Kære pige på 13 Først og fremmest er jeg glad for, at du skriver at du ’har et helt ok liv’, men når man går rundt og tit er trist, så kan det være svært at leve det helt-ok-liv fuldt ud og det er ærgerligt. Når jeg læser dit brev får jeg en fornemmelse af, at du bare rigtig gerne vil leve livet fuldt ud og gør hvad du kan for f.eks. at stoppe med at cutte, fordi du ved, at du vil have mere ud af livet. Og selvom det ikke lykkedes at holde fast i, at være stoppet, så har du haft hjulpet dig selv med at stoppe og det er helt vildt godt gået! Det må du ikke glemme. Du spørger om hjælp, det kan jeg forestille mig må have krævet lidt mod? Det er også modigt at gå ind i kampen om at finde svaret på, hvorfor følelsen af tristhed fylder så meget i dig. Du er en modig pige, og jeg håber sådan at du husker på, at være stolt af det en gang i mellem. Nogle gange er det sådan, at man har nogle tanker og føler nogle ting, som man ikke helt kan finde ud af hvor kommer fra. Jeg har et helt ok liv, men hvorfor er jeg så tit ked af det? Kender du det? Og når man har svært ved at finde et præcist svar, så kan det virke som om det er en hjælp at ty til noget meget konkret, meget håndgribeligt og det kan fx være noget fysisk, som f.eks. at cutte. Du fortæller i dit brev først om, at du tit er ked af det og har været det i lang tid, og bagefter fortæller du om, at du ikke kan lade være med at skade dig selv, selvom du godt ved med din fornuft, at det ikke er godt og ikke hjælper. Når man skriver et brev og har nogle tanker man gerne vil dele, så er det tit det vigtigste man skriver først: Din tristhed. Altså jeg siger bestemt ikke, at det ikke er vigtig at du kommer til at skade dig selv, det er bestemt vigtigt, men jeg tror at din underbevidsthed kender dig og prøver at fortælle dig, at finder du svaret på, hvorfor du går rundt med kroppen fyldt af tristhed, så vil lysten til at cutte måske fylde mindre og mindre. Giver det mon mening for dig? Når jeg læser dit brev, kan jeg ikke lade være med at håbe, at du måske vil besøge og bruge Børnetelefonen-chatten eller sms’en. Der sidder altid en voksen i den anden ende, som er klar til at hjælpe og lytte på bedst mulige vis. Det kan måske være en kanal for dig, at fortælle om nogle af dine tanker, uden at det kommer videre. Der er ingen tvivl om, at jeg også sidder med tanker om, at jeg synes der er nogle voksne der skal vide hvordan du har det, så de kan hjælpe dig. Ingen skal gå og være fyldt med tristhed alene. Men måske du ikke er klar til det endnu?
Jeg har igennem tiden talt med andre unge, hvor tristheden fylder, og som søger modet til at få hjælp. Det vil måske hjælpe dig at vide, at der er en rådgivning LMS (landsforeningen mod spisefortyrrelser og selvskade), de giver rådgivning og støtte, og de ved, at der ofte er mange ting, som gør, at man føler tristhed og man kommer til at skære sig eller får lyst til det. De har en hjemmeside www.lmsnyt.dk, hvor du kan læse meget mere om, hvad de kan hjælpe dig med. Man kan være helt anonym hvis man ønsker det. Problemet med cutting kan blandt andet være, at det for mange kun hjælper et ganske kort øjeblik. Og derfor handler det om at finde noget der hjælper bedre. Det er måske svært at forestille sig, at det kan lade sig gøre - men det kan det!
Når man som du er teenager, sker der en masse i både kroppen og sindet som kan påvirke humøret. Den ene dag føler man sig måske ok, men den næste er man rigtig trist, uden man måske helt ved hvorfor, mon du kan genkende dette. Kroppen begynder at udvikle sig fra barn til ung og siden til voksen. Mange unge, synes det kan være en svær tid, da man skal til at lære sig selv at kende på en ny måde, hvor man får bryster, menstruation og humørsvingninger, ved ikke om du kender nogle af disse symptomer? Alt dette kan være med til at tristheden kan overtage. Måske bliver man lidt lettere uvenner med ens forældre? Ens veninder ændrer sig måske også og begynder at gå mere op i krop og mode og måske også i hvad drengene synes om dem. Dette er mange ændringer på en gang og kan være svære at tackle. Jeg ved ikke om du kender til nogle af ting, men de er helt normale. Jeg bliver nysgerrig på, om der er nogen overhovedet som ved eller har mistanke om, hvordan du går og har det? Nogle veninder måske? At tale med nogen er en rigtig god start på og måske måden til, at finde roden til det der giver tristheden sin styrke. Det lyder til du har en god familie, så håber du på et tidspunkt vil finde modet til at fortælle dem om hvordan det er at være dig lige nu. De fleste forældre vil deres børn det bedste, og selvom de måske i starten kan blive overraskede over det du fortæller, så tænker jeg de vil stå klar til at lytte og støtte dig, så du kan genfinde glæden i din hverdag. Jeg ved fra andre unge, at det kan være en hjælp at vise ens forældre brevet de har sendt til os og vores svar, det kan være en god måde at få startet en ellers svær snak, håber du på et tidspunkt vil bruge din styrke og mod til dette. Måske du har en anden voksen i tankerne, som kunne være god at tage en snak med, måske en anden fra din familie, en lærer eller måske en venindes mor. Er der en bestemt, som du kan komme i tanke om? Jeg håber alt godt for dig. Jeg håber at du måske med tiden finder nogle svar, som kan give mening for dig og måske være en forklaring på, hvorfor tristheden fylder i dig? Det kan tage tid at finde svar, men med dit mod, så tror jeg på, at det nok skal lykkes. Du er nu startet på en rejse, ved at sige det højt til os i dit brev og have et ønske om nogen at tale med og jeg håber, at rejsen vil føre dig langt. Kærlig hilsen Børnetelefonen
