Anoreksi

Kære S. 
Tak for dit utrolig modige brev. Hvor er det sejt, at du er så god til at sætte ord på, hvordan dit liv lige nu er styret af din spiseforstyrrelse. Du beskriver rigtig flot, hvordan slankekuren lige pludselig har taget overhånd for dig og er blevet til "en kamp" mod en spiseforstyrrelse. Sjældent har jeg læst en så "ærlig" og "tydelig" beskrivelse af, hvad der kan ske, når en spiseforstyrrelse griber ind i ens liv! Jeg håber, at mit svar kan være med til at give dig troen på, at tingene kan blive anderledes og måske også komme med nogle ideer til, hvad du nu kan gøre.. 
Der er desværre rigtig mange piger (og faktisk også drenge), der er kommet i en situation, hvor tanker om mad, kalorier og vægt fylder så meget, at der ikke er plads til andre ting – og med tiden kan det udvikle sig i en sådan grad, at det simpelthen er direkte farligt. Derfor er jeg meget glad for at læse, hvordan du i dit brev kan skrive, at du bare ”rigtig gerne vil ud af denne her spiseforstyrrelse, men at du bare ikke kan slippe trangen til at tælle kcal”.. Det er meget ærligt, og det er vejen til at få hjælp. 
Når man kan se, at noget har taget overhånd, betyder det, at det simpelthen er blevet så dominerende, at ens liv ikke handler om noget andet.. og det er der ingen, der kan holde til i længden (hverken ens krop eller ens psyke). Når jeg læser dit brev, er jeg slet ikke i tvivl om, at du (og din krop) har brug for hjælp. Du har selv lagt mærke til de tegn, som din krop giver dig, fx udeblivende menstruation, svimmelhed osv. Det er nogle af kroppens måder at vise dig, at du ikke passer ordentlig på den og det er så godt du lytter til det din krop siger - den prøver at hjælpe dig og sige fra overfor spiseforstyrelsen..
Jeg kan forstå på dit brev, at dine forældre også er bekymret for dig. Selvom det kan virke som en ”kontrol” og en forhindring i forhold til at kunne følge alle dine ”regler”, så er jeg glad for, at dine forældre har taget dig til lægen. For det har du brug for. Men jeg kan også læse, at det er rigtig svært for dig at være ærlig over for dine forældre, så måske går de og tror, at du faktisk er i bedring, selvom det måske er det modsatte, der er tilfældet? 

Er du mon klar over, hvornår det er spiseforstyrrelsen der bestemmer over dit liv og hvornår det er dig? Kan du mon "mærke" når den kommer snigende, og fortæller dig, at du skal gøre noget andet, end det du egentlig havde tænkt og ønsket at gøre? Jo mere du ved om, hvornår spiseforstyrrelsen dukker op, jo mere kan du "kæmpe" imod den. Tit kan spiseforstyrrelsen dukker op der, hvor man er mindst forberedt på det; som om den ved, hvornår man kan stå imod og hvornår man ikke kan... Kan du mon genkende noget af det?

Det at du skriver, at du ikke ønsker at blive tyndere end du er nu, fortæller mig at spiseforstyrrelsen ikke har så megen kraft som den har haft - og at du har et sprog imod den. Det kan den ikke lide...
Jeg ved fra mange andre, der også har haft en spiseforstyrrelse, at det kan virke helt uoverskueligt at skulle tilknyttes et hospital, for det værste i din verden er jo netop at ”blive tvunget til at gå mod dine egne regler”. Men jeg kan også læse, at du på den anden side også godt selv kan se, at det ikke går med alle de regler. 
At komme til lægen eller måske blive tilknyttet et hospital vil hjælpe dig og dine forældre, så du kan få det godt igen. Der findes rigtig mange dygtige mennesker, der sidder klar til at hjælpe dig, men det kræver, at man tager imod hjælpen. Måske ved du slet ikke, hvordan du rent faktisk kan blive hjulpet? 
Mange tror nemlig, at det ”bare” handler om at blive ”fedet” op, men de professionelle ville også kunne hjælpe dig med alle de tanker, som fylder al for meget i din hverdag, så du med tiden igen kan lære at få et naturligt og sundt forhold til mad. Men det tager tid – og det kræver, at du bruger al det mod, som du har vist, at du har (bl.a. da du skrev dit brev til brevkassen). Samtalerne på hospitalet skal jo hjælpe dig – Måske kan du prøve at huske på det, når det bliver svært?
Jeg kan høre på dit brev, at du godt selv har lagt mærke til, at din krop ”brokker” sig. Den kan ikke længere holde til, at du ikke giver den næring, Det kan bl.a. resultere i, at du ikke kan passe din skole, fordi du er så udmattet. Men det kan også gå ud over dit sociale liv. Når ens krop ikke får energi, har man heller ikke energi til at lave alle de sjove ting, som en pige på 12 år gerne skulle have energi til.
Måske kunne du overveje at vise dine forældre det brev, som du har skrevet herind? Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at du har det rigtig svært; så svært at du ikke selv kan tage direkte imod den hjælp, som dine forældre tilbyder, og derfor fx kommer du til at lyve over for dem. Det kan du ikke blive ved med at holde til. 
Hvis dine forældre får at vide, at du stadig har det svært, vil de også bedre kunne tage ansvar og sørge for, at du får den hjælp, som du har brug for. Du skal ikke være flov over, at du er kommet til at lyve over for dine forældre, for det er en meget almindelig reaktion, når man er kommet derud, hvor du er lige nu. Derfor skal du mere bruge det som et tegn på, at du har brug for mere hjælp end det, du får lige nu. 
Du kan også overveje at vise dit brev og mit svar, når du skal til samtalerne på hospitalet? Det kan måske hjælpe dig i en situation, hvor spiseforstyrrelsen ellers gerne vil lokke dig til at lyve?! For i brevet er du jo så ærlig, og jeg hører din stemme i stedet for spiseforstyrrelsen og det er bare rigtig flot.
Jeg ved ikke, om du kender til LMS (Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade). Hvis du ikke gør, kan du besøge deres hjemmeside her: http://www.lmsspiseforstyrrelser.dk. På hjemmesiden kan du læse mere om, hvordan man kan få hjælp, men du kan også læse, hvordan andre i lignende situationer har haft det – og hvordan de er kommet videre i deres kamp mod spiseforstyrrelsen. 
Hvis du har brug for en at tale med undervejs, er du også meget velkommen til at skrive eller ringe til BørneTelefonen på 116111.

Jeg håber det allerbedste for dig – og jeg håber, at du ved, at selvom det kan føles helt uoverskueligt lige nu, så er det også ved at få hjælp fra andre, du kan komme videre med et liv uden spiseforstyrrelsen.
De varmeste hilsner
BørneTelefonen.