om trangen til at skade sig selv?

Jeg håber, du kan bruge mit svar, og jeg ønsker dig alt det bedste nu og i fremtiden.

Mange kærlige hilsner
BørneTelefonen

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Selvskade Andre der hjælper

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat