Kære du,
Tak for dit brev. Jeg er rigtig glad for at du skriver herind, for sådan som jeg læser dit brev, kan jeg se at du ikke har det godt.
Du fortæller at du er bange for at du er ved at miste kontrollen, og kan mærke, at der sker noget i dig, som gør dig bange. Det er godt, at du er opmærksom på det, der sker med dig, og stærkt at du mærker efter og nu reagerer ved at skrive herind. Du har taget et valg, fordi du selv og andre er bekymret for dig. Den styrke du har, at du mærker efter, lytter til dine veninder og gør noget aktivt for, at du kan få det godt igen - den styrke skal du også bruge videre frem.
Jeg er glad for at du spørger om hjælp, for jeg enig med dig i dine bekymringer, og vil i mit svar til dig, komme med råd og forslag til, hvordan du kan få hjælp og passe på dig selv.
Du beskriver, at du er meget undervægtig, næsten ikke spiser, og straffer dig selv når du spiser mad. Selvom du, nok godt ved, at du er meget undervægtigt, så er der tanker og stemmer, der fortæller dig noget andet ('at du er for tyk'), selvom det modatte er tilfældet. Du spørger om det er normalt, sådan som du har det. Til det må jeg svare, nej det er ikke normalt.
Jeg kan godt forstå, at du er bange for at miste kontrollen til tankerne og stemmerne. Det tyder på, at du mærker at tankerne og stemmerne ikke vil dig det bedste, men gerne vil kontrollere dig mere og mere... Mon du kan genkende det?
Det er godt, at du reagerer nu, hvor du er klar over, at kontrollen skal være din og ikke stemmernes. Jeg må ærligt erkende, at ud fra det du skriver, så er det min opfattelse, at det du beskriver er en spiseforstyrrelse, og jeg kan høre at det fylder rigtig rigtig meget i dit liv.
Når man sulter sig selv, som stemmerne og tankerne får dig til for tiden, nedbryder det din krop, og man kan blive syg, og det er faktisk livsfarligt. Den måde du behandler din krop, er som jeg forstår dig, ikke dit ønske, men en slags kamp du kæmper mod stemmerne, der vil kontrollere, hvad du gør. At sulte sig, træne meget hårdt samtidig og være bange for at miste kontrollen, er et udtryk for, hvordan du har det og hvad der sker når stemmerne bestemmer. Så når det sker, tænker jeg, at det lykkes for stemmerne at kontrollere, fx i de tilfælde hvor du ikke spiser, tankerne om at du er tyk overmander dig, og får dig til at bruge elastikken til at straffe. Hvad tænker du mon, når jeg skriver dette til dig?
Er der mon noget i dit liv, med dig eller omrking dig, udover vægttab, mad og de tanker der er omkring det, du synes er svært lige nu? Er der sket noget i dit liv, noget der har ændret sig? Kan du huske hvordan det startede, det her med, at du synes du skulle tabe dig? Jeg spørger for at komme lidt tættere på, om der er noget som påvirker dig så meget, at du måske bruger kontrollen over mad, vægtab og træning, som en vej - en måde at håndtere det, der er svært? For så er det også væsentligt at tale om, hvad det kan være og handle om. Jeg tænker, at det at tale med nogen, dele det, som du har skrevet til mig, vil være vejen til at få det godt. Jeg ved fra andre børn og unge, at det hjælper at dele sine bekymringer, med nogen som kan hjælpe og støtte. Hvordan mon det vil føles for dig? Hvordan føltes det, da du skrev brevet her til? Er det en følelse, du kan bruge til at tale med andre, eller skrive? Måske vise dit brev og mit svar til? Så vil det være en god ting at gøre.
Er der tidspunkter og situationer, hvor du har kontrollen og måske føler og tænker, at det er ok at spise, at du får det bedre når du spiser, at du kan se, at du er meget undervægtig og at mad er godt for dig og ikke træner ekstremt? Jeg ved godt, at det er mange ting på en gang, så måske er der nogle af tingene, som du kan genkende. Hvis der er tidpsunkter som disse, er det mon så også de tidspunkter, hvor du kan være i stand til at fortælle andre om, hvordan du har det? Eller andre situationer - øjeblikker, hvor du tænker, at du har brug for støtte og hjælp fra andre mennesker omkring dig, for at stemmerne ikke får kontrollen?
Hvordan vil det mon føles, når du fortæller andre om, hvordan du har det og har brug for støtte? Jeg synes, det er meget vigtigt at du ikke står alene med det her.
Har dine forældre bemærket, hvordan du har det? Har du prøvet at snakke med dem om det? Eller har de prøvet at snakke med dig? Hvis det er muligt for jer at snakke om det, så er min tanke, at det vil være en idé at tale med lægen, eller tage kontakt til rådgivningen www.lmsspiseforstyrrelser.dk . Det er to gode steder at få rådgivning, støtte og hjælp til at få bugt med de stemmer og tanker, som du er bange for tager kontrollen. Både lægen og rådgivningen hos LMS, landsforeningen mod spiseforstyrrelser er gratis, og hos LMS kan du også være anonym.
Hvis du ikke kan snakke med dine forældre, så er der måske nogle andre voksne omkring dig, som du kan snakke med? Det kan være din venindes mor, en tante eller onkel, en træner, sunedhedsplejersken, en lærer eller hvem du kommer i tanker om, der vil være god for dig?
Du kan også selv ringe og tale med lægen, og hos LMS kan du få personlig anonym rådgivning, telefonrådgivning, chatrådgivning og mailrådgivnng. Du kan læse meget mere inde på deres hjemmeside, og se hvilket tilbud der er bedst for dig. Du kan chatte eller ringe, anonymt, mandag til torsdag kl. 16-20 på 70 10 18 18. Jeg tænker, at det måske ville være rart og meget hjælpsomt for dig at snakke med nogen, der ved meget om spiseforstyrrelser, og som kan hjælpe dig videre. Hvad tænker du om det?
Jeg ønsker dig alt det bedste, og håber meget, at du vil blive ved med at søge hjælp til du har det godt igen. For det er et stort ansvar at stå med alene, og det bliver meget lettere at få det bedre, med rådgivning, støtte og hjælp.
Vi vil også gerne snakke med dig på BørneTelefonen hvis du har lyst, man kan både ringe, sms-e på 116111 og logge på chatten. Du er også velkommen til at skrive herind igen.
Mange kærlige tanker fra
BørneTelefonen
