Kære pige på 15 år,
Hvor er det bare fantastisk at høre, at du var så modig og trodsede din frygt for at fortælle det til din mor. Jeg kan sagtens forstå, at det må have været rigtig svært at fortælle. Sværere end så meget andet. Men du gjorde det – og det er simpelthen så mega sejt!
Jeg kunne forestille mig, at din mor er blevet bekymret over det du fortæller. Måske lige så bekymret som du også er selv.
Det lyder nemlig også som om, at det er rigtig hårdt for dig at høre de stemmer og derfor gerne vil have hjælp til at stoppe dem. Jeg tror din mor ønsker det samme for dig.
Det er vigtigt for mig at fortælle dig, at det er helt okay, at din mor bliver bekymret! Det er ikke din skyld og du har ikke gjort noget galt ved at dele det med hende. Tværtimod.
Det er meget almindeligt at være bekymret for sit barn. Faktisk er det ret godt, at forældre kan bærer på bekymringer for deres børn.
For bekymringer er på en måde det, der gør at forældre kan passe godt på deres børn og sørger for hjælp, når der er behov for det.
Nogle forældre er fx rigtig bange for, at deres børn vil blive kørt over. Derfor sørger de for en cykelhjelm og lærer deres børn at kigge sig for.
Måske er forældrene stadig bekymrede, når deres barn kører afsted til skole om morgenen. Men ved at de bærer bekymringerne, behøver barnet ikke at bærer dem i lige så høj grad. Barnet har lært om trafikken og har cykelhjelm på, og derfor tænker barnet måske mere på solen, der skinner end muligheden for trafikuheld.
Sagt med andre ord: Det er dine forældres ansvar, at passe godt på dig, lytte til dig og sørger for, at du har det godt.
Det betyder ikke, at du ikke selv må være bekymret, men det kan måske hjælpe dig, hvis du ser tanker og bekymringer som fyld i en taske:
Som ungt menneske er din taske måske ikke helt så stor som voksnes. Hvis der er for meget fyld i din taske, er du derfor nødt til at lægge noget af det over i din mors taske, så hun kan bærer noget af det for dig.
Du skriver for eksempel, at du normalt godt kan snakke med din mor. Det lyder som om, at der godt kunne være plads i din mors taske. På den måde er hun måske i stand til at bære nogle af bekymringerne for dig og få den hjælp til dig, som du har brug for. mon du kan se hvad jeg mener?
Jeg kan godt forstå, hvis det hele føles uoverskueligt lige nu. Du har på en måde åbnet en dør til en ny virkelighed, hvor du ikke selv går alene med det mere og hvor andre kan få betydning for, hvad der kommer til at ske.
Det kan måske også føles lidt som et kontroltab. Når man går alene med det, kan det føles som om, at man selv har kontrollen.
Problemet er bare, at sådanne tanker som du beskriver, kan være rigtig svære at kontrollere og stoppe alene. Præcis som du beskriver. Derfor har man brug for plads i andres rygsæk.
Du spørger om du skal til psykolog. Det kan jeg desværre ikke vide. Det kan være, at det er den helt rigtige løsning for dig.
Når stemmerne fylder for meget og man ikke kan stoppe dem kan en psykolog hjælpe. Selvom det måske føles skræmmende lige nu, så ved jeg fra mine mange samtaler med andre unge, at det ofte er det, der gjorde, at de fik det bedre.
Jeg tænker, at det vil være rigtig godt, hvis du viser din mor dit brev og mit svar. Måske din mor er ved at undersøge, hvordan hun kan hjælpe dig. I mit svar kan jeg også komme med en idé som måske kan hjælpe.
Jeg vil foreslå, at du og din mor starter med at ringe til din læge. Du og din læge kan tage en snak om de stemmer og tanker du går med. Så kan lægen hjælpe dig med at finde en psykolog eller andet, der vil kunne hjælpe dig.
Jeg har lyst til at afslutte dette brev med en gentagelse af starten af mit svar:
Det var simpelthen så sejt og modigt, at du fortalte det til din mor. Selvom du står i en rigtig svær situation formåede du alligevel at række ud og bede om hjælp. Det giver mig en stor tiltro til dig og det gode liv, som jeg håber og tror du vil få.
Jeg håber, at du vil opleve, at du med den rette hjælp kan få det bedre og bedre.
På et tidspunkt i fremtiden, vil du måske endda tænke tilbage til denne tid med stor stolthed, fordi du fik sagt det højt. Det håber jeg.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
