Jeg ved ikke hvad der sker
Hej.
Jeg er en 15 årig pige, som de seneste 3 år, langsomt er begyndt at hade mig selv. Jeg har været virkelig ked af det, og det blev bare værre og værre. Nu er nået der ud, hvor jeg drikker min rigtig stiv for at glemme smertenz og hadet i et par timer. Men jeg er så ked af det, at i forstår det slet ikke. Jeg cutter.
Jeg græder hver eneste dag, og når jeh er i skole, går jeg bare med en kæmpe klump i maven, for jeg nægter at vise det nogen steder. Og startede med at cutte for omkring 2 måneder siden. Et par af mine veninder vidste godt at jeg havde det svært, og de opdagede selv mine streger i armen, så de fandt ud af, at jeg havde cuttet.
Så til en kæmpe fest der var i sommerferien, havde jeg fået lov til at tage med til af mine forældre, men jeg LOVEDE dem, at jeg ikke ville drikke. Festens placering lå omkring en halv time væk fra min egen by, og jeg blev selvfølgelig virkelig elstremt stiv. Jeg begyndte at græde så simdssygt meget, og sagde til en af de 2 piger som havde opdaget min arm, at jeg ikkr kunne holde det inde mere. Jeg bad min veninde ringe til mine forældre, fortælle dem at jeg var blevet så stjerne fuld, selvom jeg lovede jeg ikke ville drikke.
Jeg snakkede så lidt med min veninde, om hvordan jeg skulle forklarer at jeg var så ked af det og hun sagde “sig sandheden. Sig det hele” så det gjorde jeg. Jeg fortalte dem alt. Hvordan jg havde det, hvor lang tid det havde stået på og at jeg hvsd cuttet.
De blev rigtig ked af at hører det, og vi har haft langr snakke om det osv. Jeg går også til lægen nu, som jeg kan snakke med, og jeg lovede mine forældre, at jeg aldeig ville cutte igen, så det har jeg ikke gjort siden.
Men i går fik jeg, for første gang, et tilbagefald til cutting.
Jeg var taget med nogle venner hen til en af vores fællesvenner, og de drak alle sammen, men jeg gjorde ikke. Jeg holdte mig fra alkoholen. De løb bare alle sammen rundt og lavede alle mulige mærkelige ting, og gik ned g bade og sådan nogle ting, og selvom jeg ikke cutter, betyder et ikke, at jeg ikke hr det dårligt, og da jeg kom i tanke om mit baberblad der lå i min taske, kunne jeg ikke lade vær.
Jeg havde virkelig holdt alt inde, og smilet uafbrudt i et par dage, for det har jeg læst skulle virke. Det gjorde det ik. Det blev bare værre, så jeg gik alene ud på toilettet ved ishuset, og så skar jeg virkelig, som jeg aldrig har gjort før. Jeg lavede 21 streger i min arm, og jeg skar dybere end normalt.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, for jeg kom hjem i går, og var mere nede end jeg plejede, og det lå min fr mærke til. Nu vågnede jeg kl 07:31 for jeg kan virkelig ikke sove. Jeg har lyst til at fortælle mine forældre det, men jeg kan ikke, selvom de jo allerede ved hvad der sker.
Det skal også siges, at jeg har ingen ide om, hvorfor jeg har det som jeg har det. Jeg er bare ked af det hele tiden, og jeg har prøvet alt.
Jeg har også kommet til at sende et billede til nogle af mine andre venner, fordi jg gik i panik over hvor meget blod der var, så jeg viste ikke hvad jeg skulle gøre. Men nu når jeh tænker over det, er det virkelig dårlig stil og mega opmærksomhedskrævende at sende… er jeg det?
Jeg er helt tabt her. Jeg ved virkelig ikkr hvad jeg skal gøre, og jeg håber virkelg at i vil svarer på dette brev…
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.
