Kære pige på 14 år,
Mange tak for dit brev. Det er så godt, at du har haft mod og overskud til at skrive herind og bede om hjælp. Jeg kan godt høre, at du kæmper med nogle rigtig svære ting, og jeg vil meget gerne prøve at hjælpe dig og give dig nogle idéer til, hvad du måske kan gøre.
Jeg får også lyst til at fortælle lidt om, hvad jeg ved om selvskade, og hvad jeg tænker om de ting du skriver. Det håber jeg er i orden for dig. Måske kan det hjælpe dig lidt videre.
Allerførst vil jeg sige til dig, at det er utrolig flot, at du er stoppet med at cutte. Det er nemlig rigtig svært og trangen kan følge én i lang tid, som du også har opdaget.
Jeg ved ikke, hvor meget du har talt med psykologen om det, eller om du har fået hjælp til at stoppe. Men de unge jeg har talt med, som har cuttet fortæller, at når de skader sig selv fysisk, oplever de en lindring for den indre smerte de mærker. Er det noget du kan genkende?
Det kan også være, du har lagt mærke til, at det ikke hjælper i længden, og at det kan blive vanedannende? Det er i hvert fald tit noget, man skal have støtte til at holde op med. Ligesom det er nødvendigt at finde ud af, hvad det er der gør, at man har lyst til det hver dag.
Nu ved jeg ikke, hvad det er der gør, at du begyndte på at selvskade. Du fortæller, at du ikke vil leve mere og at du vil langt væk. Det er forfærdeligt at have det sådan som du har det lige nu. Jeg tænker på, om det mon har været sådan længe, og hvad der mon har sat det i gang?
Det kan jo være mange ting, noget i skolen eller med vennerne. Det kan også være rigtig smertefuldt, hvis ens forældre bliver skilt. Kan du mon mærke, hvad det er?
Jeg kan også forstå, at du hører stemmer og har hallucinationer. Og selvom det er godt, at du taler med en psykolog, så lyder det ikke helt som om du føler dig forstået. Er det mon rigtigt?
Hvis det er, så ved jeg fra andre unge, at de synes, det kan være svært at bruge samtalerne, hvis der bliver foreslået lette løsninger, som du er inde på. For hvis du bare kunne bede stemmerne om at gå, så havde du jo ikke det problem.
Som jeg læser dit brev, så kender din far til det med hallucinationer, stemmer og selvskade. Jeg fornemmer på den baggrund, at du er fortrolig med din far på en anden måde end din mor, som ikke kender til det i samme grad. Ved din mor mon, at du har selvskadet?
Siden du taler med en psykolog, så har du måske også været ved lægen og tale om det hele først. Jeg synes, du skal vide, at selvom du eventuelt allerede har været ved lægen, så har du altid lov til at kontakte lægen igen.
Du kan måske sige: “Jeg er ikke rigtig glad for, sådan som tingene er lige nu. Kan vi ikke lige tale om, hvad der kan gøres mere? For jeg har slet ikke lyst til at leve og vil bare væk fra det hele”. Lægen vil nok være den, der ved, hvordan du bedst kan få hjælp.
Du finder nummeret på det gule sygesikringskort. Lægen har som udgangspunkt ikke tavshedspligt overfor dine forældre, men hvis du ikke vil have, at de får at vide du har ringet, kan du forklare det og så vil lægen beslutte, om de skal kontaktes.
Det er rigtig godt at høre, at din far ved ved hvad du kæmper med. Men jeg bliver lidt bekymret for dig, når du fortæller, at du er bange for, at din mor vil slå dig, hvis hun ved det. Mon det er noget, hun har gjort før?
Hvis det er, så skal du vide, at det ikke er i orden. Dine forældre skal passe godt på dig og sørge for, at du er tryg derhjemme. Jeg kan få den tanke, at din mor måske har lidt svært ved det i øjeblikket. Er det rigtigt? I givet fald har du ret til at få hjælp. Det er kommunen der kan hjælpe.
Alle kommuner har en åben anonym rådgivning for børn og unge, hvor du kan ringe og forklare hvordan det hele er og så vil de kunne fortælle hvordan de kan hjælpe dig.
Jeg kan læse, at du bor hos din mor. Jeg ved ikke hvor meget du ser din far, eller om du gerne ville bo mere hos ham. Har du mon selv tænkt over det?
Grunden til at jeg nævner det er, at hvis du gerne vil bo på en anden måde, end du gør nu, så har du det, der kaldes initiativret. Det betyder, at du kan bede Familieretshuset om at indkalde dine forældre til møde, hvis du ikke trives med det, der er blevet besluttet i forbindelse med skilsmissen.
Du har også ret til at få en bisidder med. Det er en slags sikkerhedsperson for dig, der kan støtte dig både før, under og efter mødet og som hjælper dig med at få sagt det, du har brug for. Hvis du vil, kan du faktisk få en Bisidder fra Børns Vilkår Hvad tænker du mon om den mulighed?
Jeg ved at der er mange børn og unge, som har fået god hjælp her, når de har været i situationer, der ligner din. Du kan se en film om det her Terese fik en bisidder fra Børns Vilkår
Jeg ved ikke, om du har hørt om Landsforeningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade. Her kan du få gratis anonym rådgivning og støtte til at holde fast i at lade være med at cutte. Det er også muligt for dine forældre at få hjælpe til, hvordan de bedst støtter dig. Du kan læse mere om det her LMS
Endelig vil jeg sige, at hvis det hele føles lidt uoverskueligt lige nu, så kan du altid ringe og tale med BørneTelefonen på 116111. Vi vil også, kunne hjælpe dig med at tage kontakt til kommunen, eller en bisidder og snakke med dig om, hvordan du bedst kommer videre.
Du har allerede vist dit mod og din styrke ved at række ud efter hjælp, når du havde brug for det. Det er en enormt vigtig egenskab og en drivkraft i livet, som jeg håber du vil finde frem igen og bruge til at kontakte nogle voksne der kan give dig den hjælp, jeg tror, du har brug for.
Du har ret til et godt børne- og ungeliv og jeg håber, at du kan bruge nogle af mine råd og tanker.
De allerbedste ønsker for dig.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
