Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Føler mig presset og hader mit liv

Kære Brevkasse

Her for tiden har jeg følt mig virkelig presset.
Jeg er virkelig ked af det og vred.
Er blivet u venner med min bedsteveninde og har ikke rigtig nogen at snakke med.
Hele fucking verden er bare i mod mig for tiden,
En aften blev jeg så sur og ked af det at jeg valgte at skære mig selv i armen med min skaks jeg fortryder ikke noget faktisk kunne jeg ok godt lide det men føler at der er noget galt med mig og at jeg ikke er normal

kh pige på 13

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år

Det lyder til, at du har det rigtig svært for tiden. Derfor er det også rigtig godt, at du har skrevet ind til os, så vi kan hjælpe dig til at få det bedre igen.

Når man er teenager kan ens humør og følelser tit svinge og ændre sig meget. Er det mon noget, du kan genkende? Det er nemlig helt almindeligt, at man den ene dag er rigtig glad, og dagen efter er man i dårligt humør og kan måske ikke overskue så meget.

Men når man får det så skidt, at man får lyst til at skade sig selv, skal man have hjælp. Det kan man for eksempel få ved først at skrive ind til os, så vi kan hjælpe med at finde ud af, hvad der er bedst at gøre – præcis som du har gjort!

Du skriver, at du er blevet uvenner med din bedste veninde. Det lyder som en rigtig svær situation at stå i, for ingen har lyst til at være uvenner med en person, man holder af. Derfor er det også meget forståeligt, at det gør dig ked af det og vred.

Jeg tænker på, om du ville have lyst til at skrive et brev til din veninde om, hvordan du har det med det, der er sket? Nu ved jeg jo ikke, hvad I er blevet uvenner over, og om du stadig er vred på hende. Men lige meget hvad kunne jeg forestille mig, at din veninde ville blive glad for at høre, at du er ked af det, der er sket. Hvad tænker du om det?

Dit brev behøver ikke nødvendigvis at handle om det, I er blevet uvenner over. Du kunne for eksempel skrive om, hvordan det får dig til at føle, når I er uvenner, og at du savner at have det godt sammen med hende. Du kunne måske starte med at skrive sådan her:

“Hej (din venindes navn). Jeg skriver til dig, fordi jeg er rigtig ked af, at vi er blevet uvenner. Vores venskab betyder meget for mig, og derfor synes jeg ikke, at det her skal ødelægge noget mellem os. Jeg håber, at du har det på samme måde, og at vi kan starte på en frisk og lægge problemerne bag os?”

Hvis I er blevet uvenner over nogle større ting, som I er nødt til at få løst, kan du måske også skrive i brevet, at du gerne vil snakke med hende og finde en løsning sammen. Hvad tænker du om det? Hvis det er lettere for dig, kan du også bare skrive “brevet” som en besked, nu hvor I måske ikke ses hver dag, mens skolen er lukket ned.

Du skriver også, at du en aften blev så sur og ked af det, at du endte med at skære dig i armen med en saks. Og selvom du skriver, at du ok godt kunne lide det, lægger jeg også mærke til, at det fik dig til at føle, at der er noget galt med dig. Det er meget almindeligt at komme til at føle sådan, når man har det rigtig skidt og får lyst til at skade sig selv.

Men der er ikke noget galt med dig, fordi du valgte at skade dig selv. Jeg kunne forestille mig, at du gjorde det, fordi du havde brug for at have ondt et andet sted end inde i dig selv – så du fik ondt i armen i stedet for. Giver det mon mening for dig?

Derfor tænker jeg også, at det ville være rigtig godt for dig at snakke med nogen om, hvordan du har det. Det kan nemlig gøre, at den ubehagelige følelse indeni ligeså stille forsvinder. Ville du have lyst til at fortælle til din lærer, hvordan du har det for tiden? For nogle er det lettere at skrive det i en besked, og så vil læreren måske foreslå, at man tager en samtale om det. Hvad tænker du om det?

Jeg tænker også på, at det vil være en god idé at fortælle dine forældre, at du har skadet dig selv. Men for nogle er det lettere at tale med en lærer eller en anden voksen, som man ikke er helt ligeså tæt på som ens forældre. På samme måde vil det måske også være lettere at skrive det i en besked til dine forældre. Ville det være en mulighed for dig?

Jeg håber, at du vil prøve at få skrevet et brev til din veninde, og at du vil få fortalt din lærer eller dine forældre om, hvordan du har det for tiden. Jeg kunne forestille mig, at du kort tid efter at have fortalt det vil føle dig en smule lettet, fordi du ikke længere går alene med tankerne. Og nu har du allerede taget det første skridt mod at få det bedre, fordi du har skrevet til os. Det er super godt gået!

Du er også altid velkommen til at ringe ind til BørneTelefonen på nummeret 116111, hvis du har brug for at tale med en voksen. Du er helt anonym, når du ringer til os.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

 

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Selvskade Andre der hjælper

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat