Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Cutte

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du! Tak for dit brev. Hvor er det flot at du skriver herind for hjælp. Det lyder som om du har det rigtig skidt for tiden og jeg er så glad for, at du selv beder om hjælp til at få det godt igen. Du skriver, at du er begyndt at cutte pga. dine forældre skal skilles, og problemer i skolen. Først og fremmest tænker jeg, at problemer i skolen meget ofte hænger sammen med, at der sker noget i hjemmet som gør en ked af det. Hvis man ikke har det godt derhjemme, kan det nogle gange være svært at koncentrere sig i skolen, være en god klassekammerat eller lignende. Det er måske også noget du oplever?
Jeg tænker i hvert fald, at der er en mulighed for, at problemerne i skolen bliver mindre når du får det godt derhjemme igen. Jeg er ked af at høre at dine forældre skal skilles og jeg kan godt forstå, at det kan være svært at håndtere. Nogle gange er det bare sådan, at det faktisk er bedst for alle, at ens forældre ikke skal bo sammen længere. Hvis de f.eks. har gået og været uvenner i lang tid kan det være nødvendigt at flytte fra hinanden for stadig at kunne være gode forældre. Det kan være svært at se det gode i det lige nu hvor du står i det, men måske vil du kunne mærke forskellen lidt hen ad vejen. Derfor er det vigtigt, at dine forældre får mulighed for at støtte og hjælpe dig, nu hvor de har valgt, at I skal skilles.

Det kan være, at du har brug for at vide, hvordan du fortsat kan være sammen med dem begge, om de stadig kan tale sammen eller i det hele taget, hvad der kommer til at ske. Det er ikke sikkert, at de kan svare på alle spørgsmålene lige nu, men så ved de, at du har brug for at vide, hvad der sker. Måske kan du også fortælle dem, at du ikke har det godt - at du ikke aner hvad du skal gøre med alle dine følelser og derfor kommer til at skade dig selv. Fordi du ikke ved, hvad eller hvordan du ellers skal gøre....måske vil det være en hjælp til dig, at du giver dem dit brev og mit svar til dine forældre? Du er jo god til at beskrive, hvad der sker i dit liv og det du har brug for hjælp og støtte til. Jeg vil prøve at give nogle idéer til, hvordan du kan få snakket med dine forældre ved, at andre støtter dig.

Du skriver, at du nogle gange taler med dine bedste venner og kæreste om, at du cutter. Jeg synes det er rigtig godt, at du taler med nogen om det! Det er en alvorlig ting at begynde at gøre og det er vigtigt at få hjælp til at få det stoppet – at fortælle om det er et rigtig godt skridt på vejen! Jeg synes også det er rigtig godt, at du gerne vil fortælle det til en voksen som forstår dig. Du spørger, hvordan du kan komme til at fortælle om din situation til en voksen. Jeg tænker, at du først og fremmest skal gøre dig klart, hvem du har lyst til at fortælle det til.I forhold til din idé om at sige det til sundhedsplejersken så vil jeg sige, at hun har det der hedder underretningspligt. Det vil sige, at hun ikke må holde det hemmeligt, hvis hun ved, at der er et barn der går ikke bliver behandlet godt derhjemme. Sådan er det faktisk med alle de personer, som er ansat til at have kontakt med børn og unge, og det gælder f.eks. også en psykolog eller en lærer. Det lyder måske irriterende, at man ikke kan fortælle det til f.eks. sundhedsplejersken, uden at det bliver sagt videre, men underretningspligten er faktisk til for at sikre, at alle børn og unge får den hjælp de har brug for. På den måde prøver de voksne også at sørge for, at der ikke er et barn eller en ung der går rundt og har det skidt uden at der bliver gjort noget ved det. Når du er så gammel som du er, vil hun dog nok sandsynligvis tale med dig om det først og forsøge at aftale, hvordan det skal siges videre. Du skriver, at du er bange for at dine forældre finder ud af det. Mange børn som står i en skilsmissesituation forsøger at undgå, at give forældrene flere beymringer og vil gerne beskytte dem. Jeg tænker på, om det mon kan være sådan noget du tænker? I så fald synes jeg det er vigtigt at understrege, at ens forældre er til for at hjælpe når man har problemer, og det er uanset om de har travlt, har andre ting at tænke på osv. Det er ikke din skyld, at du har det så skidt som du har det, og du har brug for, at nogen andre hjælper dig til at komme oven på igen. Jeg tænker som udgangspunkt, det kan være godt at inddrage dine forældre, så de kan være opmærksomme på dig og være der for dig hele vejen igennem. Hvis du har brug for at tale med en anden voksen end dine forældre til at starte med, og det skal være som forstår dig og som ikke siger det videre med det samme, har du mulighed for at gå til det der hedder “Åben anonym rådgivning”. Nu ved jeg ikke hvilken kommune du bor i, men der er sådan én i de fleste kommuner. Du kan prøve at skrive det i søgefeltet på din computer sammen med din kommunes navn og se, hvor den nærmeste er. Dér vil sidde rådgivere, som kan tale med dig om din situation og sammen med dig finde måder at komme videre på, og få den rette hjælp. Jeg tænker, at det kan være en god øvelse i at få talt med en voksen om det, så du har prøvet hvordan det føles.Det kunne også være, at en af dine bedste venner eller kæreste har nogle gode forældre som du stoler på og kan tale godt med? Eller måske et andet familiemedlem som kender dig godt? Mange unge som cutter, begynder at gå til psykolog når de har fået fortalt det til en voksen. Ofte er der jo – ligesom i dit tilfælde – en særlig grund til at man er begyndt at cutte, og en psykolog kan være rigtig god til at tale med om den situation. Hvordan det er opstået, hvad der skal til for at man får det så godt igen, at man ikke behøves cutte osv. Jeg tænker også at det kan være relevant i dit tilfælde, at få talt med en psykolog omkring dine forældres skilsmisse. Når det handler om skilsmisse kan det nogle gange være svært at tale med nogen man kender om det, da de måske også kender ens forældre og man derfor kan være nervøs for at såre nogen eller lignende. Når du har fundet ud af, hvem du kunne tænke dig at tale med, tænker jeg at det måske kan være en mulighed at skrive et brev til vedkommende? Jeg synes nemlig du er god til at skrive hvad du tænker og føler, og det kan du med fordel gøre brug af. Det kan nogle gange være en god måde at få sagt alt hvad man har brug for, uden at glemme noget eller blive afbrudt osv. Du kan også vælge at sige det ansigt til ansigt. I så fald tænker jeg det kan være en hjælp for dig at øve dig på, hvad du gerne vil sige og hvordan. Du kan måske starte med at skrive det ned og så prøve at fortælle det til dig selv for at høre, om det kommer frem på den måde du gerne vil have det. Nu hvor du har fortalt det til dine bedste venner og kæreste så kunne du måske bruge dem som hjælp til at “afprøve” din fortælling, inden du siger det til en voksen. De kan f.eks. læse dit brev igennem og sige hvad de tænker, eller de kan høre dig fortælle det som du havde tænkt dig at sige. På den måde kan du høre deres reaktion og få gode råd, fra nogen som kender dig rigtig godt.Sidst men ikke mindst vil jeg sige, at du altid kan ringe til BørneTelefonen og få talt lidt mere om din situation. Du har åbnet op for noget rigtig vigtigt ved at skrive her, og der sidder nogle rigtig gode og rare rådgivere på BørneTelefonen som er klar til at tale videre med dig, hvis du har lyst og brug for det.  Du kan fortælle rådgiveren, at du har skrevet brevkassen og giveJeg håber rigtig meget at du kan bruge mit svar og at du får fortalt det til nogen. Det er i hvert fald vigtigt at holde fast i din vilje til at få hjælp – med den kan du komme langt. Mange hilsner BørneTelefonen

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Selvskade Andre der hjælper

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat