Opmærksomhed eller reelt?

Kære 15 årige pige.

Tak for dit brev og fordi du deler dine tanker med os. Du skriver, at du har virkelig meget, som foregår i dit hoved for tiden. Det lyder som om, at du har mange tanker, som du går rundt med alene, så hvor er det godt, at du har skrevet herind. Jeg vil prøve at hjælpe dig så godt, som jeg kan.

Jeg vil begynde med at fortælle dig, at du er meget god til at sætte ord på dine tanker og følelser. Det er en enorm styrke. Det er en stor styrke at kunne mærke sine egne behov. Det skal du holde fast i.

Du skriver, at du er begyndt at selvskade, men ikke cutting. At du godt kan lide at selvskade fordi det gør et eller andet “rart”. Du gør det mest i skolen, men du ved ikke, om du gør det for opmærksomhed eller om det er reelt.

Unge, som skader sig selv, anvender ofte selvskade som en mestringsstrategi. Altså selvskaden kan på den måde være med til at flytte fokus fra en indre, uoverskuelig smerte til en ydre og mere håndtérbar smerte.

Jeg tænker derfor, at du er et sted i dit liv, hvor du har det lidt svært og selvskade derfor bliver en måde at håndtere det svære på.

Jeg forestiller mig, at du lige nu gør det bedste, du kan for at få dit liv til at hænge sammen, og det er så godt, at du rækker ud efter hjælp, når du kan mærke, du har brug for det.

Du skriver, at du er dygtig i skolen, men at du på det sidste har haft det dårligt med at sige ting og fremlægge i timerne. Samtidig skriver du, at du er bange for at være en skuffelse for din mor og alle dem, du kender.

Lige nu lever vi i et samfund, hvor mange unge har et ønske om at leve op til nogle bestemte idealer, måder at være på – og det kan også være rigtigt hårdt. Kan du mon nikke genkendende til det?

Gad vide, om du har lagt mærke til, hvad der trigger din lyst til selvskade? Er det mon, når du er trist, føler dig alene, føler at du ikke gør det godt nok eller noget helt fjerde/femte?

Når man er bevidst om, hvad der udløser trangen til selvskade, kan man også nemmere overvinde lysten.

Der er mange, som skriver herind med mange af de samme tanker, som du beskriver. Så du er ikke alene! Flere af dem fortæller også, at de skammer sig over at skulle tale om deres selvskade, måske er det også sådan for dig?

Hvis du har lyst, kan du her læse lidt om, hvad andre børn og unge, som står i lignende situationer, tænker og føler.

Jeg vil alligevel fortælle dig, at det for rigtig mange hjælper at snakke med en voksen om de tanker, de har. Måske du alligevel tænker, at du kunne snakke med din mor om, hvordan du har det?

Dine forældre er nemlig dem, som skal sørge for, at du har det godt. Det er dem, som har ansvaret for at passe på dig. Jeg ved, at det kan være en svær snak at starte, så måske du kunne vise din mor dit brev til os og mit svar til dig. Så tænker jeg, at snakken begynder derfra.

Måske kan du og dine forældre sammen kigge på dette link Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade. De har en rådgivning som kan hjælpe dig med at finde den helt rigtige løsning for dig.

Hvis det giver mere mening for dig, kan du måske også snakke med din lærer igen, som du stoler meget på. Det er nemlig mega sejt, at du allerede har snakket med ham/hende én gang. Også selvom det var om “din gode veninde”. Mon ikke, at din lærer er lige så lyttende igen?

Det er nemlig din lærers ansvar, at du har det godt i skolen. Derfor er det også rigtig vigtigt at han/hun ved, hvordan du har det. Du kan også vise din lærer mit svar, hvis det giver bedre mening for dig.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar og at du får modet til at snakke med en voksen. Du har i hvert fald vist mig, at du har modet – både fordi du allerede har snakket med din lærer og fordi du har skrevet herind. Det kræver nemlig mod!

Du er altid velkommen til at skrive igen eller ringe til BørneTelefonen på tlf. nr. 116111. Der sidder en voksen klar til at lytte uanset tidspunktet.

De bedste hilsner fra

BørneTelefonen.