Kære pige
Tak for dit modige og ærlige brev. Du lyder som en virkelig kærlig og omsorgsfuld veninde, og jeg tænker virkelig, at din veninde er heldig at have en veninde som dig. Jeg kan godt forstå, at du er bekymret for din veninde, når du ser hende have det så skidt. Det er så flot, at du har overskud til at bekymre dig om hende, når du også selv har bekymringer.
Både du og din veninde har oplevet at blive såret - både af hende veninden og af jeres familier. Følelsen af at være mindre elsket end sine søskende kan gøre rigtig ondt, og jeg tænker altså, at det er vigtigt at få snakket med nogen, når man går og har sådan en følelse. Det er ikke altid, det er så let at snakke om, for det kan være svært at forklare sådan en følelse - især hvis man ikke kan give helt konkrete eksempler, men bare har det som en fornemmelse. Er det mon sådan for dig?
Det lyder som om, du og din veninde har snakket med hinanden om det, og det er et rigtig flot skridt at have taget. Næste skridt kunne være at snakke med en sød voksen om det. En voksen som er god til at lytte, og som man er tryg ved. Hvem kan du komme i tanke om, som kunne være rar at betro sig til?
Det er nok aldrig forældres mening, at et af deres børn skal føle sig mindre elsket eller mindre værd end de andre søskende. Men nogle børn kommer til at føle det, hvis forældrene har meget opmærksomhed på de andre børn, eller hvis man bliver behandlet forskelligt. Det er ikke altid, forældrene selv lægger mærke til, at de behandler deres børn forskelligt, især hvis de selv er pressede, stressede, travle eller lignende. Og så kan det være godt, hvis en anden voksen kan gøre dem opmærksomme på det. Kan du komme i tanke om en, der kunne hjælpe dig med at snakke med dine forældre? Måske en af dine bedsteforældre? Eller en moster, en tante, en af dine forældres venner - eller måske en af dine veninders mødre? Eller en lærer eller klubmedarbejder eller træner, du godt kan lide?
Måske er der også en, der har lagt mærke til, at du spiser mindre, og at du er lidt trist? Måske er der en, du kunne lukke lidt ind og vise, at du godt kunne have brug for lidt hjælp..?
Jeg tænker også på, om du og din veninde mon kunne have mod på at ringe eller skrive til BørneTelefonen på 116111 eller gennem chatten og snakke med en rådgiver om de tanker, der er tunge og bekymrende? Det kan være en god måde at få startet på det med at lukke op og betro sig til en voksen. Rådgiverne er vant til at snakke med børn om ting, der kan være svære, og I kan være helt anonyme. Måske kan I endda sætte jer sammen og prøve at ringe eller skrive en dag?
Som sagt synes jeg, du er en meget kærlig og god veninde, men det er også vigtigt, at du selv får hjælp og støtte, inden det bliver værre. Jeg forestiller mig, at det har krævet meget mod at skrive brevet her til BørneTelefonen, og det mod kan du også bruge til at række ud og vise en, du kender godt, at du har brug for lidt hjælp nu.
Jeg sender dig de bedste tanker og håb om, at du snart får det bedre.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
