Cutting

Kære Stenbuk
Tak for dit brev. Du skriver, at du har problemer, og at du cutter, men at du ikke helt ved, hvordan du skal stoppe. Jeg vil starte med at sige, at jeg er glad for at læse, at du ønsker at stoppe cutting. For cutting er selvfølgelig ikke rart. 

Det er nemlig tit sådan, at man cutter sig selv, fordi der er ting i ens liv, som er svære at håndtere. Mange ser cutting som en slags symptom på, at noget i ens liv ikke fungerer helt som det skal...

Det kan derfor være svært at stoppe med at cutte helt på egen hånd, og mange mener, man først skal løse de problemer, der er årsag til, at man begynder at cutte. 

Hvis du fx har nogle problemer med skyldfølelse, så tror jeg, det er vigtigt at få kigget på disse problemer og få hjælp til at løse dem, således at du ikke får trangen til at skære i dig selv. Cutting kan føles som en hjælp/ en lindring, - du beskriver selv at det føles mere retfærdigt. Men som du jo nok også har opdaget, så løser det desværre ikke problemerne og så melder trangen sig ofte igen...

Derfor tænker jeg, det er vigtigt, at du får hjælp af en voksen til at løse de problemer, som fx giver dig skyldfølelse. Hvis du fx føler, at du er skyld i noget eller er uvenner med én, så kan en måde at tackle dette på måske være, at gå hen og snakke med den pågældende person om hvad du føler, og at du måske fortryder, eller er ked af det der er sket, og ønsker at løse det. Således at I kan få snakket om tingene, så de ikke fylder hos dig, eller giver dig skyldsfølelse. Vil du mon kunne det..?

Du skriver, at du er begyndt på "Center for selvmordsudviklende unge", og at du taler med en psykolog. Jeg er glad for at høre, at du her taler med en psykolog. Da en psykolog netop kan lytte til dig og måske også hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du kan stoppe med cutting.

Jeg kan godt høre, at du ikke har meget lyst til at fortælle psykologen at du har cuttet mere end en gang, men måske kunne du fortælle hende, at du faktisk gerne ville tale med hende om nogle ting, men at du ikke tør, fordi hun så fortæller det videre til din mor... Det tror jeg ville give hende en god fornemmelse af, at du ikke trives som du skal og at du ikke oplver at din mor kan støtte dig...

Du skriver også, at du er bange for at fortælle din mor at du cutter, bl.a. fordi hun har meget temperament. Det tror jeg vil være en god ide at få sagt til psykologen. Kan du mon det..?

Jeg kender jo ikke din mor, men jeg tænker det måske kan være godt for din mor at få at vide, hvad du er ked af, og bange for. Det skulle jo helst være sådan at hun kunne hjælpe dig og støtte dig, så du ikke får trangen til at skade dig selv?

Måske kunne du vise psykologen dette brev? eller skrive et nyt brev, hvor du fortæller om dine tanker, følelser og problemer? Du kunne måske fortælle, at du ønsker at din mor støtter dig, men at du er bange for at hun vil blive vred, når du fx fortæller om cutting. På den måde vil du måske indirekte kunne gøre din mor opmærksom på, at hun bør være rolig, når hun snakker med dig.

Ligeledes kan det måske også være en ide, at snakke med nogen om, hvordan du har det med din krop og hvordan du kan blive mere glad for den. Fx psykologen eller måske sundhedsplejersken på skolen? Således at du ikke går og er ked af det med din krop alene, men får nogen til at hjælpe dig med at finde ud af, hvad der kan gøres.

Det kan nemlig være godt at dele sine tanker med andre, fx venner eller voksne, for så fylder de ofte ikke så meget. Det gør det nemlig tit lettere at få bearbejdet de tanker, der fx forvirrer eller gøre en ked af det. Og så giver det som regel lettere et overblik over ens muligheder.

Jeg håber, at dette svar kan hjælpe. Ellers er du velkommen til at skrive til os på BørneChatten eller ringe til os på 116 111 og tale med en rådgiver, som også kan komme med gode råd.

De bedste hilsner
BørneBrevkassen