Kære pige på 14 år
Tusind tak for dit brev. Jeg synes det er rigtig godt, at du har skrevet til Børnetelefonen. Jeg kan forestille mig, at det ikke har været så nemt at få gjort. Det er meget tydeligt, at du har brug for hjælp, og jeg vil gerne prøve at give dig nogle idéer til, hvad du kan gøre for at slippe af med ”dæmonen”.
Allerførst vil jeg gerne sige, at jeg tænker det er rigtig godt, at du har givet det, der er svært for dig et navn, dæmonen. Nogle gange kan det hjælpe at tænke på noget, der er svært på den måde. Samtidig synes jeg også, det er sejt, at du har haft overskud til det, i en svær periode. Det fortæller mig, at du har en styrke, som forhåbentlig kan hjælpe dig videre.
Du skriver, at du lider hårdt af depression. Jeg bliver nysgerrig efter, om du har været hos lægen, og om det mon er lægen, der har fortalt dig, at det er depression? Hvis du har været ved lægen, har du mon så fortalt lægen om dæmonen? Det er vigtigt, at det er en læge som har talt med dig og kan hjælpe dig videre, hvis den hjælp giver ikke er nok. For en depression kan betyde mere end at være trist, træt og ked af det og sommetider kan symptomerne være tegn på andet en depression. Hvis du ikke har talt med din læge, så vil det være rigtigt godt at starte med det.
Jeg tænker, at det er rigtig vigtigt, at du får talt med nogen om, hvordan du har det, og hvad dæmonen gør ved dig. og vil have dig til at gøre. Det er vigtigt, at du ikke går med de tanker alene. Derfor vil jeg gerne prøve at give dig nogle idéer til, hvordan du måske kan komme til at tale med nogen.
Du skriver, at dæmonen får dig til at føle dig rastløs. Jeg tænker på, om det mon påvirker dig i skolen? Kan der være nogen lærere, der har lagt mærke til det? Måske har du forandret dig? Er der mon en lærer, du har tillid til, og som du kan snakke med om det? Hvis det er svært for dig at fortælle om dæmonen kan du måske fortælle om rastløsheden, og hvad den gør ved dig?
Du skriver også, at dæmonen vil have, at du skal skade dig selv og såre alle omkring dig. Kender du mon sundhedsplejersken på din skole? En sundhedsplejerske ved en hel masse om selvskade og derfor kan hun være god at tale med. Det kan også være, at du ikke har skadet dig selv, men jeg tænker, at sundhedsplejersken ville være god at tale med ,alligevel. Du kan jo fortælle hende om dine tanker. Hvis du ikke ved, hvornår sundhedsplejersken er på skolen, kan du spørge på kontoret.
Du fortæller, at dine forældre ikke forstår dig og at din søster har sagt, at hun ikke vil have noget med dig at gøre. Det lyder som om, det må være meget hårdt for dig. Jeg tænker på, om der mon er nogle andre fra jeres familie der ved, hvordan I har det med hinanden? Det kunne fx være en moster, tante eller en af dine bedsteforældre. Jeg tænker på, om de mon vil kunne hjælpe dig og om du i første omgang ville kunne betro dig til dem.
Som jeg skrev i begyndelsen, så synes jeg det er meget meget vigtigt, at du får en at tale med om, hvordan du har det. Derfor har jeg givet dig nogle ideer til, hvem det mon kunne være. Selv om du har fået nogle ideer kan det være svært at få taget hul på snakken. Hvis du har lyst, kan du ringe eller sms'e til BørneTelefonen på 116111. Her kan du få støtte til at finde ud af, hvad du kan gøre for at komme videre. På BørneTelefonen er du også anonym. Hvis du føler, det er svært at fortælle i telefonen kan du læse dit brev og måske også svaret højt, så kan rådgiveren på telefonen hjælpe dig videre.
Jeg vil ønske dig rigtig meget held og lykke med at få hjælp. Pas godt på dig selv.
De bedste tanker og store kram fra BørneTelefonen
