Kære pige på 15 år Tusind tak for dit brev, hvor du så ærligt fortæller, hvordan du går og har det. Hvor er det godt, at du har fået taget dig sammen til at skrive herind Det er nemlig første skridt i forhold til at få den hjælp, som du har brug for. Jeg håber derfor, at svaret giver dig nogle nye perspektiver og ideer til, hvad du kan prøve, så du kan få en mere ”normal” hverdag, og hvor du ikke skal gå alene med vægt-tankerne og ensomheden. Du fortæller, at du igennem det sidste år har kæmpet mod anoreksien, og at du nu er erklæret ”rask”. Du er i hvert fald nået din målvægt – og dermed burde ”succeskravet” jo være opfyldt. Bare det var så let! Men det er det desværre ikke.Når man som du, og din familie, kommer ud på den anden side af sådan en krise, som du er kommet igennem, oplever man næsten altid "en skuffelse/et tab" bagefter. En skuffelse/tab der ikke var plads til at mærke og arbejde med, mens man kæmpede mod anoreksien. Da tog den alle dine kræfter! Men du vandt over den og den bestemmer ikke længere over dit liv, som den gjorde før. Den kan ikke længere forhindre dig i at komme afsted hver morgen, og møde den virkelighed, som du altid ellers har været så glad for og den for dig. Men den tog nogle af dine mange kræfter og dem skal du nu ud og finde et andet sted.. Jeg synes, at det er så sejt, at du tør indrømme, at du har forsøgt at tabe dig lidt igen, men at du samtidig også godt ved, at du ikke kan overskue at skulle igennem hele mareridtet én gang til.. Det er en styrke at kunne sætte de ord på, for det viser, at du kan forholde dig til det du mærker, hvilket man kun kan, når man er i bedring og på vej tilbage til det liv man savner og trænger til. Mon det også var noget af det du brugte da du vandt kampen mod anoreksien? Så selvom det kan se helt sort ud lige nu, og du måske føler, at det ser ”værre” ud end før, så lyder det som om du på rette vej. Som du selv skriver, så har anoreksien "stjålet" et år af dit liv. Et år, hvor dine jævnaldrende måske har gjort sig deres første erfaringer med livet som teenager. Jeg forstår godt, at det kan virke uoverskueligt at komme tilbage til hverdagen fra den ene dag til den anden - især når hverdagen ikke ligner den, du havde inden anoreksien. Derfor skal du finde en måde, hvorpå du stille og roligt kan begynde at få en hverdag igen, som du gerne vil have din hverdag skal se ud. Har du mon nogen ideer/ønsker/drømme om, hvad der kunne være dejligt at få ind i den hverdag som det første? Og hvad er det første tegn på, at det pludselig er der? Hvad gjorde du for at det kom ind i din hverdag?Du skriver at du også er startet på gymnasiet. Der er faktisk mange unge, der oplever noget af et "chok", når de kommer på gymnasiet, fordi der er så mange ting, der ikke længere er, som det plejer at være. Derudover har du også nogle helt særlige tanker at slås med, nemlig tankerne om din vægt. Så du er på " overarbejde" lige nu. Jeg ved ikke, om du stadig er tilknyttet til forløb på psykiatrisk afdeling, men hvis du er, vil det være rigtig godt, hvis du fortæller dem, hvordan du har det, så de kan hjælpe dig videre bedst muligt. Det kan de kun, hvis du er ærlig over for dem. Det kan også være, at du kan overveje, om du skal besøge studievejledningen på dit gymnasium. De er måske ikke ligefrem specialister i spiseforstyrrelser, men til gengæld ved de, hvad det kræver at gå i gymnasiet – og det kan også være, at studievejlederen kan stille dig nogle spørgsmål, som måske kan hjælpe dig med at indse, at du er det rigtige sted – eller det modsatte, hvis det er tilfældet. Når man har så meget tvivl, er det vigtigt at tale med nogle andre om det. Det er først i samtalen med andre, at man finder ud af, hvad man tænker eller føler. Hvis vi beholder vores tanker for os selv, kan de være svære at holde styr på. Så er de ofte mere forvirrende end, hvis man sætter ord på dem sammen med andre.. Du har jo forsøgt med din mor, men du oplever at hun bliver ”sur”. Som jeg skrev tidligere er det jer alle sammen derhjemme, der har været igennem en krise og derfor har det helt sikkert også været svært for din mor. Det er ikke nogen undskyldning, men det kan måske hjælpe dig med at forstå, hvorfor din mor reagerede, som hun gjorde. For forældre er det værste, der kan ske, at deres børn har det dårligt. Det kan både være, hvis de gør noget ved sig selv, der skader dem; har en spiseforstyrrelse eller hvis ens barn er ked af det. I sidste ende er det dog forældrenes ansvar at sikre, at deres barn har det godt, men forældre er jo også bare mennesker. Det betyder, at de også kan komme til at sige nogle dumme ting.. Nogle ting, som de ikke nødvendigvis mener. Du fortæller ikke så meget om dine forældre, men du skriver dog, at det er dem, du taler mest med. Derfor synes jeg også, at du måske igen skal prøve at fortælle din mor, hvordan du har det. Hvis det kan være lidt svært at sige det én gang mere, kan du overveje at vise hende dit brev og mit svar? Jeg er nemlig slet ikke i tvivl om, at du er nået til et punkt, hvor du har brug for lidt støtte, så du kan få det bedre.. Får du ikke den rette hjælp her og nu, kan det i værste fald ende med et tilbagefald. Jeg håber, at du har mod på at give det et forsøg mere? Afslutningsvis fortæller du, at du har svært ved at have lyst til at lave noget, som du ellers tidligere godt kunne lide. Det gør det ikke lettere, at du ikke kan fortsætte med den sportsgren, som du dyrkede, inden du blev syg. Ind imellem skal vi vælge vores kampe, forstået på den måde, at vi kan gå rundt og være kede af noget, som vi ikke kan gøre noget ved. Det skal vi ikke bruge vores energi på. Til gengæld skal man bruge energien på at finde ud af, hvordan man kan få gang i en ny hobby. At finde en ny hobby kræver, at man er åben over for nye muligheder. Måske er ens nye hobby noget, man aldrig havde forestillet sig tidligere?! Måske kan du undersøge, hvad din lokale ungdomsskole udbyder af forskellige hold? Der findes rigtig mange kreative fag, og måske findes der også en sportsgren, som du med tiden kan få lov til at dyrke? Du kan også overveje at spørge ham/hende, som du taler med på skolen, om han/hun måske har lyst til at ses efter skole? Måske kunne i gå en tur i biografen eller på cafe?! Det handler om at sætte sig selv nogle små overskuelige mål, der stille og roligt kan vise dig, at du ikke er en ”asocial taber”, men at du derimod er en pige, der kæmper med næb og klør for at komme tilbage til sit liv. Et liv, hvor hun opdager, at hun er lige så god som alle andre, men at hun bare har haft nogle særlige udfordringer. Til sidst vil jeg bare sige, at jeg virkelig håber, at du tror på, at tingene godt kan blive anderledes – og at du vil tage de kampe, som du møder på vejen, også de dage, hvor det hele virker uoverskueligt. Hvis du har brug for det, er du meget velkommen til at ringe eller skrive til BørneTelefonen på 116111, der sidder rådgivere, som altid er klar til at lytte til det, som du har på hjerte. Du kender sikkert godt LMS (landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade), men for en sikkerheds skyld vil jeg dog lige nævne dem, da de er specialister i at rådgive folk, der kæmper mod det samme som dig. Derudover kan du på deres hjemmeside også finde historier fra andre unge, der måske er et andet sted end dig. Det kunne måske være inspirerende at høre, hvad andre i lignende situationer har gjort? Hvordan er de fx kommet tilbage til hverdagen?! Hvis du har lyst, kan du besøge hjemmesiden: http://www.lmsspiseforstyrrelser.dk. Måske kunne din mor kigge med og I ad den vej kunne få taget hul på snakken om, hvordan I sammen kan komme videre derfra, hvor I er nu? De allervarmeste hilsner fra BørneTelefonen
