Brev

Alt går galt

Jeg har startet og slettet denne her sætning mindst tre gange nu. Jeg er ikke sikker på om jeg udtrykker mig rigtig, eller om det jeg siger giver mening, men nu prøver jeg for sidste gang.

Sidste Februar skar jeg mig for første gang. Jeg har aldrig rigtig haft selvmordstanker. Jo, tanken har strejfet mig, men aldrig for alvor, hvor jeg har tænkt “nu gør jeg det”. Men jeg er begyndt at cutte alligevel.

I skolen har jeg ellers ok mange veninder, men jeg føler ikke at de rigtig kan lide mig. Jeg kan heller ikke lide mig selv, så hvorfor skulle de?

Jeg får altid at vide at jeg snakker for meget, at jeg udtrykker mig forkert, at jeg tager alting for seriøst, og nogle gange er det bare så enormt svært at tilfredstille andre.

Der var en periode, en del af mig er stadig sådan, hvor jeg ønskede jeg kunne gøre noget drastik. Jeg tog de der intetsigende online tests i både depression (højst sandsynlig klinisk depression), bipolar (muligvis bipolar) og angst (foruroligende lavt), og så håbede jeg at bare en af dem var rigtig så jeg i det mindste havde en grund til at føle som jeg gjorde.

9. Klasse er lige begyndt, og jeg er rædselsslagen. Jeg har (for første gang nogensinde) udtrykt overfor min mor hvor bange jeg er for eksamen osv, men hun mener bare at det er normalt i min alder, og det nok skal gå bedre når jeg er kommet ind i skoleforløbet. Hvad jeg så ikke har fortalt hende er, at jeg havde en følelse af at jeg ville fejle og var uønsket hele sidste år -og den varede skam ved indtil sommerferien.

I sommerferien var jeg så sammen med min veninde Annemarie. Jeg har altid interesseret mig for mode, og været naturlig tynd, og det samme gælder for hende. Dog har jeg altid elsket mad, og anoreksi, det var skam ikke noget for mig. Men vi begyndte lidt at snakke om det i starten af ferien, og jeg husker hvordan jeg sagde at det jo ikke gør noget hvis man tager lidt på, især når man vejer så lidt som os. Hun svarede “jeg er nu egentlig meget glad for min size 0”. Og hun mente intet ved det, hun træner ikke, og hun spiser meget sundt og godt, men det fik bare mig til at tænke.

Siden vi var små vejede lige meget, men jeg er gået en størrelse op, og hun vejer 47. I starten troede jeg ikke det var sundt, men hendes læger og forældre siger intet til det. Hvorfor vejer jeg så 54, og har små fedtklumper hængende på min mave og mine lår?

Efter to uger tog jeg med min familie til Østrig (hvor vi også har familie). Gennem sommerferien har jeg så tabt 3 kilo ved ikke at gå sulten i seng og træne hver dag. Jeg spiser jo stadig, men jeg smed halvdelen af min mars bar som jeg købte væk, da jeg kom i tanke om hvor mange kalorier den indeholdt (184).

Siden April havde jeg ikke cutet, og i dag begyndte jeg igen. Jeg gider ikke sige det til min mor, for det er ikke noget konkret. Det er bare tanker, intet håndfast.

Desuden har mine forældre travlt nok med min lillebror, der har Aspergers, de behøves ikke at have to børn med problemer.

Og i dag startede første dag af 9. Efter skolen sad jeg på mit badeværelses gulv og begyndte næsten at græde over stress, og hvor meget jeg bare ville fejle.

Siden Februar har det gået op og ned. Min bedste veninde flyttede til Australien, jeg gider ikke snakke om følelser med nogen jeg kender, for jeg bliver altid bare stemplet som overfølsom eller hormonforstyrret teenager (hvilket jeg muligvis er).

Jeg har mistet lysten til at skrive, jeg var ellers i gang med at skrive min bog. Normalt læste jeg hver aften, det er nu to uger siden jeg har læst i en bog.

Jeg er også begyndt at se alle mine fejl i spejlet (hvilket ikke er svært når man både har briller og bøjle).

Jeg optager mig selv med meningsløse projekter, men jeg bliver ikke gladere af dem. Hver dag føler jeg enten så meget at jeg vil snakke til alle og bare er ved at eksplodere af følelser indeni, fordi der ingen er der gider at høre på mig, eller fuldstændig tom og følelsesløs.

Pige, 14 år

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige

Tak for dit brev. Du skriver, at du har startet og slettet sætninger, og at du ikke er sikker på, om du udtrykker dig rigtigt. Derfor vil jeg skynde mig at sige til dig, at dit brev giver (masser af) mening. Jeg er rigtig glad for, at du blev ved med at skrive. Det kan være svært at formulere svære ting. Det gør du så flot, og det fortæller mig, at du er et ungt menneske med stort mod og viljestyrke.

Jeg kan forstå på dit brev, at du gør dig flere forskellige tanker fx i forhold til skole og eksamen og det at fejle, dine veninder, din krop og hvordan du har det med sig selv. Du skriver, at du nogle dage bare er ved at eksplodere af følelser indeni, fordi der ikke er nogen, der gider at høre på dig. Det kan jeg fint forstå. Jeg tænker, at det må kræve meget af dit energi og humør, hvis du går rundt med de her tanker og ikke kan dele dem med nogen. Derfor vil jeg gerne forsøge at hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du mon kan undgå, at blive ”kørt helt over” af følelser og tanker.

Du skriver, at du er rædselsslagen for at skulle begynde i 9. klasse. Når du læser mit brev, har du gået i skole nogle uger. Er der mon sket noget nyt i forhold til dine tanker om eksamen og det at gå i skole? Hvordan er det mon gået den sidste måned i forhold til at lade være med at cutte? Jeg håber, du er okay med mine spørgsmål. Jeg ved fra andre unge, at de dage eller perioder, hvor der er mange tanker eller nye ting, man skal forholde sig, dér kan det være ekstra svært at lade være med at skære i sig selv.

Når du fortæller mig om alle de tanker, du oplever her midt i skolestart, så giver det god mening for mig, hvis du netop lige nu oplever et større behov for at cutte. Jeg ved ikke, om det er sådan det er for dig? Derudover tænker jeg, at der måske er en grund til at, de her tanker om at fejle dukker op hos dig lige nu. Du er lige startet i skole igen og jeg forestiller mig, at efter en sommerferie, så bliver du og de andre i din klasse nu mindet om eksamener og alt det andet, der hører med til at gå i 9. klasse. Jeg tror, det kan være overvældende for mange.

Jeg tænker, for mange der skærer i sig selv, handler det ikke nødvendigvis om, at man ikke ønsker at leve mere (som du også skriver) - faktisk så kan man sige, at det nok mere handler om et forsøg på at passe på sig selv i alt det, der kan føles svært. Er det mon også sådan for dig? I princippet er dette en styrke. Du passer på dig selv, når tingene føles svære. Min tanke er dog, at problemet med denne handling er, at det kun virker lige i nuet, men desværre ikke på længere sigt og derfor bliver det ikke en holdbar løsning. Fordi det er det, der ligger bag handlingen, som du skal have ud af systemet, for at du kan få det bedre. Forstår du mon, hvad jeg mener med det?

Når jeg læser dit brev, så får jeg fornemmelsen af, at det blandt andet handler om, hvordan du opfatter dig selv og din tro på dig selv. Jeg spekulere derfor på - hvad skal der mon til, for at du kan få den tro tilbage på dig selv igen? Hvad eller hvem ville kunne styrke dig i det? Hvornår er det, at du er gladest for dig selv? Hvad kendetegner disse øjeblikke?

Jeg kan forstå, at du i nogle måneder var stoppet med at cutte. Det er jeg glad for at høre, fordi det fortæller mig, at du også dér er en sej pige med viljestyrke. Hvordan mon du gjorde det? Hvad gav dig styrken til at lade være? Ville du mon kunne bruge noget af den erfaring fra dengang nu?

Når du fortæller om din første skoledag, om din oplevelser med stress og om dine tanker om at fejle, så har jeg mest af alt lyst til at give dig et stort kram. Jeg tænker lige nu, hvad din mor og far vil gøre, hvis du vover, at fortælle dem det, du fortælle mig her i dit brev. Jeg kan forstå på dig, at du faktisk allerede har forsøgt at fortælle din mor om dine tanker om eksamen. Det er jeg glad for, at du vovede. Hvad tror du, hun vil sige til dig, hvis du også fortæller hende, om dine tanker om at fejle. Måske tror hun, at det ”bare” handler om eksamen. Jeg tror, det er vigtigt, hvis du kan få sagt højt til hende eller måske din far, at du er fyldt med tanker, som også handler om andet end eksamen. Vil det være en mulighed for dig at snakke med din mor igen? Du skriver, at du ikke gider at fortælle din mor, at du nogle gange cutter, fordi det bare er tanker og intet håndfast. Jeg ved ikke, om du er bange for hvordan hun vil reagere? For mig at se, er det vigtigste, at du får fortalt nogen om dine tanker, så du ikke skal gå rundt med følelsen af at eksplodere.

Hvis det er en hjælp for dig i forhold til at få hul på en snak fx med din mor, så start med at sige noget andet højt, end det med cutting. At skulle få nogen til at forstå sin situation, som man selv føler er lidt uoverskuelig, kan godt føles svær og måske endda også lidt uoverkommelig. Men kunne der mon være 1 lille budskab, som du gerne vil have hun forstod? Så start der...Hvad kunne være det vigtigste for dig? Du tog jo et flot skridt sidste gang, da du talte med din mor om din angst for eksamen. Kunne du mon gøre det igen? Jeg håber, du forstå, at jeg bestemt ikke er ligeglad med, at du nogle gange har brug for at skære dig, men lige nu handler det for mig at se om, at du får sagt et eller andet højt - og at nogen støtter og hjælper dig.

Måske er der også andre end din mor, som du kunne have lyst til at snakke med? Jeg kan forstå, at din gode veninde er flyttet. Måske Skyper I engang imellem? Jeg ved ikke, hvem der kalder dig overfølsom eller en hormonforstyrret teenager, men det brev jeg læser er for mig at se skrevet af et ungt, modigt mennesker, der har brug for at dele sine tanker, bekymringer og oplevelser med nogen. Det er faktisk præcis det Børnetelefonen og Chatten bruges til af rigtig mange børn og unge, og derfor håber jeg også meget, at du har lyst til at ringe ind til os, når du har læst mit brev. På telefonen kan du fx tale videre med en rådgiver om, hvordan du får en snak med din mor. Du kan også ringe ind til os, hvis du er i en situation, hvor du oplever, at du har brug for at skære i dig selv. Så kan telefonen og en snak med en venlig rådgiver være en anden udvej. Jeg håber meget, at du har mod på at bruge os. Vi er her for det samme. Chatten finder du på vores hjemmeside og du kan ringe eller sms til 116 111.
Der findes også et andet sted, som hedder LMS (landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade). Du kan også kigge lidt på deres hjemmeside

www.lmsselvskade.dk

Jeg ønsker dig alt det bedste og håber, at der er noget i svaret, som du vil kunne bruge til noget.

Kærlig hilsen

BørneBrevkassen

Selvskade

Utryk

Flere breve om Selvskade

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Læs mere her

Selvskade Andre der hjælper

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade

Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser

Læs mere

Se flere der hjælper

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Prøv at bygge et brev

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.