Cutting

Kære Pige på 15 år,
Mange tak for dit brev til BørneBrevkassen, hvor du både fortæller om grov mobning, og om at du skader dig selv.

Når jeg læser dit brev og din fortælling, kan jeg godt forstå, at du føler og tænker, at du har et lavt selvværd, og at du har svært ved at tro på, at din familie, venner og skole vil dig det godt - Ikke fordi de ikke støtter dig, men fordi du har været udsat for så mange uacceptable og grænseoverskridende oplevelser fra dine gamle og nuværende klassekammeraters side, at det kan være svært at tro på det gode i andre mennesker...

Mon det er sådan, du tænker..?

Jeg synes, du virker meget moden, og jeg synes, du er god til at sætte ord på dine tanker og følelser - Og det, tænker jeg, er en god egenskab at have. Især når du gerne vil ændre på de måder, du reagerer på (ved f.eks. at skære i dig selv), når du har problemer eller når situationer bliver svære at håndtere. Er det rigtig forstået..?

Når jeg læser dit brev, får jeg lyst til at fortælle dig, at mobningen af dig i din gamle og nuværende klasse (jeg kan forstå, at det er blevet lidt bedre?) ikke er din skyld... Mon du ved det..? Og mon du ved, at det slet ikke er i orden at behandle et andet menneske på den måde? Alle børn og unge har ret til et liv (både i skolen og i fritiden) uden mobning.

Når der forekommer mobning i en klasse, er det fordi, der blandt eleverne er skabt nogle dårlige måder at være sammen på. Det betyder, at der er skabt en kultur, hvor det er okay at behandle eksempelvis dig på en hel uacceptabel og grov måde...

Og måske er der en kultur, hvor både dem der mobber og dem der kigger på, er bange for og utrygge ved at stoppe med mobningen og ændre på situationen - for måske går det så ud over dem. Eller måske er den, der bliver mobbet, bange for at bede om hjælp, fordi det måske så bliver værre...

Derfor kan mobning i nogle klasser fortsætte i årevis, hvis lærerne (og forældrene) ikke tager det særdeles alvorligt og gør en aktiv indsats for at stoppe det... Giver det mening..?

Du fortæller, at dine veninder, forældre, skolen og kommunen slet ikke ved, hvad de skal gøre mere. Betyder det, at de ikke ved, hvordan de skal støtte og hjælpe dig med at stoppe med at skære i dig selv..?

Lige umiddelbart tænker jeg, at det lyder dejligt og godt for dig, at dine forældre og dine veninder gerne vil støtte dig. Så jeg tænkte på, om du mon har prøvet at spørge dig selv om: Hvordan DU godt kunne tænke dig, at dine forældre og veninder skal støtte dig og hvad de skal gøre for, at DU skal tro på, at de gerne vil dig det bedste og holder af dig...?

Tror du, at du kunne det..? Og ville det være en mulighed for dig at skrive de ønsker og behov ned på et stykke papir? Og tror du, at du efterfølgende vil kunne fortælle dem om dine ønsker og behov..?

Nogen gange er det nemlig sådan, at man aller inderst inde godt selv ved, hvad der skal til for at ændre på nogle gamle mønstre... Men at det kan være svært at tale om eller at række hånden ud og bede om hjælp...

Men når jeg læser dit brev, tænker jeg netop, at du har det mod og den styrke, der skal til for at række hånden ud og få den rigtige hjælp til at stoppe med at skære i dig selv.

Jeg ved ikke, om du kender den forening, der hedder "Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade"? Du kan læse mere om dem ved at klikke >>>her 

De har både telefon, mail og chatrådgivning - og man kan også få personlig rådgivning. De har mange forskellige tilbud til børn og unge, der skader sig selv, og som gerne vil stoppe. Måske du (sammen med dine forældre?) skulle prøve at kontakte dem..?

En anden mulighed kunne være, at du ringer til BørneTelefonen eller logger på UngeChatten, hvis du måske har brug for nogle andre råd, eller blot har brug for at snakke din situation igennem - det er du meget velkommen til.

Mange kærlige hilsner
BørneBrevkassen