Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Ar

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Jeg kan godt forstå, at det må være en vanskelig ting for dig at snakke om – derfor er jeg bare virkelig glad for, at du alligevel skriver herind til os, for at høre om, hvad du kan gøre for at skjule dine ar, efter at du har selvskadet på et tidspunkt i dit liv.

Og det er også rigtig godt at læse, at du har fortalt din veninde historien om selvskaden. Det plejer at være en rigtig rar ting at kunne dele den slags med andre (håber jeg, at du har mærket!) – men det er også rigtig modigt, så godt gået!

Jeg kan godt forstå, at du er ked af dine ar. De minder dig måske om en svær tid, og som du skriver, er du nervøs for, om dine forældre eller andre vil spørge ind til dem en dag, hvis de opdager dem. Men husk på, at du sikker tænker mere over dem end andre gør.

Som jeg forstår dit brev, så selvskader du ikke mere, men er mere ked af de ydre konsekvenser din selvskade har haft på din krop, og det kan jeg godt forstå! Men det er bare også så godt gået, at du er stoppet med at cutte, og du må være en ret sej pige, når du sådan kan stoppe med noget selv, som kan være svært at komme ud af.

Arene er ikke sådan lige at fjerne, de er en del af dig. Med tiden vil de blive mindre synlige. Men nu, hvor du ikke cutter mere, så forhindrer du, at der kommer flere ar – og så er det jo også helt fantastisk, at du har fået det bedre!

Hvis du vil have noget, der dækker dine ar, kunne det så måske gå an nogle armbånd? Måske har du allerede forsøgt det, men det kan være at de ville blive mindre tydelige på den måde.

Det allerbedste er selvfølgelig, at du står ved dig selv og ikke prøver at skjule, hvem du er, og hvad du har været igennem, men det er måske ikke sammen med alle mennesker, at det er rart at andre kan se arene, måske du er nervøs for hvad andre tænker. Er det mon også sådan du har det?

Og det kan være, at du lige skal samle dig lidt mod til at kunne dele det med flere. Måske skal selvskadens tid lidt mere på afstand først – og det forstår jeg godt, hvis det er sådan du har det.

Når det er sagt, så findes der forskellige cremer og behandlinger på klinikker, som hjælper med at mindske ar/gøre dem mindre tydelige (men det vil tiden sandsynligvis også), men det er ikke noget jeg kan anbefale dig at begynde på alene.

Hvis du skal i gang med en behandling, så er det vigtigt, at du taler med dine forældre om det. Og jeg kan desværre ikke garantere, at det hjælper. Måske kan du (eller I) kontakte LMS – Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade og høre nærmere om, hvad man kan stille op med arrene.

Hele livet får vi små ar og mærker rundt omkring på vores krop, og de minder os alle sammen om en tid, hvor vi oplevede noget bestemt; skulle opereres, faldt eller lavede selvskade.

Nu hvor tiden for din selvskade måske ikke ligger så langt tilbage i fortiden for dig, så forstår jeg virkelig godt, at du ikke har lyst til at tale om det med alle mulige, men måske kan du vende arene til at minde dig om, at det er vigtigt, at du passer godt på dig selv, og at det var en sejr, at du formåede at stoppe selvskaden, og at det ikke blev til flere ar end det gjorde.

Arene er faktisk et tegn på, at du heler, du heler de sår, du får. Din krop har lappet sig selv, og det er jo i sig selv fantastisk, at det kan lade sig gøre – måske kan arene være en påmindelse om det? Du kan klare meget, og du er kommet igennem en svær tid, og du og din krop har klaret jer igennem det sammen. Giver det mening for dig?

Du skriver også, at du gerne vil solbade til sommer – og det lyder jo dejlig, men du skal være opmærksom på, at nye ar ofte har lysere pigmentering (de er lysere i farven) end resten af huden, og derfor skal man være ekstra forsigtig med at få sol på nye ar, da man ellers kan brænde sig på den.

Derfor er det vigtigt at smøre godt med solcreme på arene, og hvis du har en lidt tyk en, kan det muligvis også hjælpe med at dække dem lidt. Brug gerne en solcreme med en høj faktor på dine ar, når du soler dig.

Jeg håber, du kunne bruge mit svar, og jeg ønsker dig alt det bedste fremover!

Du er altid velkommen til at ringe eller skrive til os igen på 116111, hvis du har brug for at snakke.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Selvskade Andre der hjælper

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat