Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Cutting, selvmord

Hej. Jeg har en ven som er meget forelsket i min ekskæreste. Det er ikke noget problem i sig selv. Problemet er at jeg ved hvilken slags person hun er og hvilken måde hun opfører sig på. Og en af de ting jeg ved, er at hun var mig utro… 
Men min ven bliver sur, når jeg siger til ham at det ikke er et klogt valg, men vi ved jo alle hvordan det er at være forelsket, så jeg forstår også hvorfor at han bliver sur, men jeg ved at hun kommer til at ødelægge ham og at det ikke er godt for ham at vælge hende, men jeg ved virkelig ikke hvordan jeg kan fortælle ham så han lytter til mig. Det var første punkt. 
Andet punkt er at hun faktisk allerede har såret ham dybt og at han er begyndt at cutte og han laver ikke bare en lille ridse. Han skærer virkelig dybt og jeg mener flere cm dybt. Hver gang han gør det. Sender han et billede af sin arm til mig og hende han er forelsket i. Og der er altså virkelig meget blod og åbne sår på de billeder. 
Der er også andre gange hvor han har taget et reb og gjort det klar til at hænge sig i, hvor jeg så heldigvis har fået ham stoppet, men han bliver ved. 
Jeg prøver at skrive så meget med ham som muligt for at holde hans humør oppe, men jeg føler at han får det værre og værre for hver dag og jeg er virkelig bange for at hans selvmordstanker bliver en realitet… Please hjælp mig!

Dreng, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 14 år

Lad mig starte med at fortælle dig, du er en helt fantastisk ven. Du ønsker din ven det allerbedste og er urolig for hans tilstand, hvilket jeg godt kan forstå.

Det lyder til han har det rigtig skidt, da han selvskader og har selvmordstanker. Men det er også tydeligt at han ønsker hjælp, dels ved han taler med dig om det og sender billeder når selvskaden fylder.

Når det er sagt, vil jeg også understrege det er meget frygt og viden du bærer rundt på, når din ven tiltror dig hans tanker, følelser og handlinger. Det virker til din ven har brug for hjælp fra voksne og ja, og måske også professionelle voksne. Når selvskade og selvmordstanker fylder, er det ofte tegn på at der er noget dybereliggende der fylder. Jeg håber derfor du vil fortælle din ven, det er vigtigt han får hjælp og opfordre ham til at tale med nogle voksne han er tryg ved, måske hans familie, en lærer, lægen eller måske du kan fortælle ham om BørneTelefonen. Han er altid velkommen til at ringe til os på 116 111 eller skrive enten via sms eller chat. Han er helt anonym og det er gratis.

Måske du kan være så sej at fortælle ham, du selv har brugt BørneTelefonen for at få råd og du siger dette fordi du er oprigtig bekymret for ham og ønsker ham det bedste, hvad tænker du om den mulighed? Ville det måske være muligt at vise ham dit brev og mit svar, det kan både være en måde at fortælle ham om dine tanker om ekskæresten og om din bekymring, men også en mulighed for at han på skrift har nogle råd til hvordan han kan få hjælp, når han føler sig klar til det?

I forhold til din ven er forelsket i din ekskæreste, har du helt ret, når forelskelse melder sig, kan det være svært at tale fornuft. Så måske du lige nu, skal bruge jeres venskab på at støtte ham I at få hjælp i forhold til hvordan han ellers går og har det og ikke gå så meget ind i forelskelsen, håber du forstår hvad jeg mener? Det virker til du allerede har gjort ham opmærksom på, hvilken indvirkning pigen har og kan have på ham? Så forhåbentlig når han får det bedre med ham selv, han også vil få overskud til at mærke efter og selv beslutte, om din ekskæreste er en han ønsker at have et forhold til.

Det er ikke sikkert din ven er helt klar til at blive hjulpet. Men man kan prøve, og det er det du gør, det er så fint. Det kan tage tid at blive klar, og så er det godt, at du er der og har givet ham nogle ideer til, hvad han kan gøre. Du må endelig blive ved med at foreslå, han får talt med nogle voksne, men uden at presse ham for meget, giv ham lidt plads, så kan han stille og roligt vende sig til at det er vigtigt at tale med andre end dig om det. Måske det også kan være en ide, du foreslår at være med ham og støtte ham, når han forhåbentlig vælger at tage snakken med en voksen?

Du er en omsorgsfuld ven, men pas nu også på dig selv. Det kan være rigtig hårdt, også for dig tænker jeg. Dette får mig til at tænke på om du mon har nogen, som du kan dele dine tanker med, fx dine forældre? Måske din ven har fortalt, du ikke må sige det til nogen? Men det kan være en alt for stor viden at sidde med alene, så håber du vil overveje at åbne op, så både din ven, men også du kan få voksenhjælp. Ligesom din ven, er du også altid velkommen til at kontakte BørneTelefonen, hvor der sidder rådgivere klar til at lytte og rådgive.

Jeg håber mit svar har hjulpet dig lidt på vej og ønsker både dig og din ven alt det bedste.

Kærlige hilsner fra BørneTelefonen.

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Selvskade Andre der hjælper

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat