Kære pige på 15 år
Sikke en masse tanker og følelser, du har gået rundt og holdt på det seneste år. Hvor er det godt, at du er klar til at gøre noget ved det og få snakket med din mor!
Det er rigtig godt, at du har en god veninde, du kan snakke med. Det er vigtigt at fortælle andre, når man har det skidt, også selv om det kan være svært. Det betyder også, at du allerede har øvet dig i at sætte ord på dine tanker og følelser. Det ses også i det brev, du har sendt herind. Du er god til at beskrive meget præcist, hvordan du har det.
Det er netop dét, du skal gøre, når du snakker med din mor. Fortæl hende på samme måde, hvordan du har det. Vis hende fx dit brev, hvis du ikke helt ved, hvordan du skal få startet med at fortælle hende, at du har det rigtig svært.
Der er flere muligheder for, at du kan få hjælp. I første omgang kan I snakke med din læge. Din læge kan vurdere, hvad du har brug for. Det kan være samtaler hos lægen. Eller med en psykiater. Det kan også være at snakke med en psykolog.
Det er også en god ide, at I snakker med skolen om, hvordan du har det. Skolen vil kunne hjælpe dig, når du er i skolen. Det kan fx være en hjælp for dig, at din skoledag er forudsigelig nu, hvor du har det svært med at planer ændrer sig. Skolen kan også hjælpe med, at I får kontakt til en skolepsykolog.
Jeg vil også foreslå, at I sammen kigger på hjemmesiden: http://lmsos.dk. Her er kan I læse mere om selvskade og den hjælp, du kan få.
Du har bestemt fortjent at have det godt! Du er allerede godt på vej. For første skridt på vejen er, at du tør fortælle om det.
Jeg håber, du sammen med din mor finder præcis dét, der hjælper dig. Du er meget velkommen til at ringe og snakke med børnetelefonen 116111, mens du arbejder på at få det godt igen. Og din mor må også meget gerne ringe til Forældretelefonen på 35555557, hvis hun vil have råd til, hvordan hun støtter dig.
De bedste tanker til dig.
Venlig hilsen BørneTelefonen