Føler intet hjælper..

Kære BørneBrev.

Jeg er en pige på 17 år, og jeg har allerede skrevet et brev her ind til jer før, da jeg var 16 år. Og det er faktisk ikke særlig mange måneder siden, at jeg skrev det ind til jer.

Men jeg skrev om mine problemer som blandt andet var: min selvtillid, mine forældre, at jeg blev mobbede ( anonyme opkald og på nettet ), at jeg skær i mig selv og at jeg har selvmordstanker.

Det er gået en lille smule den rigtige vej siden sidst, men ikke så meget. Jeg går til hos psykolog på min skole og hende er jeg rigtig glad for, at snakke med. Jeg har haft mange samtaler med hende og føler det er godt og få tingene ud til hende.

Jeg fortalte hende for 2 uger siden, at jeg havde stået med en masse piller og var faktisk klar til, at tage mit eget liv, da jeg ikke lysten til, at blive ved med at leve mere. Hun fik en aftale med min mor og far, at de skulle til samtale med hende, hvor hun fortalte alle de ting til dem, som jeg havde fortalt hende ( jeg havde selvfølgelig gidet hende lov til, at fortælle alt), da jeg også følte det var godt, at mine forældre vidste det hele.

Samtalen gik rigtig godt, men de blev selvfølgelig også rigtige kede af det. Alt der hedder piller er blevet fjernet, men jeg har fundet dem igen. Jeg står rigtig tit og kigger på de piller, og tænker om jeg ikke bare skal gøre det, fordi så slutter mine problemer.

Min psykolog siger, at jeg nok skal tage på den psykiatriske afdeling, og jeg bliver ked af det ved tanken. Jeg ved ikke, hvorfor, det er som om jeg er bange for, at blive hjulpet eller jeg bare ikke tror på, at jeg kan hjælpes.

Jeg har stadig utrolig dårlig selvtillid og skær stadig meget i mig selv. Jeg føler tit, at jeg skal gøre det, fordi at sådan som jeg er ud eller den måde jeg er på, det er bare forkert og derfor skal jeg straffes. Jeg bliver ikke mobbet så meget mere, da jeg ikke er på det hjemmesider mere, hvor jeg blev mobbet og jeg er holdt op med, at tage min mobil når de ringer med ukendt nummer.

En dag i skolen snakkede pigerne om folk som cuttede, og de sagde, at man var syg i hovedet, hvis man gjorde det. Jeg blev rigtig ked af det, da de sagde det, fordi jeg føler, at jeg måske er syg i hovedet eller der er noget galt med mig?

Jeg har taget mange tests på nettet omkring: depression, angst, spiseforstyrrelser og stress. Og de alle sammen siger jeg er i svær, burde jeg så tage på psykiatrisk eller lade vær? Kan de hjælpe mig og hvad sker der på psykiatrisk?

Jeg var ked af det her forleden, fordi jeg blev 17 og er tættere på, at blive ” voksen “. Og jeg er bange for, at blive voksen. Jeg føler at jeg har gået glip af så meget, fordi jeg for det meste af mit liv, bare har gået og været ked af det og ikke oplevet de ting jeg har ville. Jeg håber på et svar igen.. 🙁