Self-Harm

Kære du!

Tak for dit brev. Det er stærkt af dig, at du skriver ind. Jeg kan læse, at du lige nu har rigtig mange bekymringer inde i dit hoved. Alligevel synes jeg, at du viser med dit brev, at du har noget i dig, der gerne vil finde en løsning, så du kan få det godt igen.

Du skriver, at du føler dig tom inden i. Jeg tænker, at det må være en meget ensom følelse.

Da kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad du mon synes, du mangler inde i dig selv. Hvad har der mon været, før der blev et tomrum? Har der været de drømme for fremtiden, som nu er væk? Har der været din familie og alle dine kreative ting, som du har mistet interessen for? Jeg tænker også, at det alt sammen er noget, du må savne?

Noget, som du synes, kan dække over noget af tomrummet, er, når du selvskader. Du skriver, at det føles godt, når du selvskader. Og du giver udtryk for, at du synes, du fortjener smerten.Jeg tænker på, hvordan man kan gøre sig fortjent til sådan en smerte? Hvad mon du fortæller dig selv? Og hvor mon tankerne kommer fra?

Du fortæller også, at du har en spiseforstyrrelse, og jeg synes at kunne læse, at den har fulgt dig længe. Bl.a. nævner du den i forbindelse med dine klasseskift, hvor dine skiftende klassekammerater konstant har kommenteret på dit udseende.

Derfor kan jeg også godt forstå, at du har svært ved at føle, at du hører til nogen steder. Det, tror jeg, de fleste ville have svært ved, hvis de skiftede klasse lige så ofte, som du har prøvet. Og når man ikke føler, at man hører til, kan man også nemt føle sig ignoreret. Det må bestemt ikke være sjovt. Og jeg kan godt forestille mig, at det kan give nogle problemer i skolen, som du også skriver om.

Det lader heldigvis til, at du har en person i din veninde, som hverken ignorerer eller udnytter dig. En person, som er der for dig døgnet rundt -også kl 03:00 om natten- må du virkelig betyde noget for.

Dine andre veninder føler du dig ikke helt sikker på. Du har oplevet, at de har ignoreret dig for derefter at skyde skylden på dig. Og nu har du svært ved at stole på dem. Du føler, at alle kan forråde alle. Det må være en meget utryg følelse at gå rundt med.

Jeg tænker, at alle også kan misforstå alle. Har du og dine veninder mon nogensinde snakket om, hvordan I hver især opfattede den situation, du beskriver? Det er helt almindeligt, at man opfinder sin egen historie om, hvad der egentlig skete, hvis man føler sig ignoreret. Og begge parter ender ofte med at give hinanden skylden. Men det er kun, fordi man ikke har snakket sammen og lyttet til, hvordan hinanden har oplevet situationen. Måske I kunne tage den snak? Var det mon noget, du kunne tænke dig?

Du skriver, at du tilgiver nemt. Det ser jeg ikke som en svaghed. Tværtimod. Jeg ser det som en styrke, som du kan bruge til at hjælpe dig og dine veninder til at forstå hinanden bedre. Det er naturligvis aldrig sjovt at blive udnyttet eller at opleve sig selv som sidstevalg. Men gode spørgsmål, du kan stille dig selv i de situationer, kunne være: Hvilke gode grunde kan hun – eller de – have til at reagere på den måde?  Mon det drejer sig om andet, end du lige tror? Hvad mon får ellers fornuftige personer til at opføre sig netop sådan? Måske er veninderne nogle gange optaget af andre tanker eller har andre grunde, som giver mening for dem – som du måske ikke har tænkt på?

At stille sig selv sådan et spørgsmål kan ofte vække nysgerrigheden til at lære den anden part bedre at kende. Og med din evne til at tilgive, har du en rigtig god indgang til at prikke den anden på skulderen og sige: “Jeg er lidt nysgerrig på, hvorfor du sagde/gjorde [indsæt selv den andens handling]. Har du tid til at snakke lidt?”.

For nu ved jeg godt, at du beder om hjælp til at løsrive dig fra dine veninder og ikke være afhængig af dem. Jeg sidder alligevel og tænker, om du måske i virkeligheden hellere ville have dem tættere på dig? Men at du har svært ved at give dig selv lov til at stole på dem. Og at det derfor måske føles nemmere at give slip og skubbe dem væk? Ikke give dem flere chancer, og klare dig selv, som du skriver.

Du har tidligere haft nogle sunde interesser. Der er ingen problemer derhjemme. Og du har i hvert fald én god veninde (og har også haft flere veninder) i dit liv. Så jeg tænker, at der har været noget godt i dit liv, før du mærkede tomrummet og begyndte at selvskade. Og jeg tænker, at alt det gode, kan du også få tilbage igen.

Så mit første råd til dig er: Du kunne snakke med dine veninder. Lære dem bedre at kende. Og lad dem lære de sider af DIG at kende, som du føler dig tryg ved at dele med dem. På den måde kan I måske lære at forstå hinanden bedre, og måske komme tættere på hinanden.

Det lyder, som om du har i hvert fald én særligt god veninde, som du kan støtte dig lidt ekstra til, i de situationer, hvor du har brug for det.

Mit andet råd til dig er at overveje at tage en snak med din læge og fortælle ham eller hende om dine oplevelser og dine tanker og følelser. Så kan lægen finde den rigtige hjælp til dig. Du kan enten selv gå til lægen, eller du kan tage en af dine forældre med. Du må gerne sige til dine forældre, at BørneTelefonen har anbefalet en tur til lægen, fordi du stadig har det så dårligt. Du har også den mulighed, at du kan tale med en god rådgiver hos LMS ; her kan du være anonym. Måske kan det føles som et ‘mindre skridt’ til at få talt med nogen om trangen til at skade sig selv?

Jeg håber, du kan bruge mit svar, og jeg ønsker dig alt det bedste nu og i fremtiden.

Mange kærlige hilsner
BørneTelefonen