Jeg magter ikke mit liv mere. Hvad skal jeg gøre?

Hejsa.

Inden jeg starter på min meget lange historie, vil jeg gerne gøre opmærksom på, at det nok ikke er rar læsning.

Det hele starter med, at jeg i en alder af 8 år finder ud af, at jeg har autisme og går i en specialklasse, da jeg på dette tidspunkt havde lært at læse og fandt et brev fra kommunen til mine forældre. Jeg husker ligeså tydeligt hvad der skete, da jeg læste brevet: Jeg blev ked af det, jeg følte mig anderledes og mindre værd som menneske. Jeg delte det ikke med nogen, for allerede dengang var jeg fast besluttet på, at jeg ikke skulle være nogen tudeprinsesse, der skulle belemre andre med mine problemer.

Da jeg cirka var 12 år blev mine tanker om det lidt bedre, og jeg blev bedre til at acceptere det. Lige indtil perioden for mobning – som jo er omkring den alder – startede. Jeg begyndte at mobbe mine faktisk ellers rigtig tætte venner sammen med nogle mindre gode nogle (for at blive anerkendt af dem), og det resulterede i, at jeg senere blev mobbet af mine tætte venner sammen med dem, jeg selv mobbede sammen med. Dette varede til jeg cirka var 14 år.

Efter denne periode i mit liv var jeg meget knust, ulykkelig og utilfreds med mig selv. Jeg følte mig igen anderledes, dum og ubrugelig som menneske, og jeg havde bestemt ikke lyst til at blive i specialklassen.

Da jeg så cirka var 15 og vel var på 8. klassetrin, var den hidtil værste del af mit liv begyndt. Mit selvværd var nærmest ikke eksisterende, så jeg blev enormt skoletræt og var egentlig ligeglad med skolen i bunden.

I vinteren samme år besluttede jeg mig for at skifte skole, hvor jeg havde en enkelt samtale med mine forældre, men uden alt følelsespjattet. Jeg fik skiftet skole, men også til en, hvor jeg igen kom i specialklasse, så det var jo ikke meget bedre.

Nu begyndte det, hvor man åbenbart skulle snakke med sin UU-vejleder om, hvad man skulle efter skolen. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville, for jeg havde jo ikke gået op i skolen de sidste to år – overhovedet. Så jeg havde ikke så meget at arbejde med..

Det resulterede i, at da mine forældre for nogle måneder siden sagde, at jeg skulle tage stilling til, hvad jeg ville, for alvor fandt ud af min person. Jeg fandt ud af, at jeg ikke længere ville være deres lille nikkedukke, der bare gjorde hvad de sagde. Jeg ville selv bestemme over mit liv, for det er jo mig, der skal leve det – ikke dem.

Mens jeg går og overvejer, hvad jeg ville, sker der dog noget uheldigt: Mine forældre begynder at holde møder med lærerne og min vejleder, og beslutter sig for at lægge en plan om, at jeg skal tage en STU, der er tilrettelagt autister. Dette kan på ingen måde komme på tale, og jeg vil hellere stå ufaglært om 10 år end jeg vil tage denne.

Jeg får så ringet til kommunen uden mine forældre ved det, hvor jeg får sparket UU-vejlederen ud af mit liv og får en ny. Dette gør, at mine forældre skal starte helt forfra, hvilket jeg selvfølgelig havde håbet på, for så kunne jeg få mere tid til at planlægge, hvordan jeg skulle holde dem på afstand fra mig og mit liv.

Senere fortalte jeg dem meget kontant, at jeg havde tjekket deres Forældreintra i et halvt år (hvilket ikke passer – jeg har holdt øje med den i snart 2 år), og at hvis jeg ikke godkendte de beskeder, de sendte fra den, ville jeg lukke for deres adgang. De var selvfølgelig ikke glade for udmeldingen, men de kunne jo ikke gøre noget ved det, så de indordnede sig.

Siden har der ikke været nogen møder, så jeg føler, at jeg har vundet kampen.

Nu er de dog begyndt at skrive med mine lærere over telefon i stedet (dem tjekker jeg selvfølgelig også), og det er jo ikke ligefrem bedre. De holder ingen møder, men de vil fortsat gerne bestemme over mit liv og hvad jeg skal, og det bryder jeg mig ikke om.

De tror, at jeg er anderledes, fordi jeg er autisme, men det er jeg ikke. Jeg er bare mig – og det vil de gerne ændre på.

Jeg blev for godt 2 måneder siden flyttet ned i en rigtig 9. klasse på fuld tid (altså jeg havde slet ikke noget med specialklassen at gøre herefter), og jeg mærker intet til det – overhovedet. Jeg føler mig fuldstændig hjemme, og jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke altid har gået i den.

Jeg er dog begyndt at drikke mig fra mine problemer omkring dette, hvilket jo hverken er en god eller sund vane. Når jeg f.eks. har haft et skænderi med mine forældre (og det er tit efterhånden), kan jeg godt finde på at gå ned i kælderen, tage en flaske vodka ned i lommen og smugle den med ud på en gåtur i skoven bare for mig selv. Her drikker jeg mig lige tilpas i hegnet, og når dette sker, glemmer jeg fuldstændig mine forældre og alt andet i verden. Jeg nyder bare livet på grund af alkoholen.

Jeg kan også godt finde på at tage nogle øl med i skole og drikke dem i frikvartererne, så jeg er påvirket i timerne efter. Jeg er endnu ikke blevet opdaget i dette.

Det er generelt bare blevet sådan en hverdagsrutine for mig at indtage en eller anden form for alkohol, når jeg kommer hjem fra skole, for så slapper jeg af. Når mine forældre så kommer hjem, går jeg ud af huset i nogle timer for at de ikke skal opdage det.

Jeg har givet op på livet. Jeg vil ikke mere. Jeg stoler ikke på, at mine forældre vil mig det godt, at mine lærere vil mig det godt eller i det hele taget at nogen vil mig det godt. Jeg har mest af alt lige nu bare lyst til at tage nogle piller og komme væk fra livet med det samme. Få det overstået.