Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg har det dårligt

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 11 år

Hvor er det godt, at du skriver til os! Jeg kan se, at du har det rigtig svært og ikke føler, at du får nogen særlig hjælp. Jeg kan godt forstå, at det giver dig ondt i maven. Jeg vil gerne give dig et par råd med på vejen.

Du skriver, at du stoppede med at cutte for 6 1/2 måned siden, men stadig har lyst og at du har selvmordstanker. Vi ved, at selvskade ofte er et tegn på, at der er noget, der er så svært, at man ikke selv kan overskue det. Derfor er det også rigtig vigtigt, at man får snakket med nogen om de ting, der fylder.

Du har allerede været god til at søge hjælp hos din læge og dine forældre, men har ikke rigtig følt, at de helt har forstået, hvordan du egentlig har det. Jeg synes, at det er rigtig flot, at du har prøvet at sige det. Det kræver ret meget mod og styrke.

Jeg tænker dine forældre har hjulpet dig med at få talt med lægen og hjulpet med at du nu taler med en psykolog? Dette har de sikkert gjort, fordi de godt kan mærke du har det svært og vil gøre alt for at hjælpe dig. Måske de har mærket det er svært at tale om, og derfor håber de at en psykolog, måske kan være den person, hvor du bruger dit mod og styrke til at få åbnet op?

Det er rigtig godt, at du er startet til en psykolog, så du kan få lidt hjælp til at få det bedre igen. At gå til psykolog handler meget om kemi, det vil sige du skal føle dig tryg og tilpas hos din psykolog. Det er helt okay at skifte psykolog, hvis man ikke føler, at ens psykolog er den rigtige.

Det tager dog ofte lidt tid før man mærker, at man får det bedre, når man går hos en psykolog. Derfor kan det være en god idé at give det en chance, hvis kemien er god. Men hvis man ikke føler sig tilpas og hjulpet efter et par gange, så er det måske en idé at skifte psykolog. Giver det mon mening for dig?

Du skriver, at du er bange for at fortælle dine forældre, hvordan du virkelig har det. Du er bange for, at de ikke vil elske dig mere, hvis du fortalte dem det. Jeg kan godt forstå, at det kan gøre dig bange at skulle fortælle dem det.

Langt de fleste forældre vil rigtig gerne have, at deres børn er glade og har det godt. Derfor kan det også virke som om, at man skuffer dem, hvis man ikke har det godt. De fleste forældre vil dog også rigtig gerne hjælpe til, at deres børn har det godt.

Forældre ved godt at ens børn også har tidspunkter i livet, hvor det kan føles svært og hvor de har særlig brug for hjælp og støtte, og forældre stopper ikke med at elske deres børn, selvom de har det svært.

Derfor kan det være en rigtig god idé, at de får at vide, hvordan du har det, så de kan give dig alt den hjælp og støtte som du har brug for. Giver det måske mening for dig?

Jeg kan godt forstå, hvis det er svært at fortælle dem det. Mange børn og unge synes, at det er nemmere at skrive et brev til dem, så man ikke behøver at sige noget. En del viser deres forældre det brev, de har skrevet til os og deres svar. Det kan gøre det lidt nemmere.

Hvis det ikke er en mulighed for dig, er der måske en anden voksen, du føler dig tryg ved? Det kunne være en lærer, pædagog, et familiemedlem eller en ven/venindes forældre. Det kan nogle gange være nemmere at snakke med nogle andre end ens forældre. På den måde kan den voksne hjælpe dig med at få snakket om tingene og måske få sagt det til dine forældre, hvis det kan være en hjælp. Er det mon en mulighed for dig?

Du har været så god til at beskrive din situation til os i dit brev. Det tænker jeg, er den styrke du skal bruge til at få sat ord på, hvordan du har det overfor nogle flere.

Jeg kan for eksempel læse det føles svært i skolen, det kan også være med til at give en ondt i maven, det er at opleve drillerier og ikke føle ens klassekammerater er søde er ikke ok at gå med alene, det kan du få hjælp til. Du skal vide, at det er lærernes ansvar at sikre at alle børn i klassen trives og har det godt, så også her tænker jeg din lærer skal indover, så du kan få det bedre i klassen. Det er deres og ikke dit ansvar.

Du skal vide, du er god nok, lige som den du er og du fortjener at blive lyttet til. Jeg håber du vil bruge det mod jeg mærker du har til at åbne mere op overfor de voksne, der er omkring dig. Du er ikke alene.

Jeg håber, at du kan bruge mine råd. Ellers er du altid velkommen til at skrive til os igen eller ringe til os på 116111.

De bedste ønsker

BørneTelefonen

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Selvskade Andre der hjælper

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat