Brev

Cutting og selvskade

Kære BørneTelefonen,

jeg skriver herind fordi jeg har et alvorligt problem i forhold til cutting og selvskade. Jeg har cuttet i ca halvandet år det startede ud meget stille hvor jeg ridsede lidt i mig selv med en saks til nu hvor jeg skære så dybt at blodet flyder ud en halv time efter.

Hver gang jeg er ked af det tænker jeg ikke på andet end at komme ud og cutte, og bliver urolig hvis det ikke kan ske lidt hurtigt, og hvis jeg sidder i en situasion hvor det slet ikke kan lade sig gøre begynder jeg at kradse migselv så hårdt at jeg bløder eller rive håret ud af mit hovede.næsten alle jeg kender ved jeg cutter for de har set min sår på mine arme og ben, og det genere mig ikke rigtig de ved det for så behøver jeg ikke skjule det for dem, men der er også bare desværre nogen som har bagtalt mig, gjordt grin med mig og sagt jeg kun gør det for opmærksomhed..

når jeg cutter kan jeg godt lide at lave et form for mynster, altså f.eks kan det være at jeg gerne vil have en masse lige vandrette streger som bare starter fra mit ydre lår og går hele vejen op til min talje hvis det giver mening, eller at jeg bare gerne vil have et sted hvor jeg ee skåret fuldstændigt op, og det bare sjællendt jeg i en omgang kan lave hele mynstret færdigt da det gør utrolig ondt og derfor næste gabg jeg bliver ked af det bruger jeg undskyldningen overfor mig slev “jeg må gerne bare den her ene gang, så kan jeg også lave mit mynater færdigt”

Jeg cutter så dybt at jeg har ar som jeg har haft i over et år og min veninde siger jeg vil have dem resten af mit liv.

Jeg ved meget gerne stoppe men jeg ved ikke hvordan for mit forhold til min mor er forfærdeligt og hvis jeg sagde det ville hun sige jeg var syg i hovedet og så ville hun bruge det imod mig hvor gang vi skændtes (som er tit) og føler ikke jeg har andre voksne at snakke om det med.

Jeg er cutter ca 2-4 gabge om ugen og jeg vil gerne have det stoppet.

Undksyld for denne lange roman

håber jeg får svar alligvel.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Tak for dit brev. Jeg synes, det er rigtig godt, at du har skrevet til BørneTelefonen. Jeg er ked af at høre, at du har det så dårligt, at du skærer i dig selv 2-4 gange om ugen.

Det er modigt, at du fortæller om din cutting, for som du også skriver, så er der mange mennesker, som slet ikke forstår det. Du skriver, at nogen siger om dig, at du gør det for opmærksomhed. Det er tåbeligt sagt. Det virker som om, de ikke ved, hvad cutting er.

Cutting (og anden form for selvskade) er noget man gør for at få styr på sine følelser. Det kan for eksempel være, fordi det beroliger en at mærke den fysiske smerte. Mens man skærer sig, kan man kun mærke smerten i kroppen og ikke de tanker og følelser, som ellers gør ondt indeni hele tiden.

Nogen oplever det også som om, at smerten fortæller dem, at de er levende. Fordi de måske er så kede af det hele tiden, at de kun kan mærke sig selv, når de skærer sig. Kan du mon genkende noget af det?

Cutting kan være utroligt vanedannende. Man kan have en stærk trang til at gøre det igen og igen. Det fornemmer jeg på dit brev, at du også oplever. Det er for eksempel svært for dig, når trangen kommer, og du ikke har mulighed for at cutte med det samme.

Du skriver også, at du bruger undskyldninger over for dig selv, om at du skal lave dit mønster færdigt. “Bare en gang mere …” sådan tænker man, når man er blevet afhængig. Det sker for mange, som cutter. Det sker, fordi cutting udløser stoffer i hjernen, som giver en dejlig følelse i kroppen. Den følelse, kan man få lyst til at opnå igen og igen.

Jeg skriver alt dette om cutting til dig, for at du skal vide lidt om, hvorfor cutting kan være så svært at stoppe igen. Jeg fornemmer, at du har meget dobbelte følelser. På den ene side føles cutting godt for dig, men på den anden side ønsker du at komme ud af det. Du har med dit brev vist, at du har modet til at tale om dit problem. Det er et vigtigt skridt på vejen mod at få det godt uden cutting.

Du skriver, at du har et forfærdeligt forhold til din mor. Så er det nok ikke hende, som skal hjælpe dig. Men du får brug for noget hjælp.

Hos LMS – Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade har de hjulpet mange børn og unge. Det kan være, at det også var noget for dig? De ved rigtig meget om cutting.

Når du ikke kan tale med din mor, så tænker jeg, at det kunne være godt for dig at finde andre voksne at tale med. Du kan for eksempel prøve at kontakte Headspace. Det er en rådgivning for børn og unge, som har brug for nogen at tale med. Og hos dem kan du møde op og få en samtale. De har rådgivninger i mange byer. Du kan tjekke deres hjemmeside her: Headspace.

Du kan også ringe til os på 116111 eller kontakte os via sms eller chat. Her på BørneTelefonen sidder der voksne klar til at tale med dig.

Jeg synes, at du har været så modig og stærk ved at skrive dit brev. Jeg håber, at du nu finder modet til at opsøge mere hjælp, så du kan få et bedre liv uden cutting.

Kærlig hilsen fra BørneTelefonen

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat