Kære pige på 12
Det er dejligt at læse om, at du før har skrevet et brev og fået et svar, du har kunnet bruge. Og derfor er det super, at du skriver igen. Jeg vil gøre mit allerbedste for, at du også kan bruge dette svar.
Først vil jeg sige til dig, at jeg synes, du er rigtig sej, når du på den måde har fokus på, hvordan du har det. For du har nemlig helt ret i, at det handler om at blive glad. Derfor er det også godt, at du overvejer, hvad der skal til for at gøre dig glad. Det kan nemlig være forskellige ting fra person til person.
Har du allerede snakket med nogle voksne omkring det at cutte? Eller har du læst lidt om, hvad man kan gøre i stedet for at cutte på nettet? Der er nemlig nogle ting, som man har fundet ud af, kan hjælpe. Derfor synes jeg, det er rigtig godt, at du laver din egen liste.
På https://lmsos.dk/vejledning/gode-raad-til-dig-goer-skade-paa-dig-selv kan du læse nogle gode råd. Måske kan du bruge nogle af dem?
Jeg synes også, det kunne rigtig godt, hvis du fortalte din mor om, at du har prøvet at cutte. Det kan nemlig være rigtig svært at gå rundt med alene. Og hvis du fortalte det til din mor, kunne hun nemmere støtte dig i at gøre andre ting i stedet for at cutte.
Måske kunne I endda sammen lave en liste over ting, du kan lave, når du har det dårligt? Så kan det måske også blive nemmere at komme og snakke med din mor om de ting, der fylder hos dig?
Hvis eller når du fortæller det til din mor, synes jeg også, at du skal overveje at vise hende dit brev her til brevkassen. Som forælder kan man nemlig godt blive lidt usikker på, hvordan man bedst kan hjælpe.
Men jeg tror også, at din mor vil kunne se, at du er en ganske fornuftig pige, der også selv er opmærksom på at gøre noget. Du har nemlig selv skrevet herind. Og du har tænkt over, hvordan du kan undgå, at det bliver en dårlig vane for dig at cutte.
Nogle gange kan det være svært at starte en snak om ting, der er svære. Måske er det det, der har gjort, at du indtil nu ikke har fortalt det til din mor?
Jeg har snakket med andre børn og unge, der ligesom dig har haft svært ved at fortælle deres forældre om, hvordan de nogle gange har det. Nogle af dem har det hjulpet at vise deres brev her til brevkassen til deres forældre. På den måde fik de nemlig fortalt lige præcis det, de gerne ville fortælle. Måske kunne det være en idé for dig? At vise dit brev til din mor – måske sammen med mit svar?
Samtidig kunne det også være rigtig godt, hvis du her efter sommerferien kunne snakke med nogle af de voksne i skolen om de ting, du skriver om i dit brev. Er der fx en af dine lærere, du snakker godt med? For så kan lærerne nemlig også støtte dig i skolen.
Jeg håber, du har kunnet bruge nogle af mine idéer, og at du måske har fået lyst til at snakke med din mor og måske en af dine lærere om de ting, du skriver om i dit brev. Jeg ønsker dig alt det bedste fremover. Hvis du får brug for at snakke, er du altid velkommen til at skrive eller ringe.
Kærlig hilsen BørneTelefonen