Kære dig,
Tak for dit brev. Det lyder som om, det kan være rigtig svært at være dig, og at du indimellem ikke føler, at du bliver forstået.. Vi har alle sammen brug for at blive forstået, hvad enten vi er unge eller gamle - og lige gyldigt om vi har det godt eller mindre godt.
Lige meget hvad andre synes om vores liv og hverdag, er det vigtigste altid hvad vi selv synes.. Hvis vi selv oplever noget som uoverskueligt eller trist - så er det tit, det der fylder, lige meget hvad andre synes om det.
Du fortæller, at du gerne vil ændre på din vane med at cutte, når du er i svære situationer. Det er en super god start! Første skridt til forandringer er nok viljen og lysten til, at der skal ændres på noget. Og det vil være rigtig godt, hvis du kan finde et alternativ til både at cutte og kradse i dig selv.
Der findes mange forskellige måder at få sine frustrationer og sorger ud på - nogle skriver dagbog, digte, breve.. Mens andre hører høj musik, råber ind i puder, løber en lang tur.. Kun du kan finde ud af hvad der virker for dig! (men måske har du brug for at være i dialog med en anden for at blive mere sikker på, hvad er vil virke for dig. Tit er det lettere at blive klog på sig selv, hvis man samtaler med andre...)
Hele livet kan vi komme ud i situationer, som er uoverskuelige og hvor vi kan mærke smerten på en voldsom måde.. Som du beskriver kan den gå lige i hjertet og maven. Men det lyder som om, det triste og uoverskuelige fylder for meget i dit liv lige nu - som 16-årig skulle du gerne opleve en masse glæde og være fyldt med energi - selvom man godt kan blive meget træt.. Så en ting er at finde nye måde at tackle de svære situationer på, en anden ting er måske at finde ud af, hvorfor du lige nu oplever at være så ked af det og træt??
Det er godt at høre, at du har forsøgt at få hjælp fra dine veninder og venner - men det lyder til, at du har brug for noget mere? Du nævner selv begreber som søvnforstyrrelser, depression og at du er meget ked af det..
Ved dine forældre mon, hvordan du har det? Måske kunne være rart for dig at tale med din læge? Jeg tænker, om det kunne være en ide at tale med dine forældre først og eventuelt spørge en af dem om de vil gå med dig til lægen?
For som du selv siger, tror jeg også, det er vigtigt at du få talt med nogen der kan hjælpe dig.
Du er selvfølgelig også altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111, hvis du i første omgang gerne vil tale anonymt om det.
Bedste hilsner fra
BørneBrevkassen
