Kærlighed
Hej.
Jeg er en pige på 16, som går på gymnasiet.
Mit emne ovenover er nok ikke kun kærlighed men mange andre ting, som depression, selvværd, selvskade, venskaber, familie, ensomhed og sorg. De her emner vil nok beskrive hvad jeg føler lige nu.
Jeg er ikke helt sikker hvornår min depression (Som jeg kalder der), startede, men jeg tror det er siden oktober-november sidste år.
Det gik mig rigtig på da jeg mistede kontakten med min nærmeste veninde, som jeg havde kendt siden jeg var 6 år gammel. Det skete i juni(2012), hvor vi slet ikke talte sammen mere og jeg følte at det måske var fordi hun synes jeg var kedelig at være sammen med. Efter et par måneder som svar oktober(2013), gik det op for mig at jeg havde mistede hende helt.
Jeg tror det hele startede den måned var fordi jeg begyndte på gymnasiet og der startede jeg ikke godt ud. Jeg var meget ensom og var nærmest altid alene med mine tanker. Der hjemme sidder jeg også altid i mit værelse og kommunikere slet ikke med min familie, medmindre tankerne kører i mit hovede mere end hvad jeg kan klare.
Da der så var gået et par måneder gik det godt for mig mht. til det sociale. Jeg fik venner og var meget glad. Der tænkte jeg også at nu bliver jeg ikke ked af det mere, for nu har jeg jo nogen. Men hver gang jeg kom hjem var jeg trist og havde ikke lyst til at lave noget.
Da jeg så skiftede klasse i januar måned på gymnasiet, var det en ny start for mig og jeg må nok sige at det var en svær periode for mig. Jeg skulle starte om med nye mennesker og det gør jo det ikke nemmere at de alle sammen kendte hinanden.
Imens jeg skulle håndtere skolen, havde jeg også min bedste veninde fra folkeskolen. Vi gjorde alt sammen, men efter vi begge begyndte på gymnasiet, følte jeg at hun begyndte at ændre sig, præcis som min første veninde gjorde. Vi mistede så langsomt kontakten, men i dag taler vi meget lidt sammen. Det er virkelig svært at håndtage, da jeg føler at der er noget galt med mig, eftersom at begge min bedsteveninder bare nærmest droppede mig for andre.
Da det så var februar måned, var jeg kommet mere ind i klassen, men jeg følte stadigvæk ikke det nok. Det skal også lige siges at jeg er en meget genert person i starten, så jeg har det meget svært med at kommunikere med mennesker. Men ihvertfald på det tidspunkt følte jeg at jeg ikke havde nogen.
En dag blev det hele bare for meget for mig, og det var første gang jeg skar i mit håndled(Jeg gjorde det 4-5 gange og stoppede). Jeg tænkte ikke på alvorligt det egentlig er, men at det ihvertfald hjalp mig når jeg havde brug for det. Det var det eneste der var der for mig og den hjalp mig til at fuldføre min dag.
Jeg havde min veninde fra folkeskolen som jeg så fortalte det til. Det var meget svært for mig, men jeg kunne ikke holde det mere for mig selv. Jeg sagde det ikke lige ud til hende, men at jeg bare var deprimeret og havde det dårligt. Der svarede hun mig at hun præcis havde det, det samme for et styk tid siden og at hun også skar i sit håndled. Vi talte aldrig om det igen, da jeg ikke rigtig følte mig klar til det og vil nok aldrig føl mig klar til at sige det til noget jeg rent faktisk kender.
Det der gør mig mest forvirret er at gerne vil have at der er nogen der skal være der for mig, holde om mig og sig at det hele skal nok bliver OK, men jeg tør ikke at sige det til nogen. Jeg kan ikke lide opmærksomhed eller nogen der har ondt af mig. Jeg har vel nok brug for kærlighed og omsorg, men jeg er ikke typen der viser sine følelser og det gør det hele MEGET sværere for mig.
Som du nok kan se har jeg skrevet en hel roman og har meget mere at skrive, men har ihvertfald fortalte det der mest går mig på.
Vil nok også spørge om det her er bare en fase?
Er det normalt det jeg føler?
Selvskade Andre der hjælper
Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.
