Han fik mig til at cutte. Kan ikke være med til det jeg elsker aller mest..

Kære pige på 12 år

Mange tak for dit brev. Det er virkelig godt, at du har sat ord på det, du tænker og føler, for som du skriver, har du et behov for at fortælle det til nogen – og her på BørneTelefonen vil vi meget gerne lytte til dig.

Du fortæller om svære følelser, og jeg vil forsøge at forholde mig til det i den rækkefølge, som du selv nævner det.

Først og fremmest kan jeg godt forstå, at du er ked af den drejning, som venskabet mellem dig og din drengeven tog. Det lyder som om, at I var ret fortrolige, og selv om I ikke var kærester, kan jeg godt forestille mig, at det var et hårdt slag, da han var sammen med en anden. Det betød også, at I blev uvenner for en periode. Nu har I aftalt ikke at være uvenner mere, og det synes jeg er rigtig flot håndteret. Men du er opmærksom på, at tingene har ændret sig, og du spørger, om det mon kan blive til noget mellem jer igen. Det er desværre ikke et spørgsmål, som jeg eller nogen anden kan svare på. Det ved han måske knap nok selv, for tingene kan jo hurtigt ændre sig. Men jeg tænker, at siden han overhovedet spørger dig, hvad du synes om ham, må det da betyde et eller andet for ham…Tror du ikke?

Jeg er til gengæld bekymret over det der skete mellem jer, mens I var uvenner. Du havde betroet ham, at du skar i dig selv, og senere skrev han, at han var ligeglad, og at han håbede, at det gjorde ondt. Det er meget hårde ord, og jeg håber selvfølgelig ikke, at han mente dem. Måske vidste han ikke, hvordan han kunne hjælpe dig, og måske er han blevet forskrækket over det du gjorde - for det kan virke voldsomt for andre, mon I har talt om det ? Men måske tænker du meget over, hvor ondt disse ord har gjort, og måske har du brug for, at han ved, at det sårede dig, og også høre hvad det mon var, der fik ham til at sige de ord?

Når man skærer i sig selv, kan det være fordi det føles lettere at håndtere den fysiske smerte end den smerte, man føler inden i. At skade sig selv,  løser ikke noget på længere sigt, og det kan være direkte skadeligt og farligt. Det giver også ar, som man skal bære rundt på resten af livet - derfor er det vigtigt,  at du får talt med nogen voksne, som kan hjælpe dig og ved hvordan man kan det. På hjemmesiden www.lmsselvskade.dk kan du finde gode råd til, hvordan du får det bedre og stopper med at cutte. Det kan måske være en trøst for dig at vide, at du ikke er alene om at tage kampen mod cuttingen op. Der er også mulighed for at få gratis og anonym rådgivning, det står der meget mere om på deres hjemmeside.

Du skriver ret bestemt, at du ikke vil have hjælp. Hvilken form for hjælp er det, du ikke vil have? Og hvad er mon grunden til, at du ikke vil have hjælp? Måske synes du, at du eller din ven skal klare det  selv, men de problemer, du oplever, er for store til, at man kan løse dem helt på egen hånd. Man kan dog heldigvis godt få det bedre uden at skulle starte i behandling eller lignende. Mange synes, at det er rart og hjælpsomt at snakke med én, som man stoler på, og som er god til at lytte. Det er også en godt, hvis den person kan hjælpe med at løse problemer og følelser på måder, der ikke skader dig selv.

 Du fortæller, at både dine veninder og nogle af dine drengevenner  er bekymrede, og det lyder som om, at du vil kunne finde god støtte hos dem. Mit råd til dig er at blive ved med at være åben over for dem, og at fortælle dem, hvor meget det betyder for dig, at de bakker dig op. Men nogle gange er det også nødvendigt, at man snakker med en voksen om tingene, og jeg tror, at det er tilfældet for dig.

Gymnastikken har en vigtig plads i dit liv, og netop derfor er det også vigtigt, at du får talt med nogle voksne om, hvor ked af det, du bliver ved tanken om, at du ikke kan være med til flere opvisninger. Måske vil det være rart for dig at snakke med dine forældre, men det kan også være træneren på dit gymnastikhold, en af dine veninders mødre eller en helt anden voksen, som er god til at lytte.

Sammen med en voksen må du finde ud af, hvordan du bedst tackler det, at du er blevet skadet. Måske vil du gerne med til alle opvisningerne, og så er det vigtigt, at du finder en rolle, der passer dig. Det kan være, at du tager billeder eller filmer opvisningerne. Måske kan du finde nogen at sidde sammen med og se opvisningerne. Det kan også være, at du har det bedst med at blive hjemme og lave noget helt andet - prøv at tænke over, hvordan det kan blive bedst for dig, når du ikke kan være med på gulvet i en periode. Hvordan passer du bedst muligt på dig selv, så du heler godt op igen og er klar til at komme med ud på gulvet med de andre igen?

Her til sidst får jeg lyst til at sige, at du virker som en pige, der er rigtig god til at skrive. Har du mon nogensinde prøvet at skrive dagbog? Nogle synes, at det virker kunstigt at skrive dagbog, og hvis du har det sådan, kan du prøve dig frem med hurtigskrivning, hvor du bare skriver løs i for eksempel 5-10 minutter. Så får du renset ud i tankerne, og det kan give lidt ro i hovedet. Med tiden kan det også være, at du får lyst til at skrive breve til en af de voksne i dit liv, hvis det er lettere for dig end at snakke om tingene. Husk at du også altid er velkommen til at skrive til os igen.  

Jeg håber virkelig, at du bliver glad igen.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen