Kære dreng på 15 år
Mange tak for dit brev. Jeg er glad for, at du har lyst til at høre, hvad vi mener.
Hvor var det bare uheldigt, at billederne forsvandt, mens du sad og så dem igennem. Det var jo ikke din mening, at det skulle ske. Jeg tænker selv, at en undskyldning og et forsøg på at gøre det godt igen (f.eks. at undersøge, om der faktisk er en backup, eller at få hjælp af en ekspert, der kan genskabe tabte data) ville være meget bedre for alle. Der kom jo ikke noget godt ud af, at du cuttede i dig selv…?
Måske virkede det som det rigtige at gøre i øjeblikket, fordi du var så ked af det og rigtig sur på dig selv. Jeg ved, at andre drenge og piger også har prøvet at cutte for at få luft for nogle følelser, som de ikke har været i stand til at handle anderledes på i situationen. At cutte er dog aldrig en løsning, der hjælper på selve problemet, og for nogle kan det gå hen og blive en dårlig vane, hvor man får trang til at gøre skade på sig selv, hver gang tingene er svære. Her på BørneTelefonen tror vi på, at der er andre og bedre måder at komme igennem svære ting på.
Jeg ved, at nogle synes, at det virker godt at få noget luft og få det hele lidt på afstand – måske ved at løbe en tur. Du kan også ringe til nogen – måske en god ven eller os på BørneTelefonen. Det kan også være, at det hjælper at sætte sig og skrive sine tanker ned - lige som du har gjort i dit brev her.
Tit kan det også hjælpe at sige tingene højt. Hvad var der mon sket, hvis du havde fortalt din mor, at du blev helt vildt ked af, at hun flippede ud, og at du blev rigtig sur på dig selv over det, der var sket…? Jeg kender jo ikke din mor, men måske havde hun så et øjeblik kunnet se bort fra sin egen frustration over situationen. Jeg mener: Du havde jo ikke gjort det med vilje, og der var heldigvis ikke nogen, der var døde eller kommet til skade… Måske havde det været lettere at holde situationen ud, hvis I havde fået snakket om, at du var ked af det, og du og din mor sammen havde tænkt over mulige løsninger?
Du fortæller, at du nu skal snakke med en psykolog, og at du ikke forstår hvorfor. Jeg tænker, at dine forældre nok er blevet forskrækkede over, at du cuttede i dig selv. Nu vil de være sikre på, om du er ok, og at du ikke gør det igen. Det lyder som om, at de gerne vil dig det bedste, og at de derfor tager cuttingen alvorligt.
Jeg kan fortælle med, at der er mange unge, som taler med en psykolog og faktisk ender med at blive glade for det. At snakke med en psykolog behøver ikke være meget anderledes end at tale med en sød voksen. Du kan måske stille psykologen det samme spørgsmål, som du stiller os, eller vise psykologen dit brev, som jeg synes du har formuleret rigtig godt! Så er det måske lettere at komme ind til kernen af det, der er vigtigt for dig at få fortalt, for at psykologen bedre forstår dig.
Jeg håber, at du vil ringe til os, hvis du ikke føler, at mit svar rammer plet. Andre unge synes i hvert fald, at det kan være rart at høre flere personers svar på det spørgsmål, man stiller. Vi vil rigtig gerne prøve at forstå det hele fra din side.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
