Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hvordan stopper man med at cutte?

Jeg ved ikke hvorfor jeg gør det, men jeg kan næsten ikke komme igennem min dag uden at gøre det.

Jeg kan sagtens være glad og grine med mine venner, men lige så snart jeg er alene føler jeg mig bare virkelig tom.

Jeg kan ikke klare tanken om at sige det til mine forældre, da jeg er bange for at de skal beskylde sig selv.

Hvad skal jeg gøre?

Hilsen en forvirret pige

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Hvor er det godt, at du deler dine tanker med BørneTelefonen. Det lyder som om, at du er i en rigtig svær periode i dit liv, hvor du føler dig alene med dine tanker. Selvskade kan være svært at komme igennem uden hjælp fra andre. Derfor er det et vigtigt skridt, du har taget, da du skrev ind med dine tanker. Det kræver mod og styrke at gøre det. Det er godt gået.

Selvskade kan være en måde at håndtere et problem eller nogle tanker. Når man skader sig selv, så flytter man fokus fra problemerne og over til den fysiske smerte – er det mon også sådan for dig? Selvom selvskade kan hjælpe i en kort periode, er det aldrig den rigtige løsning på problemerne eller tankerne.

Jeg tænker på, hvad der mon fik dig til at skade sig selv første gang? Du skriver, at selvom du har mange gode venner, og at I har det sjovt sammen, så føler du dig tom indeni, når du er alene. Vi hører fra mange børn, at selvom de har mange venner, kan de alligevel føle sig ensomme når de er alene. Det kan måske være fordi, at der kan være stor forskel på, at være sammen med nogen og bagefter er der stille, så følelsen af ensomhed kan dukke op. Er det mon også en følelse af ensomhed, der får dig til at føle dig tom?

Vi ved, at selvskade ofte er et tegn på, at der er noget, der er så svært at man ikke selv kan overskue det. Derfor er det vigtigt, at du får hjælp til de ting, som selvskaden hjælper dig med at håndtere. Hvad tænker du om det?

Du skriver, at du synes det er en svær tanke, at skulle fortælle dine forældre om din selvskade. Du er bange for, at de vil bebrejde sig selv for din selvskade. Det viser mig, at du er en virkelig omsorgsfuld datter. Men det er rigtig vigtigt, at du får det godt. Og det første skridt mod at få det bedre er ved at være åben og fortælle en voksen, du er tryg ved, om dine tanker.

En måde at få fortalt dine forældre om selvskaden og følelsen af tomhed, er for eksempel ved at skrive dine tanker ned i et brev. Du kan for eksempel vise dine forældre dit brev til BørneTelefonen og mit svar til dig. På den måde er det en lille smule lettere at få startet samtalen. Og det kan hjælpe med, at dine forældre forstår, at det er svært for dig og du har brug for deres hjælp.

Det kan også være, at der er en anden voksen, som du vil starte med at fortælle om dine tanker. Det kan for eksempel være en venindes mor, en lærer, en onkel eller en helt fjerde voksen. Og så kan I måske sammen fortælle dine forældre om selvskaden og din følelse af tomhed?

Jeg tænker også på, om du mon kender vores temaside om selvskade? Her kan du få gode råd mod selvskade, og du kan lave en handleplan, så du måske undgår at det sker igen. Det er også muligt at få hjælp hos rådgivningen: selvskade – LMSOS rådgivning – her kan dine forældre også få hjælp til, hvordan de kan hjælpe dig.

Det kan også være, at du får lyst til at snakke mere med BørneTelefonen. Du kan ringe til BørneTelefonen på 116 111 eller chatte med en af vores rådgivere. Der kan vi nogle gange bedre komme med præcise forslag til, hvad du kan gøre, og du kan fortælle os, om vores råd er hjælpsomme, eller om du har brug for nogle andre forslag.

Jeg håber, at bruger din styrke til at få hjælp, så du kan få det godt.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Selvskade Andre der hjælper

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat