Kære dig Det lyder som om, det er rigtigt svært at være dig for tiden! Det må være hårdt at være så ked af det, at du græder dig i søvn. Det er rigtigt trist, at du har det sådan. Jeg er glad for, at du har skrevet ind til brevkassen for det er et tegn på, at du gerne vil gøre noget for at få det bedre. Du skriver i begyndelsen af dit brev, at du har haft anoreksi, bulimi og har skåret i dig selv – jeg forstår det sådan, at du allerede har arbejdet med de ting længe, at du er kommet langt og kæmper en kamp for at få det bedre. Det fortæller mig, at du har en enorm stor viljestyrke og det er en god ting at have, med viljestyrke kan man nå lang i alt, hvad man gør og gerne vil - det kan du godt være rigtigt stolt af! Du skriver, at du hader dit liv og dig selv, jeg får en fornemmelse af, at det kommer til udtryk ved ikke at spise, noget du måske føler du kan styre? Altså at du kan styre dit mad indtag og derved erstatter de ting, som er svære eller som du hader? På den måde oplever du måske en trøst i, at kunne styre det her med maden – giver det mening? Hvis du får trøst på den måde føler du måske, at det hjælper dig ikke at spise og derfor kan det det være svært at give slip på, men er der nogle andre virkninger ved ikke at spise? Fx som du skriver, at dine venner bliver sure, at din forældre tvinger dig til at spise, hvilket jeg tænker ikke er rart for dig. Andre børn og unge mennesker jeg har talt med, som har det lige som dig fortæller, at de har svært ved at koncentrerer sig i skolen og de derfor kommer bagud. Nogle fortæller også, at de bliver nødt til at undgå at være sammen med deres venner - fordi når man laver noget samme fx ser film så indebærer det, at der også er mad og snacks, derfor oplever de, at de også tit går glip af rigtigt meget – er det noget du kan kende? Jeg bliver lidt nysgerrig på, om følesen af at hade livet fylder mere på nogle dage eller tidspunkter end andre dage og tidspunkter? Fylder det mest om morgnen, der hjemme, på skolen eller andre steder? Måske ved du allerede, hvornår det fylder mest? Måske kunne det være en hjælp for dig at være din egen detektiv på, hvornår det fylder mest og bagefter kunne du undersøge, hvad der sker på de steder eller tidspunkter når hadet til livet opstår. Når jeg læser dit brev får jeg et billede af, at der er mange i dit liv, som er glade for dig og rigtigt gerne vil hjælpe dig. Du skriver, at dine veninder bliver sure på dig når du ikke vil spise, det oplever du måske som noget der ikke er rart, men har du overvejet, at det at de bliver sure på dig er deres måde at prøve at hjælpe dig? Måske fordi de ikke ved, hvordan de ellers kan hjælpe dig? Når man har venner, der gør sådan, tænker jeg, at de gør det fordi de rigtigt godt kan lide dig og gerne vil have du har det godt. Det samme, tænker jeg, gælder om dine forældre, når de tvinger dig til at spise. Måske er en idé, at du taler med dine veninder om, hvad det er du hader i stedet for at tale om mad? Fortæl dem om, at du ser på tynde modeller som dit forbillede, måske er der nogle af dem, der tænker det samme som dig. Grunden til at jeg tænker, at det er en idé at fortælle dem, hvad der ligger bagved er, at jeg tror der er mange, der har det sådan især, når man er ung som dig - måske bliver de også jaloux, når de ser tynde piger fra klassen. På den måde kan I tale om, hvad man kan gøre når man har det sådan. Du spørger om, hvordan du skal klare det her og du beder om hjælp. En mulighed for dig er at kigge her www.spiseforstyrrelser.dk og www.selvskade.dk disse to hjemmesider er lidt lige som børnetelefonen, hvor man kan ringe og skrive ind for at få hjælp, forskellen er, at de ved rigtigt meget om, hvordan det er lige præcis at have det som du har det. Jeg håber, du kan bruge mine forslag ellers er du velkommen til at ringe, chatte eller sms ind på børnetelefonen på 111611. De bedste tanker og ønsker fra Børnetelefonen
