Kære pige på 13 år
Hvor er du godt, at du skriver.
Du har oplevet mange svære ting på det sidste, som så betyder, at du ikke føler noget mere. Det skræmmer dig og derfor og beder du om hjælp. Virkelig godt, at du gør det.
Jeg kan godt forstå, at du prøver på at komme til at føle noget. Fx ved at skade dig selv, sulte dig selv og holde dig vågen. Det viser, at du gerne vil have det godt, og at du vil prøve nærmest, hvad som helst.
Men du skriver, at det ikke virker, og at det skræmmer dig, at du stadig ikke føler noget. Det lyder ubehageligt ikke at kunne føle noget, og jeg kan godt forstå, at du gerne vil føle igen. Den vilje, som du har til at føle igen, kan du bruge.
Jeg vil prøve at komme med nogle råd til, hvad du nu kan prøve.
Jeg ved fra mine samtaler med børn, at det kan være svært at have en mor eller far, der har været alvorligt syg. Mange fortæller om, at de er rigtig bange for miste deres forælder, og at det er svært at se forælderen have ondt. Måske er forælderen mere træt og kan ikke så mange ting som før sygdommen.
Selvom man bliver rask igen – som din mor – så kan følelserne stadig være dybt indeni i en. Men det er tit svært at have det sådan. Måske ved man ikke, hvad man skal gøre ved de følelser. I stedet opleves det som om man ikke føler noget. Man siger at man lukker af for sine følelser, selvom det ikke er med vilje.
Der er også børn der synes, at det er svært det her med ikke at skulle se sin far mere, selvom de måske selv har været med til at vælge det. Som ved alvorlig sygdom, er det også noget der kan gøre ondt, så man lukker af for sine følelser.
Måske du kan genkende noget af det ?
Jeg vil derfor råde dig til at snakke med en voksen om de ting, du skriver til mig om. Du kan også starte med at tale med en af dine venner, og I kan sammen tale med en voksen om det.
Du kan fx starte jeres snak med :
”Jeg vil gerne tale med dig om noget, men jeg synes det er lidt svært, så jeg har brug for, at du lytter”.
Du kan også vise dette brev til den voksne. Så er det måske lettere at få startet samtalen.
Et andet råd er: På skolen hvor du går, ved jeg at der er en sundhedsplejerske. Jeg vil foreslå, at du går ind til sundhedsplejersken og beder om en samtale. Hun er vant til at snakke med børn om deres problemer – og vil kunne hjælpe dig.
Du er også velkommen til at ringe ind til BørneTelefonen på 116111 – og snakke med en voksen om de her ting. Du kan også sms’e eller chatte med os.
Det vigtigste råd fra mig er, at du snakker med nogen om, hvordan du har det – selvom det kan være svært.
Men jeg ved, at når du deler dine tanker og oplevelser med andre, vil det kunne hjælpe dig til at mærke flere af dine følelser, så jeg håber at du vil prøve at gøre det.
Mange tanker BørneTelefonen
