Kære pige på 12.
Tak for dit brev. Jeg er ked af at høre at du skader dig selv og har prøvet at tage en overdosis. Jeg tænker, at det er noget du gør, fordi du har det rigtigt svært indeni. Det er ikke altid vi selv er helt klar over hvorfor vi handler, som vi gør, og nogle gange kan det være vanskeligt at mærke efter hvad det er der er så svært.
Du skriver i dit brev ,at du er populær i klassen og andre synes du er flot. Jeg tænker ,at det er vigtigt at du prøver at holde fast i at andre godt kan lide dig, og måske begynder at tro på det selv. Det lyder til at du kæmper med dit selvværd og samtidig har høje forventninger til dig selv om hvordan du skal være og se ud. Er det mon rigtigt?
Der er mange, der kæmper med lavt selvværd, og særligt i teenageårene kan det være svært at tro på sig selv og samtidig leve op til andres krav og forventninger. Jeg tænker at du kommer til at bruge cutting og det med at spise meget lidt, som en måde at klare svære følelser. Er det mon noget du kan genkende det? Når noget er svært indeni, kan det nogle gange være nemmere at mærke smerten udenpå, ved f.eks. at cutte sig, eller ved at spise meget lidt, så man oplever at have kontrol. Desværre er det ikke nogen løsning på sigt, da de ting, der er svære ikke blive løst og kroppen tager skade.
Jeg tænker derfor også, at det kunne være godt, hvis du fik delt dine følelser og usikkerhed med en, der også kan give dig nogle redskaber til at få det bedre. Det kan f.eks. psykologer hjælpe med.
Men allerførst, så tænker jeg, at det er vigtigt, at de voksne, som er omkring dig, ved hvordan du har det og de kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad der kunne være den rigtige hjælp til dig.
Du skriver, at du har fortalt det til nogle veninder. Hvor er det dejligt, at du har gode veninder, som du har tillid til. Måske kan dine veninder hjælpe og støtte dig med at fortælle dine forældre eller nogle andre voksne - f.eks. en lærer, om hvordan du har det, hvis du måske selv syntes, at det kan være svært at gøre alene.
Jeg tænker også, at jeg vil henvise dig til et sted, der hedder LMS, som ved rigtig meget om hvordan man kan have det, når man cutter og har et problem med mad. Du kan se mere her:http://www.lmsspiseforstyrrelser.dk/
Jeg håber, du fik svar på dine spørgsmål.
Du er altid velkommen til at skrive til os igen, og til at ringe til Børnetelefonen på 116111 og tale med en rådgiver. Det er anonymt og gratis.
De bedste hilsner og ønsker om en god jul.
Børnetelefonen