cutning i skolen / ingen trykhed:(

Hey, mit liv har ikk været så fedt de sidste par år.
 Starte med anoreksi og andre spiseforstyrrelser som 13 årig, og efter 1 1/2 hårde år fik jeg det nogen lunde under kontrol, men begyndte så stille at af-reagere med cutning. Jeg kom ikke meget i skole, og jeg skændes med min mor (og græd) hver dag, og mit hjem føles ikke længere som et hjem, eftersom at jeg er bange for min mor, og når jeg opholder mig i huset, skændes vi. Vi skriger, råber, kaster ting efter hinanden, og lignende.

Hun slog mig ( det har hun altid gjort) Men så en dag, besluttede Jeg mig, at slå igen. Det har jeg så gjort siden, men min mor fortalte folk at jeg slog hende. Og glemte lige at fortælle dem, at jeg kun “slog tilbage” efter at hun havde slået, spyttet på, sparket til, eller revet i mit hår, til det røg af. Jeg skreg meget, og politiet kom tit forbi. En dag da politiet var her, cuttede jeg mig første gang. Det var rart, og jeg fik alle de dårlige følelser ud gennem den fysiske smerte, som jeg selv kunne styre.
 
Det blev en hverdags ting at cutte, og da der ikke var mere plads på min ene underarm, begyndte Jeg på den anden. Engang i skolen, blev det lidt stramt mellem mine veninder og jeg, da jeg havde mine fødder op på bordet (undskyld jeg lever Btw). Og jeg blev faktisk såret, og følte mig udenfor.. Jeg gik ud på toilettet, og cuttede mig 2 gange.. Senere på dagen skulle vi have tamins prøve, og midt i prøven kunne jeg bare ikk klare det mere. Jeg gik hurtigt ud af døren, imens Jeg panisk ledte efter en kniv, og fant så en i eat-køkkenet. Jeg kunne ikke vente, og cuttede mig ude i køkkenet, selvom jeg frygtede at der skulle komme nogen.

Hvad skal jeg gøre? Skal jeg bare blive ved?? Hvad skal jeg gøre til sommer? Skal jeg bare blive ved med at gå med lange trøjer? Eller bare blive hjemme? 😮 Er der en måde, som man kan få ar væk på?? Jeg har også skæret bogstaver og sætninger i min arm (smile, stay strong, fucking perfect, mm.) Er det “normalt”? …

Min mor mobber mig decideret, og det kan ikke forklares, men imens hun gør det, er det eneste som jeg kan tænke på er at slå hende :'( Hun kalder mig luder og spytter på mig, hun skriger mig op i ansigtet, med underlige bræk lyde, som giver mig lyst til at begå selvmord (og jeg mener det faktisk bogstaveligt) Hun fortæller alle mine hemmeligheder til de drenge jeg skriver med, (hun kan se hvilke nummere jeg skriver med på internettet) hun ringer dem op, og fortæller dem at jeg er en luder, som går på gaden for at få penge til vodka. Er det normalt??
 
Jeg hadet hende inderligt, og når jeg skændes med hende ( og det er så hele tiden imens at jeg er hjemme) ender det med en cutning… Når jeg fortæller en voksen om min mor, kan jeg aldrig forklare det. Jeg hader hende virkelig. Hun har fået 2 af mine veninder til at græde over dem selv!! Hun sagde ting til dem som “du er en dårlig veninde,” “jeg kan godt forstå at du hader dig selv, det ville jeg også gøre, hvis jeg var dig” Har alle det sådan? Er man virkelig nød til at skændes med sin mor alle dage??? Er man nød til at græde vær dag?? …. Ehm, undskyld for stave fejl, men jeg har ikke sovet i over 2 dage 🙁