sådan er jeg endt

Kære 16 årige pige
Tak for dit lange brev, hvor du fortæller om rigtig mange forskellige og også voldsomme oplevelser, som du har været ude for. Det lyder bestemt ikke rart, og det må være svært at være dig med alle disse oplevelser i erindringen.
Men det er flot, at du har skrevet herind; - det ser jeg som et tegn på, at du gerne vil have hjælp til at få det bedre. Det synes jeg bestemt også, du fortjener; - du fortjener at få del i det sjove ungdomsliv, som de fleste andre unge tager del i.
Men hvad vil mon være den bedste hjælp for dig….? Det kan jeg jo ikke komme til at snakke med dig om, så jeg må prøve mig lidt frem. Jeg lover dig, at jeg vil gøre mit bedste, men jeg kan jo ikke være sikker på, om det føles som en hjælp for dig…..?
Du skriver på et tidspunkt i dit brev, at du bliver bange for selv at få børn senere, fordi du er bange for at de vil komme til at opleve det samme, som både du og din mor har oplevet. Her får jeg lyst til at sige til dig, at der findes et begreb, der hedder "mønsterbrydere", som dækker over, at der faktisk findes voksne, der som børn har været udsat for oplevelser lignende dine, men som har formået at bryde den sociale arv; - altså at de på forskellig vis har haft styrke til at udvikle sig til gode og dejlige mennesker, som er gode til at drage omsorg for deres egne børn. Så det er altså muligt, og det tror jeg også det kan blive for dig, hvis du får den nødvendige hjælp.
Det gør mig rigtig glad at læse, at du har venner og veninder, som bekymrer sig for dig, og som kan se, at du har brug for hjælp. Det er så vigtigt at have venner/veninder, der holder af én og derfor også bekymrer sig, når de kan se, at man ikke har det godt. Så jeg synes, det vil være rigtig godt, hvis du på en eller anden måde kan vise dem eller sige til dem, at du er glad for, at de er der for dig….?
Du fortæller flere ting om din mor, som gør mig alvorlig bekymret, fordi hun jo burde være der for dig. Men det lyder det ikke til, at hun kan, og jeg håber derfor, at der er andre voksne i dit netværk, som du kan betro dig til? Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor er din far mon? Ville han måske kunne hjælpe dig? Eller din farmor og farfar …. Har du mon nogen kontakt med dem? Eller en lærer, en sundhedsplejerske eller en pædagog, som du på et tidspunkt måske har følt en særlig tillid til…? For nogle unge kan det også føles rart at snakke med den lokale præst, fordi de ofte er rigtig dygtige til at snakke med mennesker i sorg eller krise. Jeg håber, at du får øje på én, når du tænker dig godt om. Og kan du ikke få øje på nogen, ja så vil jeg opfordre dig til at ringe ind til os på BørneTelefonen 116 111 eller logge dig på chatten, hvor der hver dag sidder voksne rådgivere klar til at snakke med dig og hjælpe dig.
Det bekymrer mig selvfølgelig også at læse, at du cutter dig selv, og at du har to selvmordsforsøg bag dig. Det er klare tegn på, at du har brug for hjælp. Du skriver godt nok, at du allerede går til psykolog, men at du ikke føler, det hjælper overhovedet. Det er rigtig ærgerligt, fordi det jo helt sikkert er tænkt, at det skulle være en hjælp for dig. Hvorfor det ikke føles som nogen hjælp, kan jeg jo ikke vide, men måske har det noget at gøre med kemien imellem jer….? Måske kunne en anden psykolog eller terapeut være en god hjælp for dig. Det vil du også kunne snakke med en rådgiver om, hvis du kontakter os på telefonen eller chatten.
Til sidst vil jeg endnu en gang sige til dig, kære pige, at jeg synes, du har vist, at du er en sej pige, der nu har taget et første og stort skridt til at få hjælp ved at skrive herind til BørneBrevkassen. Og er BørneBrevkassen det medie, du foretrækker – ja så er du selvfølgelig også meget velkommen til at skrive igen. Vi vil rigtig gerne hjælpe dig til at få det bedre.
Kærlig hilsen BørneBrevkassen