Brev

Min veninde cutter

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år!

Jeg kan godt forstå, at det må være rigtig svært for dig, at din veninde har skåret i sig selv, og at du måske har lidt skyldfølelse over, at du ikke snakkede med hende den aften. Det er vigtigt for mig at sige til dig, at det ikke er din skyld, at hun skader sig selv, og at du ikke skal have dårlig samvittighed over, at du ikke snakkede med hende. Hun har selv valgt at cutte, og det er ikke dit ansvar at få hende til at lade være. Jeg ved godt, at du selvfølgelig gerne vil hjælpe din veninde, og det er jeg sikker på, at du også gør, men det er også vigtigt, at du tænker på dig selv, og det er helt fair at sige, at man ikke har tid eller mulighed for at snakke på et bestemt tidpunkt. Du sagde jo ikke, at du ikke ville snakke med hende. Du bad bare om, at vente med det til i morgen, og det er helt ok. Din veninde kan ikke forvente, at du kan snakke med hende, når hun har behov for det. Hun kunne fx også have søgt hjælp hos nogle andre – også selv om det måske var dig, hun helst ville have hjælp fra.

Jeg synes, at det er meget voldsomt, at hun vælger at sende et billede af, at hun har skåret i sig selv. Mange piger der cutter, gør det, fordi de har brug for opmærksomhed fra omverdenen. Det bliver en måde hvorpå man kan fortælle andre, at man har det dårligt, og har brug for hjælp. Derfor gør de fleste ikke noget for at skjule det, men vil derimod gerne vise såret frem, ligesom din veninde.

Jeg tænker, at din veninde har nogle problematikker, som hun har brug for hjælp til, men det er vigtigt, at hun får hjælp fra nogle professionelle voksne. Det er et alt for stort ansvar for dig. Med tiden vil du sikkert heller ikke kunne holde til, at du skal være parat til at snakke med hende, når hun har brug for det, for at undgå, at hun skærer i sig selv. Jeg tror, at det vil give dig alt for meget ansvar og skyldfølelse, hvis du ikke gør det. Ligesom du sidder med skyldfølelse nu over, at du ikke snakkede med hende den aften.

Jeg tror, at det bedste du kan gøre er, at sige til din veninde, at hun har brug for noget hjælp, og at du ikke er den bedste til det, men at du gerne vil hjælpe hende med at få det. Du kan fx hjælpe hende med at fortælle det til en voksen, det kan fx være hendes forældre eller en af jeres lærere. Den voksne kan så hjælpe din veninde med at komme til lægen og høre hvilke muligheder for hjælp hun kan få. De kan fx være samtaler hos en psykolog eller terapeut. I kan også gå sammen ned til sundhedsplejersken på skolen, og fortælle hende om problemet.

Jeg synes også, at din veninde skal kontakte http://lmsos.dk/kan-vi-hjaelpe-dig/jeg-skader-mig-selv/  - de er rigtig dygtige til at rådgive unge, som cutter.

Mange kærlige hilsner
BørneTelefonen
 

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Selvskade Andre der hjælper

LMS

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat