Kære piger, Tak for jeres brev, hvor I fortæller, at I gerne vil have hjælp til at synes bedre om jer selv og stoppe med at cutte. Det kan jeg godt forstå, I vil have hjælp til, og det er godt, I skriver! Mit svar er blevet lidt langt, men jeg syntes, der var så mange ting, jeg gerne ville sige, så jeg håber, det er OK med jer? Jeg fornemmer, at I to er rigtig gode veninder, og jeg synes, det er så godt, at I taler med hinanden om de svære ting! Det kræver mod at tale med hinanden om sådanne ting, men det er vigtigt, at man får det gjort, så man ikke går helt alene med det. Det lyder som om, at I er gode til atstøtte hinanden, og det er sejt af jer, at I har siddet sammen og skrevet brevet. I fortæller, at I begge to er blevet mobbet, og at I har en følelse af, at I ikke er gode nok, fordi I har haft kæresteproblemer. Som jeg forstår det, I skriver, kommer den her følelse, af ikke at være god nok, nogle gange til at fylde så meget hos jer, at I begynder at cutte – og I fortæller, at I har prøvet at tage jeres eget liv. Er det mon rigtigt forstået? Jeg synes, at det er meget vigtigt, at I finder nogen, som I er trygge ved, I kan tale med om det, der fylder meget hos jer. Mobning og kæreste problemer kan være meget svære ting at komme over alene. Og jeg kan godt forstå, at I kan få en følelse af, at I ikke er gode nok, når har disse oplevelser.
I har allerede snakket med en AKT-lærer, og det er godt tænkt og modigt af jer! Jeg spekulerer bare på, hvad I mon har fortalt hende? Har I mon fortalt, at I faktisk er begyndt at cutte, og at I har prøvet at tage jeres eget liv? Jeg bliver bekymret når jeg læser de ting, og derfor er det meget vigtigt, at I får hjælp, også af dem som er tæt på jer. Derfor tænker jeg på, om AKT-læreren mon ved, at I har forsøgt selvmord og har forstået, hvad I egentlig skal bruge hjælp til? Måske kunne I vise jeres brev sammen med mit svar til AKT-læreren? Hvis hun læser jeres brev, kan det være, at forstår, at I har brug for hendes hjælp. Fordi hun kender jer, og ved hvilke muligheder der er tær på jer. Måske kan hun f.eks. hjælpe jer med at komme i kontakt med den skolepsykolog, som er på jeres skole? Vil det være en idé for jer? Er der mon andre I har talt med, om mobningen og følelserne af ikke at være gode nok, og om at I cutter?
Hvordan ville det være at tale med jeres forældre? Ville de mon hjælpe og støtte jer? Jeg ved, at man nogle gange kan være nervøs for at tale med sine forældre, fordi man ikke vil gøre dem kede af det. Men tit ønsker forældre det allerbedste for deres børn, og vil meget gerne hjælpe. Men for at de kan hjælpe, så er der nogen som skal fortælle dem det.
Måske kan jeres AKT lærer hjælpe jer med at tale med jeres forældre? Måske vil det være godt, at I hver for sig får hjælp af AKT læreren til at tale med jeres forældre? Eller også kan jeres forældre hjælpe jer med at tale med jeres klasselærer om mobningen, og hvad der kan gøres i klassen så I begge får det godt og trygt i klassen. Det kan være svært at finde ud af, hvordan man lige skal fortælle sine forældre om hvordan man har det. Nogle gange kan det hjælpe, hvis man skriver det til dem i et brev, og taler sammen bagefter når der er fred og ro til det.
Det kan også være, at det vil hjælpe jer, hvis I viser jeres brev herind til og mit svar til jeres forældre. Så kan I tale med dem ud fra det?
Her til sidst får jeg lyst til at sige, at en svær følelse nogle gange kan komme til at fylde så meget, at man slet ikke kan mærke alle de gode ting og følelser. Når man har det sådan, kan det være rart, hvis man minder sig selv og hinanden om, at man er meget glade for hinanden, og at man synes, den anden person er mere end god nok! For mig virker det til, at I to er rigtig gode veninder for hinanden: I er gode til at stå sammen og støtte hinanden, og det er altså sejt! Måske har I også andre veninder, søskende eller andet familie, som I faktisk også er rigtig gode til at være der for? Jeg håber, I kan bruge mit svar, og at I har fået mod på at tale med jeres AKT-lærer og forældre om det – f.eks. ved at vise jeres brev og mit svar. Det er i hvert fald meget vigtigt, at I får hjælp. Hvis I synes, I har lyst til at tale mere om det, kan I også altid ringe eller sms'e til Børnetelefonen på 116111 eller skrive til vores BørneChat. De bedstehilsner og kram, BørneTelefonen
