Kære pige på 14 år,
Hvor er det godt, at du har fundet mod til at skrive herind til BørneTelefonen. Det kræver styrke at åbne op og fortælle om, hvordan man har det – også selvom man ikke rigtig ved, hvad man føler, som du så godt beskriver.
Jeg har talt med mange unge, der ligesom du skriver, føler sig tomme inden i. Nogle har måske været rigtig kede af det i en lang periode. Og til sidst kan man opleve, at man løber tør for følelser. Det kan føles som om, at der simpelthen ikke er flere følelser tilbage i ens krop. Og ens humør går nærmest i stå. Måske kan du genkende det?
Du skriver, at du mangler nogen, der kan fortælle dig, hvad du føler. Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at du i hvert fald ikke har det særlig godt. Jeg tænker også, at du lyder ret alene om nogle svære ting. Og så fornemmer jeg, at du gerne vil have hjælp. Men har lidt svært ved at få fortalt nogen om, hvordan du har det.
Jeg tænker også, at du har brug for hjælp til at få det bedre, og til at stoppe med at skade dig selv. Ingen fortjener at have det så skidt, at de føler det nødvendigt at gøre skade på sig selv.
Der kan være mange grunde til, at man skader sig selv. Det kan for nogle være en måde at få opmærksomheden væk fra nogle svære følelser eller oplevelser, man har i sit liv. Sådan er der mange unge, der har det. Det kan måske virke i et kort øjeblik, men det løser ikke problemet, og man får det ikke bedre. Tværimod kan det blive værre og værre, fordi det ikke virker i længden. Og man forsøger måske derfor med nye måder at skade sig selv. Ligesom du beskriver.
På BørneTelefonen taler vi med mange børn og unge, der fortæller om at føle sig tomme, og som skader sig selv. Så jeg ved, at du ikke er alene. Jeg ved også, at det er muligt at få hjælp til at blive glad og få det godt igen. Ofte er det en læge eller en psykolog, der kan hjælpe en med at få talt om de ting, der er svære. I hvert fald kræver det hjælp fra nogle voksne.
Du skriver, at du ikke vil tale med nogen om dine følelser. Måske kan du ikke lige få øje på en voksen, du kan sige det til? Måske har du en i tankerne, men synes, det er svært at række ud?
Jeg ved fra andre unge, at det, at få det sagt højt til en voksen, meget ofte er første skridt til at få det bedre. Jeg ved godt, at det er rigtig svært at få taget hul på sådan en samtale. For nogen er det en hjælp at skrive et brev i stedet for at skulle sige det højt. Du kan måske vise det brev du har skrevet til os, og lade det være en hjælp til at få samtalen igang med dine forældre? Eller din lærer? Det kan også være en vens mor eller far? Eller en sød nabo? Hvem ville du vælge, hvis du skulle sige det nu?
Nogen synes, det er nemmere at tale med en voksen, de ikke kender. Hvis du har det sådan, kan du vælge at kontakte en sundhedsplejerske på din skole. Eller du kan bestille en tid hos din læge. Det kan måske være svært at vide, hvad man lige skal sige, men det er lægen vant til. Du kan fx sige “Jeg føler mig helt tom inden i, og nogle gange skader jeg mig selv.” Så skal lægen eller sundhedsplejersken nok hjælpe dig videre derfra.
Du er også velkommen til at ringe til BørneTelefonen på tlf. 116111. Måske kan du ringe næste gang, du får lyst til at cutte eller på anden måde skade dig selv? Så kan du tale med en voksen i stedet for. Og vi kan sammen prøve at sætte ord på dine følelser og finde på en måde at hjælpe dig videre, uden at gøre skade på dig selv.
Du kan finde flere gode råd til at stoppe selvskade, og få hjælp til at få det bedre på vores hjemmeside Selvskade eller hos Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade.
Du har allerede vist en stor styrke ved at skrive herind. Jeg håber og tror på, at du også har styrke til at tage det næste skridt, så du kan få hjælp til at få det bedre.
Kærlig hilsen BørneTelefonen