Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Det hele er bare noget møg..

Hej BB.
Jeg er en pige på 15 år, som lige nu er godt træt af livet.
Jeg ved godt at folk vil sige at det er normalt når man er teenager, men bare ikke på den måde jeg er..
Jeg er ikke tilfreds med hvordan jeg ser ud, jeg er ca. 170 cm høj og vejer 62 kg og så har jeg briller = ikke særlig fed kombination.. 
Det har så resulteret i at jeg skære i mig selv.
 Jeg ved godt det er ret normalt for teenagere med dårligt selvværd, men det påvirker mig bare rigtig meget i hverdagen. Jeg har f.eks. ikke særlig tit idræt, fordi det der med at skulle klæde om med de andre piger synes jeg ikke er så fedt hvis nu de ser mine sår..
Mine forældre er også begyndt at skændes konstant og når min mor er blevet rigtig sur på min far kan hun godt finde på at sige til mig, at det hele ville være meget nemmere hvis ikke de boede sammen. Jeg frygter at de pludselig flytter fra hinanden og jeg skal træffe valget om hvor jeg helst vil bo.
Noget andet er at jeg sidste år mistede min dejlige onkel som jeg holdte super meget af, han døde på en forretningsrejse.. 
Men jeg har rigtig svært ved at komme ud med mine følelser ansigt til ansigt med folk, og jeg har derfor ikke virket særlig påvirket af det. 
Jeg græder mig selv i søvn næsten hver nat, fordi jeg er så ked af at han ikke er her mere og at jeg bare har virket så kold i røven..
Jeg har desværre rodet mig ud i noget rigtig lort.. Jeg har fået kontakt til nogle som er meget inde i “stof verdenen” og det har resulteret i at jeg selv tager stoffer.. Eller rettere sagt så ryger jeg hash mindst 1 gang i ugen… 
Jeg ved godt at det ikke er så smart, men jeg har det bare så sjovt og glemmer alle problemer.Jeg har dog fortalt nogle af tingene til en lærer, som har hjulpet mig på nogle punkter, og jeg har slet ikke fået sagt tak for hjælpen til hende. 
Jeg er en meget genert pige oppe på skolen, og jeg har derfor rigtig svært ved at udtrykke det jeg føler og mener.. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal hive fat i min lærer, for det er nu ved at være lidt tid siden jeg sidst har snakket om mine problemer..
Ja jeg håber at i kan hjælpe mig med at få nogle “redskaber” så jeg kan få stoppet de ting jeg har gang i.
Kh Pige på 15 år

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 Tak for dit brev til børnebrevkassen. Det lyder som om du oplever en masse ting lige nu som er svære for dig og det er rigtigt flot du har skrevet til brevkassen. Når jeg læser dit brev får jeg et billede af en pige som på trods af det er svært, rækker ud efter hjælp. Du har allerede snakket med en lærer om nogle af tingene og også fået noget ud af at snakkene med læreren. Det betyder du allerede er på vej, selv om det måske kan føles som små skridt. Det er meget flot og det kan du godt være stolt af! I dit brev skriver du om forskellige ting. Når jeg læser dit brev får jeg indtryk af, at det der fylder mest for dig lige nu er: 1. Selvværd og selvskade 2. Dine forældre 3. Din onkel, og 4. Stoffer, mon det er rigtigt forstået? Det håber jeg det er, jeg vil i mit svar til dig skrive ud fra de 4 ting. 1. Selvværd og selvskade.

Som du skriver i dit brev ja så er der mange teenager der har nogle tanker om dem selv som kan skade deres selvværd. Det betyder dog ikke, at bare fordi det er normalt, at det så ikke også er alvorligt, det er ikke meningen, at man skal have det så dårligt med sig selv, at man selvskader. Du skriver, at det påvirker dig meget i din hverdag. Det vil måske hjælpe dig at vide, at der er en rådgivning LMS, som er landsforeningen mod spiseforstyrrrelser og selvskade, de giver rådgivning og støtte, og de ved, at der ofte er mange ting, som gør, at man selvskader. De har en hjemmeside www.lmsnyt.dk, hvor du kan læse meget mere om selvskade og hvordan du kan få hjælp. 
 
Jeg vil anbefale du igen tager en snak med din lærer, som jeg kan forstå har hjulpet dig før. Hvis du synes, det er svært at få taget hul på snakken, ved jeg fra andre unge, at det kan være hjælpsomt at skrive et brev, eller måske du kan vise din lærer brevet til os og mit svar. Måske du også i brevet kan få skrevet en tak for den hjælp din lærer allerede har været?

Selvværd handler om den måde vi tænker og taler om os selv på, den værdi vi giver os selv. Har man et lavt selvværd, har man måske tendens til at tænke flere negative ting om sig selv. F.eks. "jeg føler mig forkert" og "andre er bedre end mig". Sådan tænker alle ind imellem, men hvis man altid tænker sådan, så er det tid at øve sig i at tænke anderledes. Dit selvværd styrkes i samværet med jævnaldrende og andre voksne, der viser, at du betyder noget og er noget særligt. du kan også selv styrke det, ved for eksempel hver dag, måske i dagbogsform at notere mindst 3 ting ned fra dagen, hvor du har været stolt af dig selv, det kan f.eks. være "været en god veninde ved at støtte og lytte"; "rakt hånden op i timen" eller "sagt noget pænt til dit spejlbillede, fx hvor er jeg fin i den her bluse." Jeg bliver nysgerrig på om der mon er en fritidsaktivitet, der kunne være sjov at gå til? Når man oplever, at man er god til noget eller er blevet bedre, så øges selvtilliden og hvis du samtidig fokuserer på at klappe dig selv på skulderen over dit mod og initiativ, så øges også dit selvværd. Hvad tænker du om det? 2. Dine forældre.

Det er ikke sjovt at høre sine forældre skændes, især ikke når de gør det meget som du oplever det. Jeg tænker på om du har mod på stille og roligt at tale med dine forældre og fortælle dem, hvordan det påvirker dig når de skændes? Måske er de ikke klar over, hvor meget det betyder for dig og at du er bange for, hvad der skal ske med dem og dig.

Jeg vil også opfordre dig til at fortælle dine forældre om dine følelser og tanker, hvordan det er at være dig lige nu. De fleste forældre bliver glade, når deres børn åbner op, også om de svære ting, så forældrene får mulighed for at støtte og hjælpe. Måske du sammen med dine forældre kan kigge på LMS´s hjemmeside, de har også gode råd til forældre, hvordan de bedst hjælper deres børn?
3. Din onkel.

Det gør mig ondt at høre, at du har mistet din onkel.  Det gør altid ondt når man mister en man holder af. Når sådan noget sker er det meget forskelligt, hvordan folk reagerer. Nogle reagerer meget tydeligt og det er let at se, at de er påvirket af det, andre er det sværere at se på og man ved ikke helt, hvordan de har det. Det betyder dog ikke, at de er mindre eller mere kede af det. Der findes ikke nogle rigtig eller forkert måde at reagere på.

Det vigtige er, at få åbnet op for dine følelser og få fortalt nogle betydningsfulde voksne, om dit savn og hvordan det påvirker din dagligdag. Er sikker på din familie også mærker savnet, så håber du vil bruge dit mod til at fortælle, du har brug for at snakke om din onkel, måske det kan være med dine forældre eller andre fra familien og ellers husk igen, du har en fantastisk lærer, som sikkert står klar til at lytte og støtte.

Nogle unge har stor glæde af at skrive deres tanker ned, fx i en dagbog, skrive digte eller male, ved ikke om det er noget for dig, men måske en af tingene kunne være en mulighed for at bearbejde dine følelser og tanker? 4. Stoffer. 

Du fortæller i dit brev, at du har fået kontakt til nogle som er inde i en verden med stoffer, og at det at ryge hash en gang imellem hjælper dig til at glemme problemerne. Samtidig viser du også, at du godt er klar over, det ikke er den bedste måde for dig at bearbejde problemerne. Det er en flot selverkendelse og der er hjælp at få, hvis man ønsker at stoppe. Jeg kan anbefale du går ind på http://www.dcaa.dk/hashmisbrug og læse om mulighederne, blandt andet har de en gratis og anonym rådgivning.

Du har været modig at skrive til os og føler dig måske nu klar til at række ud efter yderligere hjælp? Jeg har skrevet et par steder, hvor du kan hente yderligere hjælp og så håber jeg du vil åbne op overfor dine forældre og lærer. Jeg håber du har fået noget ud af mit svar, hvis der er emner jeg ikke har berørt eller hvis du har lyst til at tale videre, så husk, du altid velkommen til at kontakte BørneTelefonen på 116 111, her sidder rådgivere klar ved telefonen, du kan også chatte eller sms´e og du er helt anonym.

Stor tak for din åbenhed og ærlighed. Husk nu, du er god nok præcis som du er, vi er alle forskellige, har forskellige styrker. En af dine styrker er mod, håber du vil bruge dette til at åbne op overfor dine nærmeste. Ønsker dig alt bedste.
Mange tanker og hilsner fra BørneTelefonen

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Selvskade Andre der hjælper

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat