Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min veninde cutter

Hej BørneTelefonen.

Jeg er en pige på 16 år. Min (ikke særlig tætte) veninde på 17 år cutter. Hun har ikke sagt det til mig, men lægger billeder op på hendes private instagram med billeder af hendes arme, ben, skæreblade og skriver at hun har lavet selvmordsforsøg.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere situationen! Jeg føler at det er min pligt at gøre noget hvis jeg kan. Vi har først for 2 måneder siden mødt hinanden for første gang, og snakker ikke så meget sammen.

Hun er rigtig sød og flink og vi kommer godt ud af det med hinanden. Hendes mor ved det godt og hun får professionel hjælp, men min opfattelse er at det ikke hjælper og hun har gjort det i lang tid. Jeg har aldrig selv lavet selvskade eller lignende og ved ikke om jeg ville kunne hjælpe.

Måske ville det være godt for hende at snakke med en “rask” i stedet for det kæmpe fællesskab der er i den der cutteverden. Er bange for at sige noget forkert eller gøre noget værre.

Hvad skal jeg gøre?

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år

Tusind tak for dit brev og for at dele dine tanker med BørneTelefonen.

Hold nu op – hvor er din veninde bare heldig at have dig! Når jeg læser dit brev, er det tydeligt for mig, at du er en rigtig god og omsorgsfuld veninde.

Jeg kan godt forstå, at du er bekymret for din veninde, og at du rigtig gerne vil hjælpe hende. Jeg kan virkelig også godt forstå, at du har svært ved at finde ud af, hvad du skal gøre.

Jeg kan læse mig til, at der er nogle voksne omkring din veninde, som kender til hendes selvskade, og at hun faktisk også får professionel hjælp. Det er rigtig godt!

Du skriver, at du føler, at du har et ansvar for at gøre noget, hvis du kan. Det er virkelig en fin tanke. Dog får jeg lyst til at fortælle dig, at det ikke er dit ansvar at din veninde får den rette hjælp, og at hun får det bedre. Det er de voksnes ansvar.

Dermed ikke sagt, at du ikke skal eller kan hjælpe din veninde. Spørgsmålet er bare, hvordan du kan hjælpe hende bedst. Det er i den forbindelse vigtigt for mig at fortælle dig, at du ikke kan sige noget forkert eller gøre noget værre.

Du skriver, at din veninde og dig kommer rigtig godt ud af det med hinanden, men at I ikke er særligt tætte og ikke snakker så meget sammen. Måske hun faktisk bare har brug for én at snakke med. Og at du er hendes veninde og ikke ”endnu én” , der fokuserer på hendes selvskade. Giver det mening?

Måske du kan spørge hende om hun har lyst til, at I laver en aftale? Har I eventuelt nogle fælles interesser, eller kan du komme i tanke om noget, som I kan lave sammen jer to?

Det skal du selvfølgelig kun spørge hende til, hvis du har lyst til at tilbringe mere tid sammen med hende. Endnu engang er det vigtigt for mig at understrege, at det ikke er dit ansvar at sørge for, at din veninde får det bedre. Jeg tænker kun, at du skal foreslå hende, at I bruger noget tid sammen, hvis du reelt har lyst til at tilbringe mere tid med hende og at lære hende bedre at kende.

Jeg kan godt forstå, at du er bekymret for din veninde. Dog tænker jeg også, at det er vigtigt, at du passer på dig selv. Måske det også kan være relevant for dig at dele dine bekymringer for din veninde? Kan du komme i tanke om nogen i dit netværk, som du har tillid til, og som du kan dine bekymringer med? Måske en anden god ven eller veninde? Måske din mor eller far eller en helt tredje?

Jeg håber at din veninde snart får det bedre – godt, at hun har en veninde som dig!

Husk at du altid er velkommen til at skrive eller ringe herind på 116111.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Selvskade Andre der hjælper

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat