Kære pige på 12 år.
Hvor er det bare godt, at du har haft mod til at skrive herind om hjælp. For det lyder som om, at det ikke er nemt at være dig lige nu.
Når jeg læser dit brev, så tænker jeg, at det må være hårdt at gå rundt alene med de tanker. Jeg kan godt forstå, at du er i tvivl om, hvordan du skal klare det længere. Den slags tanker kan hænge sammen med, at man føler sig udenfor fællesskabet.
Man kan føle, at man ikke rigtigt er god nok til at være med. Man kan også føle sig udenfor i sin egen familie.
Man kan få en lille stemme i hovedet, der fortæller, at man er grim eller dum. Præcis som du skriver. Men du skal ikke tro på stemmen.
Du har brug for hjælp til nogle ændringer i dit liv – måske både i skolen og hjemme. Du har måske brug for støtte til at komme ind i nogle nye fællesskaber?
Når man har det rigtig svært, så kan man godt have følelsen af, at andre vil være ligeglade, hvis man begår selvmord. Men alle mennesker har en betydning for andre. Måske også mere, end man selv lige er klar over.
Jeg tænker på, hvordan det ser ud hjemme hos dig i din familie. Om dine forældre mon ved, at du er rigtigt ked af det? Nogle børn, som har det svært, synes det kan være svært at få fortalt det til sine forældre. Men rigtigt mange oplever faktisk, at det er en stor hjælp. Og at deres familie gerne vil hjælpe dem til at få det bedre.
Hvis det føles svært at få sagt, så kan det måske være en idé at vise dem dit brev, hvor du så præcist beskriver, hvordan det er at være dig. Mon det kunne være noget, du kunne prøve?
Det kan også være en mulighed at snakke med den lærer, som du er mest glad for. Jeg tænker, at når du ikke har været i skole længe, så har dine lærere måske allerede tænkt på, at du nok ikke har det så godt. Derfor kan det være en god idé at tale med en sød lærer om, hvordan du har det. Hvad tænker du om det?
Det er svært at hjælpe sig selv op af periode, hvor man cutter og har selvmordstanker. Du har som nævnt brug for nogle voksne, der kan hjælpe dig. Hvis du ikke lige kan finde nogen, så prøv Headspace, De har hjulpet mange i en situation, der ligner din. Du kan også ringe til LMS – Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade De kan også være til stor hjælp. De ved meget om cutting – så du ikke skal forklare alt fra bunden. De forstår virkeligt meget og er god at tale med.
Ved at skrive ind til brevkassen har du allerede vist, at du er god til at bede om hjælp. Jeg håber, at du kan bruge den styrke til at tale med nogle voksne omkring dig, så de kan hjælpe dig til at få det bedre.
Du er også altid velkommen til at kontakte BørneTelefonen på 116 111.
Kærlig hilsen,
BørneTelefonen.