Kære pige i 8. klasse
Tak for dit brev og tak for at dele dine modige tanker med BørneBrevkassen. Når jeg læser dit brev, kan jeg se, at du tænker meget over, hvordan tingene kan hænge sammen, og jeg tænker, at du har brugt meget energi på at søge efter svar i dig selv. Det er ret imponerende. At kigge på sig selv for at finde svar er ikke altid let, men jeg får indtryk af, at du kæmper for at få det bedre, og selv om det er hårdt, så har du turdet bede om hjælp her i brevkassen.
Jeg kan godt forstå, du ikke længere har lyst til, at det skal være sådan. Når man har skåret i sig selv et stykke tid, kan det være svært at stoppe med, hvis man ikke får hjælp. Så selv om du har været opmærksom og mærket efter, så tror jeg, du har brug for hjælp fra nogen, der kender til at have så svære tanker. Nogen der er vant til at hjælpe børn og unge med at finde en vej ud af det med at skære, når man bliver ked af det.
Det kan f.eks. være en psykolog, som har erfaring med selvskade. Du har ret til at få samtaler med en psykolog gennem din kommune, og jeg ved, at det har hjulpet mange unge at blive lyttet til og respekteret af en, der kender til at gå med så tunge tanker, at man kommer til at skære i sig selv. Så jeg tænker, at du kan overveje det - og du behøver ikke beslutte dig med det samme, men tænk over det, for hjælpen er der, hvis du beder om den.
Du kan f.eks. gå op på kontoret på din skole og snakke med dem deroppe, eller du kan snakke med din klasselærer eller skolens AKT lærer. Du skriver, at du har været mobbet, så jeg tænker i høj grad, at det er noget, de skal have at vide på din skole, at du har været udsat for. Måske kender de godt til det, men så kan det måske være endnu lettere for dig at få taget hul på en snak, for så behøver du ikke forklare det hele forfra.
Det kan også være, du ikke følte, der nogensinde var nogen, der lagde mærke til eller forstod, hvad der foregik? Du skriver, at du var væk fra skolen i et stykke tid, og når jeg hører det, så tænker jeg, at der var mange, der burde have reageret. Men hvis du ikke føler, de gjorde noget, så kan jeg rigtig godt forstå, at du efterhånden overvejer mere drastiske ting for at gøre opmærksom på, at du har brug for hjælp... Men hvor er det godt, at du ikke har gjort alvor af det.
Jeg synes faktisk, du har gjort ret meget opmærksom på, at du har brug for hjælp. Og jeg tænker, at hvis du nu kunne være så modig at tage det brev her, som du har skrevet til BørneBrevkassen, og vise det til en voksen - måske en af dem på skolen, som jeg foreslog før, så vil det være så tydeligt for den voksne, at du har brug for hjælp - og så skal den voksne hjælpe dig. Grunden til at jeg foreslår nogen på skolen er, at de er vant til at sætte hjælp i gang - f.eks. med psykologsamtaler. Men det kunne sagtens være en anden voksen, du kender. For alle voksne har pligt til at hjælpe, hvis de finder ud af, at et barn/en ung har det skidt. Og det, den voksne skal gøre, er at kontakte kommunen og bede kommunen sørge for hjælp. Så hvis du kender en anden voksen, du hellere har lyst til at snakke med om det (og vise dit brev, som bare viser så tydeligt, hvordan du har det), så overvej hvornår det vil være et godt tidspunkt at få snakket med vedkommende.
Du kan også søge rådgivning hos Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og Selvskade på www.lmsnyt.dk . Her vil du kunne finde mere information om, hvordan man kan få hjælp til at stoppe med at skære i sig selv, hvis du har brug for at tænke det hele lidt igennem, før du går videre.
Det er også en mulighed at ringe eller sms'e til BørneTelefonen på 116 111 eller logge på chatten og snakke med en rådgiver, hvis du gerne vil vende det hele et par gange mere, inden du beslutter dig. Du har jo taget et kæmpe, vigtigt skridt ved at skrive dit brev, og næste skridt tror jeg også godt, du kan tage.
Jeg håber, at du også får mulighed for at få snakket med din mor om din kæreste på et tidspunkt. Han betyder meget for dig, og det lyder som om, det er vigtigt for dig, at din mor accepterer, at I er sammen. Hvis hun får at vide, hvor meget han betyder for dig, og hvordan hans liv er nu, hvor han er kommet forbi de ting, der ikke var så smarte, tror du så, at hun vil være mildere stemt? Kunne du måske få hjælp fra en voksen til at få snakket lidt med hende om det? En bedsteforælder, en nabo, en af din mors veninder måske? Du ved bedst, hvem der kender din mor godt, så tænk på, om det kunne være en mulighed...
Jeg ønsker dig alt det bedste og håber, at du finder frem til den hjælp, der er bedst for dig. Det har du fortjent!
Kærlig hilsen BørneBrevkassen
