Kære 15-årige
Jeg forstår, at det er en overvældende og meget svær oplevelse, at en af dine venner begik selvmord.
Det lyder til, at du ser sammenhæng mellem, at du har fået det dårligt efter den oplevelse. Og at det er derfor du begyndte at skære i dig selv. Er det mon rigtigt forstået? Du skal i hvert fald vide, at det er meget forståeligt at reagere på sådan en voldsom oplevelse. Og vi reagerer alle forskelligt.
Hvad er selvskade?
Det at gøre skade på sig selv eller skære i sig selv er faktisk det, man kalder en mestringsstrategi. Det betyder, at man gør det for at håndtere en psykisk eller mental smerte ved i stedet at påføre sig fysisk smerte.
Mange oplever en lettelse i øjeblikket, mens man selvskader, men oftest kan man få det endnu værre bagefter. Jeg ved ikke, om det er en følelse, du kender? Og så er det desværre også rigtig vanedannende.
Så når du fortæller, at du selvskader, så bekymrer det mig. Det fortæller mig nemlig, at du går og tumler med noget, og ikke har det sådan, som du kunne ønske mig. Jeg ser nemlig også dit brev som et ønske om, at du skal have det anderledes. Og derfor er det rigtig vigtigt at dele dine tanker med nogen.
Din forældre
Jeg fornemmer, at det fylder meget for dig, at din mor har spurgt dig ind til dine sår – og at hun virkede til at have regnet det hele ud.
Du fortæller, at du tidligere har forsøgt at dele dine problemer med dine forældre, men ikke føler, du er blevet taget seriøst. Jeg forstår, at det er frustrerende, og at det gør, du måske ikke har så meget lyst til at forsøge igen.
Nu tænker jeg bare højt: Men hvad sker der mon, hvis din mor finder ud af, at du skærer i dig selv? Vil det mon være en lettelse for dig, hvis hun finder ud af det?
Jeg hører fra mange, at de heller ikke ønsker at dele deres selvskade med deres familie, fordi de vil passe på dem. De ønsker ikke at bekymre dem. Det kan også være, at de føler, at de kommer til at skuffe deres forældre. Du skriver netop noget om, at din mor så skuffet på dig – som om hun godt vidste det…
Derfor tænker jeg, at du nok har sådanne tanker, der kan bremse dig i at få talt om din selvskade med din mor.
Hvis det er sådan, skal du vide, at mange andre har det som dig.
Hvis du er bange for at bekymre eller skuffe dem, kan det måske hjælpe at tænke sådan her: “Ved at dele det med dem, giver jeg dem muligheden for at hjælpe mig”. Som regel har ens forældre måske også en idé om, at noget ikke er, som det skal være. Også lidt som du beskriver i dit brev.
Jeg håber, at du måske vil forsøge dig igen. Og ellers at du vil finde frem til andre, du kan dele det med. Du har nemlig ret til hjælp, når du oplever at have det svært.
Råd og forslag
Du skriver, at du allerede har havde fundet frem til en voksen, du ville dele det med. Det synes jeg bare er super stærkt! Og jeg håber sådan, at det måske snart kan lade sig gøre for dig at tage en snak med personen, sådan som du havde planlagt!
Du fortæller også, at dine venner ved, at du skærer i dig selv. Er der mon være én af dem, der kan være god at snakke med? Eller en anden i din familie, en lærer, venners familie eller lignende? Det vigtigste er, at du ikke går med det selv.
Jeg vil også foreslå dig at tage et kig på Landsforeningen mod Spiseforstyrrelse og Selvskade. Måske det kan give dig nogle råd, og måske det kan være en lettelse for dig at kontakte dem? De er rigtig gode at dele ens oplevelser af selvskade med.
Måske du selv kan finde frem til nogle strategier, som kan hjælpe dig og gøre dig rolig, når du får det dårligt? Når tankerne om selvskade kommer til dig, kan du måske finde frem til noget, der kan få tankerne lidt på afstand igen.
Jeg hører fra andre, at det kan hjælpe at lave noget, man godt kan lide. Måske at gå eller løbe en tur, tage et bad, se en film, høre musik, træne, være sammen med venner, at skrive tankerne ned eller lignende.
Jeg håber, at du vil blive ved med at bruge dine enorme styrker på vejen mod at få det bedre.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
