Kære dreng på 15 år
Det er voldsomt og tragisk at miste et familiemedlem. Især når det er et barn, for ingen regner jo med, at børn dør. Døden hører til efter alderdommen, tænker de fleste mennesker. Det er derfor en meget chokerende oplevelse, når børn dør. Det er som om, at verden forandrer sig. Man skal lære at forstå og blive tryg ved livet på en anden måde. Og det er meget svært. Og der kan dukke mange føleser og tanker op,som du også beskriver i dit brev.
Jeg kunne forestille mig, at der nok er andre i familien og andre som kendte din fætter, som føler noget af, som du også føler. Måske taler de andre bare heller ikke om det.
Det er meget, meget vigtigt, at man får hjælp til at takle den type sorg og krisesituationer. Og det at tale om det, de følelser man har, de tanker man går med og det at det kan føles så forkert, at man mister livet når man er barn. Derfor vil jeg håbe, at der er nogen der snakker om det, snakker om din fætter og de føleser, der dukker op. Mon der er nogen i din familie der snakker om det, som du også kunne snakke med?
Hvis du ikke har fået hjælp af en psykolog i forbindelse med dødsfaldet, så synes jeg, at du skal få talt med dine forældre om det nu, så de sammen med dig kan opsøge den hjælp, du har brug for, så får talt om de følelser og tanker, du plages af. Det er virkelig vigtigt. Voldsomme oplevelser som død og ulykker kan sætte sig, og kan vende tilbage og plager én i mange andre situationer, hvis man ikke får hjælp til at komme igennem det.
Når man selv er et barn, har man ikke chancen for selv at klare tingene. Der skal hjælp til fra gode voksne. Det er ikke altid, at det er nok at tale med sine forældre. Det er selvfølgelig altid en god idé jævnligt at tale med sine forældre og i det hele taget andre om de svære ting, men ofte skal der professionel hjælp til fra folk, som er uddannede til at håndtere den type oplevelser og sorg og krisesituationer.
Jeg tænker lidt over, hvorfor du mon skjuler dine følelser for andre. Er der en særlig grund til det? Jeg ved, at nogle børn og unge er bange for at gøre deres forældre bekymrede, så derfor holder de deres følelser for sig selv. Er det mon sådan, du har det? Hvis det er, så håber jeg, at du alligevel vil åbne op for dine forældre eller andre, som er gode at snakke med. Det er ok at være ked af, blive bange og alle de tanker, der nu kan dukke op omkring din fætters død.
At hjælpe sine børn med at takle de svære ting er en naturlig del af det at være forælder. Og det knytter ofte børn og forældre tættere sammen, når man er sammen om de svære ting. Og sådan er det, uanset om barnet er 5, 15 eller 50 år.
Hvis man ikke beder om hjælp til de svære ting, er man jo helt alene med sine tanker og følelser. På den måde føler man måske, at ingen forstår, hvad man gennemgår. Og det er ofte helt rigtigt følt.
Hvis man ikke fortæller, at man har det skidt, men i stedet lader som om, at man har det helt fint, så ved ingen jo, at der er noget i vejen. På den måde kan man faktisk komme til at gøre tingene endnu sværere for sig selv. Det er i en sådan situation naturligt, at man ender med en følelse af generel ensomhed, som du fortæller.
Jeg vil derfor virkelig anbefale dig, at du tager mod til dig og får talt med dine forældre. Hvis det er svært at tage hul på sådan en snak, så skriv det til dem på samme måde, som du har skrevet herind. Det kan være en rigtig fin måde at få taget hul på noget, der er svært.
Hvis du har brug for at tale med en anden voksen først, kan du fx også vælge at tale med en lærer på skolen. Din lærer kan nemlig også hjælpe dig med at få talt med dine forældre og at få talt med skolepsykologen for at få råd om, hvordan du får den bedste hjælp.
Du kan også vælge at ringe/skrive og få en samtale på 116111 eller logge på vores chat med en rådgiver på BørneTelefonen til at starte med. Vi vil meget gerne snakke med dig og hjælpe dig. Det er gratis, og du er helt anonym.
Måske har du mod på at kigge på vores Gode råd omkring sorg, så kan du læse mere her: https://www.bornetelefonen.dk/tema/sorg
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
