Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

En form for selvskade

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15

Jeg synes, det er rigtig sejt af dig, at du valgte at skrive herind. Du skriver, at du har holdt det inde i rigtig lang tid – og når man har det, bliver det endnu sværere at sætte ord på overfor andre. Nogle skammer sig endda over deres handlinger, følelser og tanker. Og nogle er bange for, hvordan andre skal reagere. Har du haft det sådan? Så skal du vide, at du har gjort det helt rigtige ved at skrive herind. Jeg vil meget gerne hjælpe dig videre og give dig nogle idéer til, hvad du kan gøre.

Du skriver, at du er begyndt at slå dig selv hårdt i hovedet. Og du har helt ret i, at det også er en form for selvskade. Selvskade kan nemlig være mange forskellige ting. Og som du selv kommer ind på, tror jeg også, at selvskaden kan skyldes, at der lige nu er mange ting, du kæmper med i dit liv. Kender du til Landsforeningen mod spiseforstyrrelser & selvskade (LMS)? De har en gratis, anonym rådgivning, hvor de er rigtig gode til at snakke med børn og unge, der skader sig på forskellige måder. Du kan både ringe og skrive. Du kan læse mere om deres tilbud på https://www.lmsos.dk/kan-vi-hjaelpe-dig/jeg-skader-mig-selv/

Som du sikkert allerede ved, kan voldsomme slag i hovedet godt være farlige og give skader. Skaderne kan være hjernerystelse eller bevidstløshed. De voldsomme bevægelser i hovedet ved slag kan f.eks. også give skader i nakken og det øverste af rygsøjlen. Den voldsomme hovedpine, du har oplevet på det sidste, tror jeg sagtens kan skyldes slagene.  

Du er måske også selv bekymret for, om der er sket nogle skader? Den eneste, der kan hjælpe dig med at finde ud af det, er din læge. Lægen vil måske selv kunne lave nogle undersøgelser, men har også mulighed for at henvise dig til andre undersøgelser. Måske vil du blive henvist til en scanning. Du skriver, at du overhovedet ikke vil til lægen. Er det fordi, at du ikke ønsker at fortælle lægen om selvskaden og om de ting, du kæmper med? Jeg tror desværre ikke, løsningen er at fortælle en historie om en bold i hovedet. For det, der er vigtigt at lægen ved er, at det er mange gange over længere tid. Måske kunne du sige til lægen, at du har slået dig selv i hovedet, men at dine tanker og følelser vil du helst snakke om med din psykolog? Jeg tror nemlig, det er vigtigt, at du bliver tjekket. For det er slet ikke rart at gå rundt og være bekymret for, om der er sket skader.

Jeg synes, det er godt, at du er ved at begynde hos psykolog. En psykolog kan hjælpe dig med at få styr på tankerne og følelserne. Og måske kan I få arbejdet med nogle af de andre ting, du kæmper med. Det kan være et stort skridt at sidde overfor en og åbne sig op. Der skal først opbygges tillid. Men måske kunne du gøre det lidt hen ad vejen. Du kan måske starte med at fortælle, at du nogle gange får lyst til at slå dig selv, når tankerne bliver for svære? Og så gradvist fortælle mere og mere? En løsning kunne også være at skrive et brev, hvor du skriver nogle af de ting, der er svære at fortælle direkte? Brevet kunne du så give til psykologen og bede ham eller hende om at læse det. Måske kunne du endda vise psykologen dit brev her til brevkassen? Jeg tror det er vigtigt, at din psykolog på et tidspunkt får at vide, at du skader dig selv. For psykologen kan give dig nogle rigtig gode værktøjer du kan bruge, så selvskaden bliver formindsket eller måske helt stopper.

Jeg håber, du har kunnet bruge nogle af mine idéer. Hvis du har brug for flere eller bare har brug for at snakke, er du altid velkommen til at skrive eller ringe. Jeg synes, det er sejt af dig, at du fandt mod til at skrive herind. Og jeg tror, at du kan bruge det samme mod til at kontakte lægen og gradvist åbne dig overfor din psykolog. Jeg ønsker dig alt godt fremover.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Selvskade Andre der hjælper

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat