Kære pige på 17 år
Tusind tak for dit brev, hvor du blandt andet fortæller, hvordan humørsvingninger på det sidste har påvirket dit liv. Hvor er det bare godt, at du har skrevet til Børnetelefonen!
Jeg kan forstå, at det er vigtigt for dig ikke at være ynkelig. Derfor er det også vigtigt for mig at fortælle dig, at jeg på ingen måde synes, at du er ynkelig. Jeg synes tværtimod, at du er helt vildt modig, og jeg tænker, at du gerne vil ændre på nogle ting, siden du skriver til Børnetelefonen.
I dit brev betror du mig, at du har skåret i dig selv, siden du var 14 år, og at ingen ved det. Hvor er det flot af dig, at du for første gang sætter ord på det. Det må være en svær hemmelighed at gå rundt med alene. Hvordan føles det mon at dele den med Børnetelefonen?
Du skriver, at du ikke rigtig tør sige det med humørsvingningerne til nogen, fordi du er bange for, at du bare bilder dig ting ind. Jeg synes ikke, at det lyder som om, at det, du oplever, er noget du bilder dig ind. Jeg synes tværtimod, at det lyder som om, at du er rigtig god til at lægge mærke til, hvordan du har det, og hvordan dit humør svinger – og ikke mindst hvordan humørsvingningerne påvirker dit liv. Måske har du før oplevet, at nogen har sagt, at du bilder dig ting ind? Selv om det måske er tilfældet, er det vigtigt, at du stoler på dig selv og din mavefornemmelse, for din krop (og dit hoved) prøver jo helt sikkert at fortælle dig noget, når den sådan får dit humør til at svinge. Det er rigtig godt, at du reagerer på det ved at skrive til Børnetelefonen i stedet for bare at acceptere, at det er sådan, det er. For sådan skal det ikke være, og sådan behøver det ikke blive ved med at være.
Du virker til at kende dig selv godt og har lagt mærke til, at humørsvingningerne som regel kommer i sociale sammenhænge eller i forbindelse med stress. Det er rigtig godt, at du er opmærksom på dette, og at du har denne viden omkring dig selv og humørsvingningerne. Det virker til, at det er den viden, du bruger, når du vælger at gå ud på toilettet og græde – jeg tænker, at det ikke kun er fordi du ikke bryder dig om at kammeraterne ser på, men også fordi det hjælper, at du trækker dig fra sociale sammenhænge? Kunne man mon bruge denne viden på en anden måde, så du ikke ender i den situation så tit, men faktisk kan nå at tage affære inden?
Det kunne være ved at finde ud af, hvad der stresser dig i hverdagen, eller ved at sørge for, at du har noget god "alenetid" hver dag, hvor du laver noget, som du er optaget af, og som giver dig god energi. Måske kan du lide at dyrke sport, læse bøger, lave mad, spille musik, blogge, skrive dagbog eller noget helt andet?
Jeg tænker på, om du mon kan snakke med din kæreste om, at du er ked af, at humørsvingningerne går ud over ham, men at du er opmærksom på det, og at du gerne vil lave om på det.
Måske kan det også være en hjælp for dig at snakke med din kæreste eller dine veninder om det at føle sig presset i skolen. Jeg tror, at rigtig mange unge kender til den følelse, og det kan være en lettelse at dele den med andre.
Når det hele bliver for meget, går du ud på toilettet og græder, og det kan jeg virkelig godt forstå, at du kan have brug for. Men måske er der noget andet, du har mere brug for. Har du tænkt på, om det ville være rart at kunne snakke med nogen, når du får det sådan? Eller om man ved at lave om på nogle ting kunne forhindre, at det hele bliver for meget?
Det kan være rigtig godt at stille sig selv det spørgsmål, der lyder: Hvis jeg kunne ændre én ting i mit liv, hvad skulle det så være?
Sommetider er den ting, man allerhelst ville ændre, umulig at lave om på, men det kan give én en fornemmelse af, hvad det er, der gør én ked af det eller frustreret.
Jeg spekulerer over, om der skete noget specielt, dengang du var 14 år og du begyndte at skære i dig selv? Måske blev det særligt svært at være dig? Der er som regel en grund til, at folk begynder at gøre skade på sig selv, og det kan være hjælpsomt at finde frem til den grund, hvis man gerne vil holde op. Det ved jeg jo slet ikke, om du gerne vil, men der er i hvert fald mange gode grunde til at stoppe med at skære i sig selv og finde andre måder at håndtere svære følelser på. Du kan læse mere om det at skade sig selv her:
http://www.lmsselvskade.dk/skader-du-dig-selv/
Siden er oprettet af Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser og Selvskade, som også tilbyder gratis støtte og rådgivning til personer, der gør skade på sig selv. Det kan du alt sammen læse mere om på deres hjemmeside.
Du tænker, at mit råd til dig vil være at fortælle alt det her til nogen, men at det ikke er så nemt. Du skriver, at du ville være mere tryg ved at fortælle det til nogen, der havde tavshedspligt, men at du ikke ved, hvem der har det. Studievejlederen på dit gymnasium er én mulighed. Studievejlederen kan visitere dig til at snakke med en psykolog på gymnasiet, som ligeledes har tavshedspligt. På nogle gymnasier har de også en coach, man kan snakke med, hvis du hellere vil det.
Du kan fortælle den, du vælger at tale med, at det er vigtigt for dig, at tavshedspligten bliver overholdt. Men fordi du er under 18 år, vil selv en person med tavshedspligt i nogle tilfælde være forpligtet til at fortælle andre om ting, som er meget bekymrende i forhold til din trivsel. Det kunne for eksempel være det, at du skærer i dig selv. Når en person med tavshedspligt har pligt til at underrette (som det hedder, når man går videre med sin bekymring), er det altså med udgangspunkt i, at det at sikre omsorg og trivsel for dig er det allervigtigste. Personen kan for eksempel kontakte dine forældre, som jo er dem der har ansvaret for dig, så længe du er under 18 år, og personen skal også underrette kommunen, som vil hjælpe med at undersøge, hvordan de eventuelt kan støtte dig.
Når det er sagt, vælger du selvfølgelig selv, hvor meget du vil dele med den, du taler med. Du kan altså sagtens få nogle samtaler med for eksempel studievejlederen eller gymnasiets psykolog, uden at det behøver at betyde, at dine forældre eller kommunen bliver kontaktet.
Der er også den mulighed, at du henvender dig anonymt i kommunens rådgivning for at få nogle samtaler. Alle kommuner har en åben anonym rådgivning, som tilbyder gratis samtaler, og hvis du ikke fortæller, hvem du er, kan du være sikker på, at det, du fortæller, ikke kommer videre til nogen, du kender. Du kan finde frem til den åbne rådgivning i din kommune ved at google kommunens navn efterfulgt af "åben anonym rådgivning".
Du kan selvfølgelig også ringe til Børnetelefonen på 116111 og få en god snak med en af rådgiverne, samt hjælp til at finde kontaktoplysningerne og åbningstiderne på rådgivningen i netop din kommune. På BørneTelefonen er du helt anonym.
Jeg ønsker dig det bedste.
Kærlig hilsen
Børnetelefonen
