Kære pige
Tak for dit åbne og ærlige brev. Du skriver om noget, der er meget personligt, og jeg har stor respekt for, at du har mod på at dele det med BørneTelefonen.
Jeg kan godt høre, at J. betyder meget dig, og at det gør ondt at se, at han er meget sammen med en anden pige. Jeg får også den tanke, at du må betyde meget for både din veninde og J, og at I har et tæt og vigtigt venskab. Det venskab kan jeg godt forstå, du kan være bange for at sætte over styr...
Jeg tror ikke nødvendigvis, at man mister sine tætte venner ved at være ærlig... Men jeg kan godt forstå, hvis du er forsigtig med at fortælle om din jalousi eller dine følelser for J. i det hele taget, for det kan være en rigtig sårbar ting at indrømme. Det er også en måde at passe på sig selv, når man holder noget sårbart og personligt tilbage, for man beskytter sig jo også mod at blive såret på den måde.
Jeg forstår godt, at du har lyst til, at der skal ske en ændring nu, og at du ikke kan holde ud at blive så ked af det, at du kommer til at skære i dig selv. Det er godt, at du prøver at gøre noget ved det nu. Du har allerede taget hul på det ved at lade dine tætte venner få at vide, at du har skåret dig, og du har skrevet dine tanker og dit ønske om hjælp her til BørneTelefonen. Det er første skridt - og et stort skridt faktisk.
Når jeg læser dit brev, ser det ud som om, der ikke er nogen voksne, der kender til, at du har haft det så skidt? Er det rigtigt set? Jeg ved, det kan være svært at fortælle sine forældre eller andre voksne, at man er kommet til at skære sig selv, fordi man havde nogle forvirrende tanker eller følte sig trist, men jeg ved også, at det er ret vigtigt, at nogle voksne får at vide, at du går og har det sådan. Når man er kommet dertil, hvor man gør ting som at skære sig for at aflede nogle tanker eller følelser, kan man ofte have brug for hjælp fra voksne for at stoppe det igen.
Der er flere måder at få hjælp på, og det er forskelligt, hvad der føles bedst for den enkelte. Nogle gange kan det hjælpe at snakke med en erfaren voksen, som ved noget om, hvordan det føles at "skære" sig ud af nogle tanker. Voksne der har erfaring med andre unge, der har prøvet det samme. Det kan være en skolepsykolog, en sundhedsplejerske på skolen eller måske en læge. Jeg tror, det er vigtigt at føle sig forstået og taget alvorligt, når man skal fortælle sådan noget, og derfor er der nogen unge, der er nervøse for at fortælle det til f.eks deres forældre. Fordi de er bange for, at forældrene ikke vil forstå det - måske blive forskrækkede...
Det kan godt være, at nogle forældre vil blive forskrækkede lige i første omgang, men det er min erfaring, at de kan være gode at have som støtte til at hjælpe med at få startet noget hjælp op - f.eks. hos en af de personer, jeg nævnte før. Det kan være rart, at man ikke skal stå for det hele selv. Men det kræver selvfølgelig, at man starter med at fortælle det til dem. Det kan også være, du har det bedre med at fortælle det til en anden rar voksen, du snakker godt med. Det kan være lige så fint - så længe den person lytter til dig og sørger for at hjælpe dig videre. Så prøv at tænke igennem, hvem det kunne være.
Nu hvor din veninde og J. godt ved, at du har skåret dig, kan de måske hjælpe dig med at finde frem til en, du kan betro dig til... Det kan betyde en stor forskel at have nogle gode venner, så jeg tænker, det er rigtig godt, at du har dem. Jeg tænker også, at selv om det føles svært lige nu, fordi J. viser opmærksomhed for en anden pige, så har I jo et tæt forhold, og måske er der på et tidspunkt en chance for, at I kan blive mere end venner... Det håber jeg i hvert fald for dig, hvis det er noget, du bliver ved at ønske dig.
Jeg sender mine varmeste tanker og håber, du finder den rigtige hjælp, så du kan komme fri af de tunge tanker og få lov at nyde dit liv. Du kunne måske have lyst til at ringe eller skrive direkte til BørneTelefonen på 116111 og snakke lidt mere med en rådgiver? Det er du i hvert fald velkommen til.
Mange hilsener fra BørneTelefonen