Kære pige på 13 år!
Tak for dit brev, og tak for din fortælling om din livshistorie. Vi vil altid gerne lytte til dig!
Sikke meget du har oplevet i dit liv. Jeg kan godt forstå, at du har brug for at fortælle det til nogen. Det er helt utroligt, at du kan huske og holde styr på det hele.
Det lyder til, at have været rigtig hårdt for dig, da du mistede din bedstefar, og da det blev opdaget, at din søster – din lille prinsesse- havde en hjertefejl. Det er to store ting, som virkelig må have været en stor sorg for dig, og samtidig må du have været rigtig bekymret for din søster. Det er godt at høre, at det går bedre med hende. Selv om du skriver, at det ikke gjorde dig så meget, at dine forældre blev skilt efter din bedstefar døde, tænker jeg, at det alligevel må have været en stor omvæltning for dig. Måske skulle I flytte, måske skulle du til at bo hos dem på skift, din far og bedstemor begyndte at drikke efter din bedstefar døde og du begyndte at ryge mere Det er alt sammen store ting, der er sket for dig på meget kort tid. Når der sker så mange store ting oven i hinanden, kan man nogen gange føle, at hele ’tæppet’ eller ’underlaget’ bliver hevet væk under én. Det kan føles som om, at ulykkerne bare vælter ned, og at man slet ikke kan stå fast eller få kontrol over dem. Kan du mon genkende den følelse?
Jeg kan godt forstå, hvis det har været svært for dig, at kapere det hele. Det lyder som om, at du er en rigtig stærk pige, som er god til at klare dig, men jeg tænker alligevel, at de store ting der skete for dig på en gang, må have gjort stort indtryk for dig, og at du må have haft brug for at have nogle voksne at snakke med det hele om. Havde du mon det, eller gik du selv med dine tanker om drikkeriet og rygningen, sorgen over din bedstefar og bekymringen for din søster? Jeg tænker, at det måske kunne være godt for dig, at snakke med nogle voksne, om alt det, der skete dengang, og som du føler, fik det hele til at gå galt. Måske er der nogle søde voksne på opholdsstedet, som du har lyst til at snakke med om det? Måske du kan få nogle af de voksne til at hjælpe dig med at komme i kontakt med en psykolog? Når man har oplevet så mange ting som dig, er det vigtigt at have en at snakke med, hvor du kan få bearbejdet alle dine tanker og følelser, så du forhåbentlig igen kan begynde at se fremad, håbe og tro på din fremtid og få en tryg hverdag, hvor der også kan blive plads til skolegang og det at være en pige på 13 år, der ikke skal påtage sig voksent ansvar.
Det lyder til, at det var en ret turbulent tid for dig, da du flyttede rundt. Det må også have været rigtig hårdt, at du samtidig blev mobbet og måtte skifte skole. Det er dejligt at læse, at du derefter kom til at bo hos en plejefamilie, hvor det gik godt.
Jeg kan godt forstå, at du blev sur over, at din fars kæreste havde læst din dagbog. En dagbog er privat, og det er slet ikke i orden, at andre tager den og læser i den uden at have fået lov.
Du skriver, at ét af de steder, hvor du boede efter du ikke ville bo derhjemme mere, var de bedste 3 uger af dit liv. Jeg tænker på, hvad det mon var, der gjorde det til de bedste uger i dit liv? Var det de mennesker du var sammen med? Var det fordi I røg hash eller var det en blanding af flere forskellige ting? Måske kan du snakke videre med de voksne på opholdsstedet om det. På den måde kan I måske sammen blive klogere på, hvad det er, du synes der gør livet godt, og hvordan du kan få mere af det ind i dit nuværende liv – her tænker jeg ikke på at ryge hash, selv om det måske kan gøre, at man føler sig glad i en tid, men det har mange bivirkninger. Man kan fx udvikle psykiske sygdomme, man bliver afhængig af det, det ødelægger hjernen og gør en sløv, og så er det dyrt og ulovligt. Men du kan måske komme i tanke om andre ting, som du synes, kan gøre livet godt. Du kan måske også snakke med de voksne om, hvad du forstår ved gode venner, og dem du i dit brev omtaler som ’ikke så gode’ venner. Hvad er forskellen på dem, og hvorfor mon du i perioder af dit liv, er blevet tiltrukket af de ’ikke så gode’ venner, og har været sammen med dem? Hvad har været interessant ved dem, og hvad har de mon givet dig?
Når jeg læser dit brev tænker jeg, at du har brug for noget hjælp til at tackle de udfordringer du har, og har haft i dit liv. Jeg tror det er vigtigt, at du får snakket med nogen om de problematikker, du oplever at have. Det lyder som om, at du nogle gange, når tingene har været svære, er begyndt at drikke og ryge hash. Du har måske brugt det, som en form for bedøvelse eller flugt, fra dét, der var svært. Det kan jeg godt forstå, du har gjort. Det er der mange mennesker der gør i perioder. Jeg tænker også, at du måske er begyndt at skære i dig selv, fordi der har været noget inden i dig som har gjort ondt, og som du måske har forsøgt at ’fjerne’ ved at påføre dig selv en ydre smerte, som det kunne være nemmere at se og forstå. Det kan været svært at forstå den smerte, man har inden i sig, og som kan være opstået af ting man har oplevet i sit liv. En ydre smerte, som kommer af at skære i sig selv, kan være lettere at forstå, fordi det gør ondt og bløder. Jeg håber, at det giver mening for dig.
På samme måde tænker jeg, at du har brug for at tale med nogen om den dårlige samvittighed du oplever, når du spiser. Du skriver, at dine forældre er bange for, at du udvikler anoreksi. Jeg tænker på, om du også selv er bange for det, eller kan den dårlige samvittighed og manglende lyst til mad mon skyldes noget andet?
Jeg håber meget, at du har lyst til at snakke med de voksne på dit opholdssted, så de kan hjælpe dig, eller måske finde ud af hvilken form for hjælp, du har brug for. Hvis du har mod på det, kan du måske vise dem det brev, du har skrevet til brevkassen og mit svar til dig. Jeg ved fra andre unge, at det kan være en god måde at komme i gang med en snak på. Du har udvist et stort ønske om at blive lyttet til, ved at skrive til os. Håber du vil bruge din styrke og mod til at give nogle af de voksne på opholdsstedet lov til at lære dig lidt bedre og kende og lade dem lytte/hjælpe?
Du er også altid velkommen til at ringe eller sms’e til BørneTelefonen på 116 111, hvis du har brug for at snakke med en sød rådgiver, eller fortælle din livshistorie. Vi vil altid gerne lytte. Lige meget hvad det handler om. Du kan også logge ind på chatten ved at gå ind på
www.bornetelefonen.dk
.
Til sidst vil jeg give dig tlf. nr til LMS, som er Landsforeningen for selvskade og spiseforstyrrelser, Tlf.: 70 10 18 18, mandag – torsdag kl. 18-20. Du kan også gå ind på deres hjemmeside på www.spiseforstyrrelser.dk og www.selvskade.dk. Her kan du få anonym rådgivning, fra nogen professionelle, som ved rigtig meget om cutting og madproblemer. Måske kunne det også være godt for dig, at snakke med dem.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og ønsker dig al held og lykke.
Mange kærlige hilsner
BørneTelefonen
